Leder

Med Putins stormagtsdrømme ligner ’fredsmission’ i Østukraine begyndelsen på en invasion

Putins demagogi og stormagtsdrømme får den russiske ’fredsmission’ i Østukraine til at ligne begyndelsen på en invasion. Vesten vil med rette ikke gå ind i en uoverskuelig krig for Ukraine, men må svare med mere ærlighed og hårde sanktioner
Ukrainske soldater patruljerer i den østukrainske by Novoluhanske den 19. februar.

Ukrainske soldater patruljerer i den østukrainske by Novoluhanske den 19. februar.

Aris Messinis

Udland
23. februar 2022

Siden mandag aften har Europa udviklet sig til et markant mindre stabilt sted, end vi har vænnet os til siden Østblokkens sammenbrud.

Først gav den russiske præsident Vladimir Putin en times folkeforførende historielektion om Sovjetunionens beklagelige opløsning for derefter at anerkende de to prorussiske separatistregioner Donetsk og Lugansk i Østukraine.

Som afslutning sendte han »fredsbevarende« russiske tropper ind i området, hvormed overgrebet på de ukrainske grænser skulle ligne et russisk selvforsvar mod et angiveligt »folkemord« og ukrainsk aggression mod Rusland. Påstande, som der ikke er beviser for.

Tirsdag aften toppede Putin selv konfrontationen ved at anerkende separatisternes krav om hele Donbass-regionen i Østukraine. En melding, der dårligt kan læses som andet end en krigserklæring mod Ukraine. Putin sagde, at russiske soldater ikke nødvendigvis ville blive indsat i regionen »lige med det samme«, men udtrykte håb for, at grænsestridgihederne kunne løses med forhandlinger.

Dermed står vi med den »politiske katastrofe«, som den tyske kansler Olaf Scholz for få dage siden kaldte det nuværende scenarie: Et scenarie, hvor Ukraine er på kanten af åben krig, hvor Minsk-fredsprocessen er stendød, og hvor såvel EU som USA er tvunget til at rulle smertefulde sanktionsvåben ud mod Rusland. Våben, som også vil ramme os selv.

Selv den omstridte tysk-russiske gasledning Nord Stream 2 blev tirsdag endelig lagt på is. Et velplaceret træk, da det i den nuværende situation er klokkeklart, at »Putin undergraver Ukraines suverænitet og territoriale integritet«, som NATO-chef Jens Stoltenberg, Tysklands udenrigsminister Annalena Baerbock og EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen samstemmende har formuleret det.

Under et hastemøde i FN’s Sikkerhedsråd har USA’s FN-ambassadør, Linda Thomas-Greenfield, ligefrem kaldt Ruslands påstand om en »fredsmission« i det østlige Ukraine for »latterlig«. Og i lyset af, at Putins eskalation skete på grundlag af den fiktive trussel om et forestående ukrainsk medlemskab af NATO, som senest blev udvidet mod øst i 2004, har lederen af Sikkerhedskonferencen i München, Wolfgang Ischinger, betegnet Putins logik som »absurd«.

Et historisk kunstprodukt

Selv om Putin gang på gang har bedyret, at han ikke har haft nogen intentioner om en invasion på ukrainsk jord, er udviklingen ikke overraskende: I ugevis har han permanent skruet op for tropperne langs de ukrainske grænser, for de åbenlyse løgne om formålet med dem og for jagten på en undskyldning for at gå ind i Ukraine.

I sin konsekvens er Putins handlinger og ikke mindst hans verdensbillede alligevel rystende. For at forstå dette billede må man dykke ned i hans én time lange tale fra mandag aften, der lød som en letfordøjelig udgave af Putins berygtede essay om »Den historiske enhed mellem det russiske og det ukrainske folk« fra 2021. Konklusionen i talen stod hurtigt klart: Ukraine er en failed state, der blev skabt som et historisk kunstprodukt af Lenin, og som ikke har nogen eksistensberettigelse som suveræn stat.

Putin vil derfor dreje uret tilbage, ja han kaldte ligefrem de enkelte staters ret til at bryde ud af Sovjetunionen efter kommunismens sammenbrud for »en tidsindstillet bombe«, der nok ødelagde Sovjet, men ikke de prorussiske uafhængighedsbevægelser.

