Leder

Nationalstaten kan også være det smukkeste fællesskab

Den kan være det ondeste, men også det smukkeste. Et demokrati, hvor individet er beskyttet, eller et diktatur, hvor magten koncentreres. Og desværre lever de færreste i smukke og velfungerende nationalstater
Ikke alle stater fungerer godt eller demokratisk. Det er derfor, folk flygter. Rohinga-kvinder med deres børn ankommer i ly natten til en flygningelejr i Bangladesh.

Ikke alle stater fungerer godt eller demokratisk. Det er derfor, folk flygter. Rohinga-kvinder med deres børn ankommer i ly natten til en flygningelejr i Bangladesh.

Damir Sagolj/Ritzau Scanpix

Udland
12. februar 2022

I onsdagens Information gav vi stemme til den canadiske aktivist Harsha Walia, der kæmper for en verden uden grænser, blandt andet fordi grænser ikke altid har eksisteret.

Det kan lyde smukt, især i en tid med et enormt flygtningepres – men det er lige så konstruktivt som at hævde, at Jorden er flad som en pandekage. Det er også en tanke kun med rod i fantasien.

For verden har tværtimod enormt brug for (helst mindre) administrative enheder, hvor vi kollektivt sikrer individernes behov og frihed.

Derfor er det smukke faktisk ikke utopien, det smukke er snarere en demokratisk og velfungerende nationalstat – og den har nødvendigvis grænser.

For nationalstaten indhegner det, der – foruden vores familier – er allervigtigst for os, nemlig en fælles lovgivning, der beskytter og frisætter os som individer. Og den er rammen om en fælles pengekasse, hvormed vi understøtter og sikrer hinandens liv. En systemisk solidaritet, der også skaber tillid.

De dårlige nationalstater

Der er selvfølgelig flest eksempler på onde og dårlige nationalstater: Det er dér, hvor dem med magten nægter at dele eller lade sig kontrollere. Eksempelvis som i Cuba, Nordkorea eller Venezuela – eller i de fleste afrikanske stater og i Mellemøsten – eller i Rusland eller Kina. Det meste af klodens befolkning bor i nationalstater, der ikke fungerer særlig godt eller demokratisk, og derfor vælger mange også at forsøge at flytte eller flygte.

Men det ville jo ikke blive bedre af, at man opløste dem alle. For hvem skulle da styre, og hvordan – og med hvilket mandat?

Problemet er ikke den politiske enhed, nationalstaten, problemet er, at alt for få – og stadigt færre – af verdens nationalstater fungerer demokratisk.

Var hele verden indrettet som i Skandinavien eller i Nordeuropa, ville alle have det bedre, og ikke mange ville flytte sig langt fra deres fødested. For der hører man jo til historisk, sprogmæssigt og kulturelt. Og det giver mening for de fleste.

For er en nationalstat demokratisk, er den også underlagt kontrol og checks and balances. Den har institutioner, der holder hinanden i skak for at sikre individernes rettigheder over for magthaverne, og det politiske lederskab er midlertidigt.

Derfor er det en utopi at tale om en grænseløs verden, for man kan ikke samtidig være fortaler for at leve i et samfundssystem, der garanterer velfærd og frihed for individet – og være fortaler for, at der ikke skal være et indenfor og et udenfor.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steen Simonsen

Det kunne være talepapir for Mette Frederiksen
Et etnocentrisk nationalistisk lille skrift
Skribent skulle læse center for vild analyse i dagens avis

Poul Erik Pedersen

Steen Simonsen: hvis din analyse er korrekt, så må deraf følge at vi skal overveje hvorledes vi skaber en funktionel ramme om den demokratiske beslutningsproces. Så vidt jeg kan se det, behøver en nationalstat ikke nødvendigvis være baseret på etnocentrisk nationalisme.
På den anden side er der vel noget om, at en meningsfuld demokratisk dialog indebærer et fælles sprog og en respekt for hvad der er "god" og "dårlig" opførsel. Denne opfattelse er vel også bundet i nogle fælles, kulturelt definerede, værdier.
Hvis ikke vi skal tage højde for disse ting, hvad skal så ellers udgøre rammen for den demokratiske samtale?

mvh. poul.

Steffen Gliese

Selvfølgelig kræver demokratiet et afgrænset område, hvor folk kan komme til orde, relativt være bekendt med hinanden, dyrke de samme værdier og guddomme og arbejde konstruktivt og positivt for det fælles bedste.

marc van der velden

Vi undrer os over artiklens manglende benævnelse af globale økonomiske strukturer og magtbalancer og deres indflydelse på muligheden for at bygge demokratiske velfungerende systemer op.
Vi undrer os over artiklens lave faglige niveau.
Vi sidder tilbage med en dårlig smag i munden over antydningen af, at det kun er Nordeuropa og Vesteuropa der forstår hvordan man bygger et samfund op.
Lotte Faarup og Marc van der Velden

Marianne Jespersen, Maia Nielsen, Kristian Knudsen, Steen Simonsen, Søren Dahl og Jacob Engelbrecht anbefalede denne kommentar

Prøv at oversæt denne artikel til et andet sprog og hør hvor latterligt den lyder... det er sandelig heldigt, at det kun er os overlegne mennesker der kan læse en artikel på dansk! Heldigvis ved vi, at vi er verdens mest beskedne folkefærd.