Med et par retoriske kneb fik præsidenten således vendt forholdet mellem offer og gerningsmand om: Kijev skaber ikke bare terroristnetværk i Østukraine, men pønser også på en krig mod Rusland med støtte fra Vesten, som »holder kniven for vores strube« og »afpresser os«.

Samtidig malede Putin et billede af Ukraine som en amerikansk dikteret nasserstat, hvis oligarker stræber mod vest, og hvis ngo’er og pseudoliberale eliter har skabt en Rusland-fjendsk politik. Og talen fik direkte paranoide træk, da Putin gentog sin teori om, at Ukraine udfører et folkemord på de russisksindede i Donbass – og endda har i sinde at udvikle atomvåben.

Svigt ikke mit land

Hensigten med talen lød i sidste ende deprimerende klar: At sætte den store historiske ramme og forberede det russiske folk på en ny krig i Ukraine.

Hvor Putins annektering af den ukrainske halvø Krim i 2014 havde en strategisk betydning i forhold til adgangen til Sortehavet, har Østukraine i langt højere grad en ideologisk og symbolsk betydning. Både på grund af »enheden« mellem russere og ukrainere. Og fordi Putin her kan vise: Jeg gør det, fordi jeg kan, og fordi jeg dermed kan vise Vesten det egentlige styrkeforhold mellem Rusland og Ukraine og mellem Rusland og Vesten. Han udstiller med andre ord Vestens magtesløshed i det postsovjetiske rum – og løfter geopolitisk Rusland op i nærheden af øjenhøjde med Kina og USA.

At Rusland i lodret strid med folkeretten har sendt styrker ind i et andet land uden godkendelse fra FN’s Sikkerhedsråd, ændrer ikke ved, at der har været en lang række gråtoner i den historiske optakt. Det blev udpenslet, da Ukraines præsident Zelenskyj i lørdags holdt en følelsesladet tale på Sikkerhedskonferencen i München med budskabet: Svigt ikke mit land – gør ikke Ukraine til Vestens buffer mod Putins interesser.

»Vi står helt og holdent bag Ukraine,« har det igen og igen lydt fra Scholz og Macron over von der Leyen til Joe Biden.

Men dermed har vi i Vesten været med til at stikke blår i øjnene på Zelenskyj-regeringen, som omvendt har nægtet at se de hårde realiteter i øjnene: At EU, USA og NATO – uanset hvor mange defensive våben og økonomisk bistand, vi måtte sende til Ukraine – aldrig har haft i sinde at komme Ukraine til undsætning militært i den regionale konflikt. Forståeligt nok, for med en utilregnelig atommagt med en paranoid leder som modstander er eskalationspotentialet i det scenarie komplet uoverskueligt.

Med bukserne nede

Selv efter den nu otte år lange konflikt i Østukraine med tusindvis af døde har Kijev derfor valgt en kompromisløs linje i forhold til ikke at give indrømmelser til de to udbryderprovinsers selvstyre, som den nu stendøde Minsk-fredsproces ellers lagde op til.

Her støder international folkeret og moral i den grad på magtpolitik og Putins benhårde geopolitik: Folkeretligt betragtet er Putins indgreb åbenlyst et overgreb. Men magtpolitisk betragtet har Zelenskyj-regeringen fejlvurderet både Vestens vilje til at støtte Ukraine og især magtforholdet mellem Rusland og Ukraine.

Putin har med sin aggressioner således taget både Vesten og Ukraine med bukserne nede, og vi må neglebidende kigge på, hvordan stabiliteten vakler i den europæiske fredsorden, som vi har kendt den siden Den Kolde Krigs ophør – og som med Putin-krisen ser ud til aldrig at være hørt op.

Den diffuse situation får mangt en internetkriger til at spy historiske sammenligninger ud i en pærevælling. Men historien gentager sig ikke. Den kommer konstant i nye former – denne gang på bagkanten af den fossile æra med en forsmået, gas-, olie- og atommagt som hovedaktør.

Trods billederne af Putin og Xi Jinping ved OL kan vi kun gisne om, hvad der sker mellem Rusland og Kina bag facaden. Men det er svært at forestille sig, at Putin ikke har søgt Kinas stiltiende accept til sin eskalation: Med de russisk-kinesiske bestræbelser på at skabe en infrastruktur og et marked, der i højere grad er uafhængigt af Vesten, vil Den Kolde Krig selvsagt aldrig vende tilbage i sin gamle form.

Den finansielle atombombe

For et Vesten på hælene er det derfor alfa og omega, at Ukraine fortsat bevæger sig mod at blive en økonomisk succes medmindre korruption og mere demokrati. Det har allerede kostet Europa milliarder af euro siden 2015, og det bliver ikke lettere i fremtiden, hvor vi samtidig må prøve at inddæmme Ruslands evne til at føre krig.

At Nord Stream 2-ledningen nu foreløbigt ligger som 75 milliarder kroner dyrt skrot på bunden af Østersøen viser, hvor alvorligt også Tyskland tager situationen: I Berlin tænkes der panisk over, hvordan efterspørgslen på gas kan dækkes, så den tyske udgave af energiomstillingen med udfasning af både kul- og atomkraft kan gå op.

Med tiden vil Nord Stream 2 også gøre finansielt ondt på Rusland – ligesom de vestlige sanktioner, der tirsdag blev kørt i stilling. De indebærer dels et forbud mod handel med russiske statsobligationer for at udtørre den russiske stats finansieringskilder, dels sanktioner mod 350 medlemmer af Dumaen og mod banker med business i Østukraine.

Alle personer og virksomheder på listen vil få indrejseforbud og indefrosset deres formuer i EU. Sat op over for en krig kan det virke som småting, men i et oligarki skal man aldrig undervurdere betydningen af personrettede sanktioner, der gør ondt på eliten bag Putin hele vejen fra den franske riviera til SoHo i London.

At det internationale betalingssystem SWIFT – eller »den finansielle atombombe« – endnu ikke er med i sanktionspuljen, giver faktisk også god mening. Hvis vi tømmer hele værktøjskassen med det samme, er der ikke meget tilbage at true med.

Uanset hvad må vi time for time følge, om Putins tropper faktisk går videre mod vest i Ukraine.

Serie

Ny krig i Europa

Længe har man sagt, at Ruslands præsident Putin ikke har noget at vinde ved et gå i krig i Ukraine. Alligevel er krigen blevet en realitet. Ruslands invasion har en betydning, der ikke bare rækker ind i Ukraine, men også i NATO, EU og andre af russernes nabolande. Hvad gør Putin, Vesten og de tidligere sovjetrepublikker, Ukraine og Kina? I denne serie giver vi overblikket over den komplekse konflikt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Pedersen

"Den finansielle atombombe
For et Vesten på hælene er det derfor alfa og omega, at Ukraine fortsat bevæger sig mod at blive en økonomisk succes medmindre korruption og mere demokrati. Det har allerede kostet Europa milliarder af euro siden 2015, og det bliver ikke lettere i fremtiden, hvor vi samtidig må prøve at inddæmme Ruslands evne til at føre krig."

Er der nogen, der kan forklare mig, hvorfor det?

Jeg skal blankt erkende, at jeg har forsømt at holde mig opdateret vedr. Ukraine i årevis - der har ligesom været andre vigtigere ting på tapetet.

Men HVIS det ikke er fordi NATO egentlig havde tænkt sig at ekspandere der - altså netop det, Putin hævder, så...

Forklar mig venligst: Hvorfor H...... er lige præcis Ukraine tilsyneladende blevet alt-eller-intet-symbolet på USAs og det vestlige Europas overlevelse og fremtid?
Jeg fatter ikke en meter!

Ja, det er synd for befolkningen der, at der er bomber og krig og... og...
Men har de egentligt ikke selv været med til at starte den leg?

Desuden reagerer hverken USA, NATO eller Danmarks statsminister på samme måde ift. tilsvarende tilstande andre steder i verden.

Jeg er ikke hverken Ruslands- eller USA-tilhænger og ser NATO som et (sandsynligvis) nødvendigt onde - men der skal altså (mindst) to til en krig - og ligeså til en dans eller en fred...

Søren Dahl, Marie-Christine Poncelet, Viggo Okholm, John Andersen, Holger Nielsen, Mogens Holme, Torben Arendal, erik pedersen, Birgitte Nielsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Inger Pedersen

"Men har de egentligt ikke selv været med til at starte den leg?"

- efter sigende godt hjulpet af USA?

Per Larsen Andersen, John Andersen og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Inger Pedersen

Nogen argumenterer for det gavnlige i at kunne forstå >Putin og Rusland.

Ganske forståeligt.

Men kunne det måske ikke være en ide at starte med at forstå os selv, den såkaldt "Vestlige Verden" - og ikke mindst USA og NATO?

Hvad er det, vi handler på baggrund af i forhold til Ukraine?
Hvad er det, vi har tænkt os, drømmer om - vil gøre en indsats for - og hvorfor?

Og ikke mindst: Hvad vil vi betale for det? Hvilke omkostninger må det have?
I menneskeliv og ødelagte levesteder, byer og kommunikationslinjer - både fysiske, mentale og virtuelle?

Vil vi være konstruktive eller destruktive?
Vil vi gøre noget godt for Ukraine - eller er landet og menneskene bare en omkostning i en handel, der egentligt drejer sig om noget, der er større og vigtigere?

Se, DET kunne jeg godt tænke mig at blive klogere på!

Marianne Jespersen, Søren Dahl, Carsten Munk, Viggo Okholm, John Andersen, Karsten Nielsen, Holger Nielsen, Jan Fritsbøger, Mogens Holme, Torben Arendal, erik pedersen, Birgitte Nielsen, Arne Albatros Olsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

"der skal altså (mindst) to til en krig"

Øh ... ? Nej, det skal der ikke. Hvis et land invaderer et andet land, er der krig, uanset om land 2 ønsker at være med.

At sige, at der skal to til en krig, er som at sige, at et voldtægtsoffer og en voldtægtsmand dyrkede hed elskov.

René Arestrup, Morten Bo Johansen, Inge ambrosius, Ib Gram-Jensen, Torben Siersbæk, Martin Kristensen, Claus Nielsen, Holger Nielsen, Torben Lindegaard, Christian de Thurah, Michael Hullevad og Flemming Olsen anbefalede denne kommentar
Michael Hullevad

Propaganda er et effektivt virkemiddel, ind til man selv begynder at tro på den. Den lille mand vil gerne genvælges uden alt for meget stemmefusk. Bortset fra olie og gas har Rusland kun våbeneksporten at leve af. Indien har lige afbestilt 1700 kampvogne som skyldes Putins ageren (Kina & Ukraine). Stormagts drømme? Med et økonomi på størrelse med Italien virker det latterligt. Han har A-våben, men bruger man dem truer den totale udslettelse.

Anders Thornvig Sørensen

Gert Romme, 23. februar, 2022 - 02:54

Jeg er ikke forarget over talen, der bygger videre på Putins artikel fra juli 2021.

Putins grundtanke, som den kommer til udtryk i begge kildesteder, er fejlagtig, efter min opfattelse. Der er mange detaljer, som kan kritiseres, men hvis grundtanken ellers havde været rigtig, ville det ikke have betydet alverden.

Talen og artiklen nævner en række historiske begivenheder ved Ruslands nederlag i 1. verdenskrig og Sovjetunionens tilblivelse. Putin hævder, at centralmagterne var dømt til nederlag i 1. Verdenskrig på det tidspunkt, hvor det revolutionære Rusland indgik Brest-Litovsk freden med dem. Det er ikke korrekt. Centralmagterne var på ingen måde slået endnu på det tidspunkt (marts 1918). Men Rusland, med eller uden kommunistisk revolution, havde tabt krigen. Brest-Litovsk fredsaftalen godkendte oprettelsen af et selvstændigt Ukraine, som centralmagterne havde promoveret eller tilladt.

https://da.wikipedia.org/wiki/Brest-Litovsk-freden

De indvendinger mod det selvstændige Ukraine som et "kunstprodukt" (i dette tilfælde Tysklands) ville også kunne rettes mod mange andre af de lande, som opnåede selvstændighed som et resultat af 1. Verdenskrig. Som Kenyas regering forleden bemærkede, ville mange af de lande, som opnåede selvstændighed ved afkoloniseringen, også falde ind under kategorien "kunstprodukt", og det kan ikke være noget argument for at bevare eller genindføre de hedengangne koloniriger.

Dernæst omtaler Putin oprettelsen af en særskilt ukrainsk sovjetrepublik i Sovjetunionen. Putin mener, at det ligeledes var et "kunstprodukt", der kun gav en vis form for mening inden for den sovjetiske kontekst.

Hvorfor Lenin tog dette skridt, giver Putin ikke nogen virkelig forklaring på, ud over at hentyde til, at Lenins idémæssige udgangspunkt var international føderalisme som del af verdensrevolutionen, og ikke russisk nationalfølelse. Noget som nok er korrekt i sig selv, men ikke forklarer Lenins anerkendelse af en særskilt ukrainsk identitet og etnicitet.

Sådan er tendensen i Putins fortolkning af fænomenet Ukraine. Alting bliver drejet i en bestemt retning. End ikke verdens største propaganda- og repressionsmaskine vil i længden kunne beskytte ham mod at ramme virkeligheden som en mur, hvis eller når han invaderer Ukraine for omsætte teorien i praksis.

Torben Siersbæk, Viggo Okholm og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar

Uanset Putin og os og en måske mulighed for et kompromis, så er menneskene i de to provinser måske af hjertet russere, selv om vi snart som mennesker bør smide nationaliteten et vist sted hen.J eg har forstået ar Ukraine ikke lige frem behandler disse russere helt rimeligt, med diverse forbud mod russisk sprog m.v.
I min lille hjerne kunne det være en ide om Ukraine lod en folkeafstemning afgøre det Men skaden er sket, men det er ikke en verdenskrig værd, tror jeg..

Marianne Jespersen og Birgitte Nielsen anbefalede denne kommentar

Hvor må det være dejlig med så "rene politiske hænder " i vesten i forbindelse med den pågående situation imellem Ukraine og Rusland, - men er det nu også både sand- og virkeligheden.

Hvis nu freden er så vigtigt et mål for NATO og ikke mindst Europa, hvorfor skal vore grænser så hele tiden rykkes så helt tæt på Ruslands grænser som muligt.

- Hvorfor kan fredenikke eksistere med et "mellemrum" til NATO og Rusland, - hvorfor denne umulighed?

Informationskrigen om netop dette spørgsmål handler i vesten om det selvbillede og -forståelse, at vi alene går fredens tjeneste i Europa, hvorimod det for Amerikas vedkommende fortsat er den ultranationalistiske og ekstreme liberalismes mål at indæmme og udrydde kommunismen.

Det sidste bliver nærmest lidt tragikomisk grinagtigt, med tanke på hvorledes det er gået med den kommunistiske udvikling og tilslutning i såvle Europa og de tidligere Østeuropæiske lande siden 2.VK.

- Ingen kan med rette påstå det er gået fremad for kommunismen i Europas lande og heller ikke i de tidligere Østuropæiske lande - tværtimod, er det gået støt ned af bakke med tilslutningen, så der er ikke meget tilbage nogen steder.

Der næsten kun den ubehandlede Amerikanske ultranationlistiske liberalismes psykose der stædigt fastholder disse angst-teser - som de vil sælge til verden omkring sig, - men billedet holder ikke.

Freden har altid 2 parter, som hver for sig har sine ønsker til sikkerhed, - men ifølge den amerikanske - og som nu også er blevet NATOs doktrin at kun deres opfattelse af sikkerhed ensidigt er den sande.

Nogle slår på et NATO 2.0, - jeg vil hellere have Vestunionen, hvor vi selv alene bestemmer vores forståelse af situationen, og ikke den Amerikanske "pålagte" forståelsesramme fra de ultrnationalistiske og liberale kræfter i Amerika.

Striden i Ukraine er gammel også set med nyheden briller, der skete mange forbrydelser under Stalin, og mange konflikter bygger desværre på dette. forflytttelsen af folkeslag og andre tåbelige psykotiske ting som diktatoren fandt på i sine drømme om natten.

Efter Rusland trak sig tilbage til grænserne fra før 2.VK opstod der et tomrum, som EU og NATO udfyldte - vist ikke helt efter en aftale med Gorbatjov, men tilbage står udviklingen efter tilbagetrækningen og medlemskaberne af først EU og siden NATO.

Et problem som EU ikke adresserede tidligt og klart var de progromer som de Baltiske lande indførte mod de russiske beboere i deres lande, - fraværet af de ellers så høje idealer om menneskerettigheder fra EUs side var ganske tydelig at aflæse i den tavshed som EUs fine politikere holdt sig til, overfor disse krænkelser.

Det samme gentog sig i forbindelse med de russisktalende Østukrainere tilbage i omkring 2014, hvor Julia(Bloddronningen) Timosjenko udtalte offentlig, at de russisktalende i Østukraine skulle udryddes med et atomvåben, - en manifestation af en "Ægte Orange revolution".

Senere modtog EU Julia (Bloddronningen) Timisjenko på den røde løber, - EUs moralske ståsted var altså ikke for menneskerettigheder alligevel, - så hellere for diktatorer og tyraner der nedslagter et folkefærd endnu værre en Stalin.

EU skulle selvfølgelig have afvist Julia(Bloddronningen) Timosjenko som uønsket i EU i stedet for og have vist menneskerettigheder betød noget for EU.

Vores modpart vil åbenbart have en politisk strategisk og militær sikkerhedskorridor, uden NATO helt så tæt på, og hvad kan det egentlig skade at have den, - når man nu tænker på at kommunismen af sig selv vil gå i graven med tiden, - ganske som det er sket i hele Europa.

Med tanke på den udvikling af kriminalitet fra Østeuropa som vi har oplevet og fortsat oplever, og som er så grænseløs som vi ser den begået mod mennesker, så er det vel ikke så eftertragteligt at få endnu et Østland ind i EU uden grænser, for som vi har set det, så kan vi ikke holde disse personer udenfor - vi kan ganske vist dømme dem til ikke at komme tilbage for efter en årrække, - men hvis de er ligeglade med det, så kommer de alligevel tilbage når det passer dem.

Birgitte Nielsen, Anne Højholt og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Marie-Christine Poncelet

Putin er ikke en historieløse tosse, paranoid som bære ansvaret alene på sine skuldrer den nuværende krise.
Som de vestlige land har han sin vinkel af historie og hvis man graver lidt i Ukraines historien siden 800 tallet kan man finde kime af den splittelse der findes nu.
I de vestlige lande har man tendens til at reducere historien til særlige begivenheder, vigtigste af dem i Vest Europa er vist nok Sovjets sammenbrud 1991, murens fald 1989, det endelig sejr!
Hvis man har læst Svetlana Aleksievitch s værket kan man bedre forstå Putin s talen, den ambivalens vedrørende sovjets tiden.
Vest endelig sejret i 1989, 1991 som skulle markere "Historiens afslutning ", er ikke blevet nødvendigvis oplevet som et sejr for den russiske befolkning, måske eller ikke som et nederlag måske mere som et nyt tilstand som man skulle overleve og klare.
Det der er meget påfaldende i Vests selv opfattelse af overlegenhed er dens foragt for andre nationer s kulturen og historien og den følelsesmæssige tilknytning borger har til dem.
Ikke kun at man i Vest har underkendt den russiske kultur i årtier, man har også underkendt og er ved at udslette fra historien den enorm offer Sovjet har ydet under anden verdenskrigen for at bekæmpe nazismen. ( 20 millioner sovjetborger dødede ,totalt ødelæggelse af vest sovjet, Hungers nød i 1949, uden Marshall plan for at komme sig over det).
På samme måde som borger Fra DDR i Tyskland er blevet set ned på , har man ydmyge Rusland og fortalt dem at den eneste vej var den vestlig vej.
Man er kommet til den anerkendelse af at ygmygelse af Tyskland under første verdens krigen har førte til nazismen s opstået, skal man ikke undre sig over en Putins opstået samtidig med at det er fakta at Nato udvider til Øst Europa, at Rusland er den største producent i verden af Olie og Gaz , at en åben døre til disse råstoffer vil gavne de vestlige lande.
Også har vi en USA som puster sig op alle steder i verden.
For mig født i andens verdenskrigens skyggen er det frygteligt trist at konstatere har Europa er splittet, parat til en krig og har ikke været i stand til at inkludere Rusland .

Per Larsen Andersen, Flemming Berger, Birgitte Nielsen, Karsten Nielsen, Inger Pedersen og Anne Højholt anbefalede denne kommentar

Ukraina blev opfundet af Sovjetunionen. Det var også det, jeg lærte i skolen i 1950'erne og 60'erne. Forklaringen var, at Sovjetunionen som ellers stod helt alene i FN, ved at opfinde bl.a. Ukraine, Hvide Rusland m.fl. ville få nogle proselytter i FN

ps. Jeg tror godt nok ikke på historien. Men det var altså den vi lærte i skolen. Allerede dengang var Rusland et ondt land, der kun ville snyde og bedrage os i Vesten. Men jeg har siden læst, at der var visse historiske bånd mellem det nuværende Rusland og Kijevriget der udgik fra Kief og gik i opløsning omkring 1240 .

Anders Thornvig Sørensen

@ Gert Romme

Det tror jeg ikke, at der er. Men jeg har selv tænkt over, hvordan den russisk-ortodokse kirke mon vil forholde sig til en invasion af Ukraine. Groft sagt har den ukrainsk-ortodokse kirkeverden tre dele: 1) den græsk-katolske kirke i Vestukraine, som siden 1500-tallet har været i union med den romersk-katolske kirke, men bevarer græsk-ortodoks ritus; 2) den ukrainsk-ortodokse kirke (forenet til én i 2018), selvstændig under patriarken i Konstantinopel / Istanbul, 3) den ukrainsk-ortodokse kirke under patriarken i Moskva.

Den ukrainske græsk-katolske kirke og Galicien (under Polen til 1772, derefter østrigsk til 1918) er det ene af de to historiske arnesteder for ukrainernes nationalidentitet. Det andet arnested var kosakkernes hetmanat, der kom under Rusland i 1600-tallet og mistede sit selvstyre i 1700-tallet.

Putin fremstiller i sin artikel fra juli 2021 den græsk-katolske ukrainske kirke som et polsk, østrigsk og vestligt produkt, der ikke repræsenterer det virkelige, ortodokse Ukraine. Den russisk-ortodokse kirke fik i 1686 tildelt jurisdiktionen over Ukraine af patriarken i Konstantinopel / Istanbul. Men det blev annulleret uden russisk godkendelse i 2018 ved oprettelsen af den ukrainsk-ortodokse kirke.

Den ukrainsk-ortodokse kirke under Moskva-patriarkatet er i mindretal i Ukraine, men eksisterer uændret. Den fremstilles sommetider polemisk som en russisk kirkeprovins, men den har et selvstyre og en ukrainsk identitet. Emnet har en kontroversiel baggrund, fordi Sovjetunionen tvang alle ukrainsk-ortodokse ind under Moskva-patriarkatet.

Mod al gængs skik og brug blandede USA's føderale regering sig i kirkepolitik ved at støtte den ukrainsk-ortodokse kirke og Konstantinopel-patriarken i 2018. Det har Putin givetvis set som en bekræftelse af, at en selvstændig ukrainsk kirke hverken er legitim eller i stand til at overleve uden kunstigt åndedræt fra Vesten.

Ukrainske nationalister ser sagen modsat. De mener, at den russisk-ortodokse kirke efter Sovjetunionens bortfald ofrede sit oprindelige transnationale udgangspunkt til fordel for russisk nationalisme, og derved svigtede sine religiøse forpligtelser i medfør af jurisdiktionen over Ukraine siden 1686, hvilket efter deres mening begrunder annulleringen heraf i 2018.

Torben Lindegaard

@Søren Dahl 23. februar, 2022 - 12:52

Jeg har hørt en lidt anden vinkel på historien:

Udenrigsminister Molotov - nogen gange Stalin, himself - krævede
15 stemmer i FN´s Sikkerhedsråd, fordi USSR bestod af 15 delstater.

Præsident Truman modkrav var 48 stemmer til USA, fordi USA
bestod af 48 delstater.

Resultatet blev 1 stemme pr. nation -
uanset størrelse eller antal delstater.

Anders Thornvig Sørensen

Søren Dahl, 23. februar, 2022 - 12:41

Sovjetunionen fik reelt 3 stemmer i FN's generalforsamling, selv om hvert land kun skulle have 1 stemme. Det skete ved, at Ukraine og Belarus blev optaget som formelt selvstændige FN-medlemmer ved siden af Sovjetunionen. Ved opløsningen af Sovjet i 1991 lod man Rusland overtage FN-medlemskabet.

Belarus og Ukraine var blevet oprettet som særkilte sovjetrepublikker i starten af 1920'erne. Det samme skete for Kazakhstan og andre sovjetrepublikker. Det var ikke med henblik på fremtidigt medlemskab af FN.

Men ud over at få et par ekstra stemmer til Sovjet i FN, kan det også have været et motiv for Stalin at gøre indrømmelser til den ukrainske identitet. Det havde Stalin tidligere gjort ved organiseringen af den røde hær under krigen mod Tyskland 1941-45, fordi han erkendte betydningen af ukrainsk medvirken i krigen. De ukrainske partisaner, der havde kæmpet mod Hitler, var heller ikke alle sammen villige til at nedlægge våbnene i 1945. Både i Ukraine og Litauen var der væbnet modstand mod Sovjet ind i 1950'erne.

Ulla Willumsen

Har folk herhjemme glemt de russiske invasioner i Polen , Ungarn og Tjekkoslovakiet?

Jeg kan anbefale dem der har rådighed over et historisk atlas over Europa at se på det gerne et der dækker de sidste 150 år mindst.
Så vil man kunne se et Europa hvor grænser har flyttet sig med mellemrum.
Der har været ført utalige krige som har flyttet grænser og har kostet dyrt i menneskeliv.
Det har stort set været et stort spild.
Undtagen for dem sm har tjent på dette.
Våbenproducenterne.
Vil vi lade dette fortsætte?
Jeg vil anbefale alle som kan at se John Pilger's film "The War You Don't See" den kan ses her:
https://vimeo.com/67739294
Den giver et glimrende billede af den verden vi lever i og ikke mindst de mekanismer der skal til for at forføre hele befolkninger så al modstand mod krig ophører.

Torben Siersbæk

@Ulla Willumsen 23. februar, 2022 - 18:51.

"Har folk herhjemme glemt de russiske invasioner i Polen , Ungarn og Tjekkoslovakiet?"

Ja!

Eller også tror de stadig på at de skete efter indtrængende bønner fra de tre lande om at frelse dem fra kontrarevolutionære banditter der var sendt af ..... USA og NATO...

Ulla Willumsen, 23. februar, 2022 - 18:51

Nej det er ikke os allesammen der har glemt det, og det skete vist ikke på samme tidspunkt i alle 3 lande.

Opstanden i Ungarn i 1956 var meget begrundet i den Amerikanske radio "Free Europe"(en CIA operation) der sendte ind over Østeuropa om at befri sig fra den kommunistiske samfundsmodel, og for Ungarns vedkommende krydret med lidt ekstra, - at Amerika ville komme til hjælp militært, hvis russerne invaderede Ungarn.

Så gjorde de ungarske frihedkæmpere oprør, og russerne kom, - de amerikanerne ikke, så frihedskæmperne stod alene, og blev alle som een fanget og dømt til døden.

- Danmark modtog mange flygtning fra Ungarn den gang, og en landsindsamling til fordel for de ungarske flygtninge blev det da også til.

Tjekkiet skete lidt senere(1968 wiki-p) og var begrundet i det "Tjekiske forår"(politisk demokratisk udvikling med Alexander Dubcek som leder af landet.

Alexander Dubcek med andre blev vist deporteret sammen med andre fra den tjekkiske regering(de var ikke tro mod kommunismen, og igen en trussel mod hele den militære Warzawa-pagten i Østeuropa.

- Jo vi er nogle der har oplevet hvordan det skete i tiden - fortiden, det er der så mange der ikke har, men gerne fortæller vidtløftigt og bedrevidene om denne / deres manglende viden om fortiden.

Søren Kristensen

Når man ser hvor trist der ser ud i Ukraine, fatter man ikke at russerne gider erobere det. Som om de ikke har nok af tristesse i forvejen. Krim, var og er en anden sag, der er langt pænere og med dyre villaer og adgang til strandern osv. Men Ukraine?