Da Sovjetunionen satte alt ind på at vinde medaljer i årene op til statens første OL-deltagelse i 1952, skete det ikke, fordi statens ledere pludseligt havde fået øjnene op for det smukke ved elitesport.
Snarere var det en konsekvens af, at Sovjetunionen på grund af amerikanske sanktioner var sat uden for det etablerede, diplomatiske selskab, og at sport derfor stod tilbage som en af de eneste arenaer, hvor Kreml kunne markere sig som stormagt.
Og da Vesten var overlegen i discipliner som tennis og fodbold, blev det sportsgrene som brydning og gymnastik, man i første omgang satsede på at dominere i jagten på medaljer.
Sovjetunionens olympiske strategi er kun én isoleret historie blandt hundredvis af eksempler gennem tiden på sportswashing, hvor lande, selskaber eller enkeltindivider bruger sport til at forbedre et tvivlsomt omdømme eller legitimere politiske regimer. Men strategien illustrerer, hvor stor betydning sport kan tillægges, når en stat er isoleret fra gængse, diplomatiske kanaler.
Sport er magt
Derfor er det også mere end blot et symbolsk bidrag til den store sanktionspakke, at en række danske og internationale organisationer i weekenden bakkede op om at boykotte Rusland fra al sport som konsekvens af landets invasion af Ukraine. Flere store sportsbegivenheder i landet blev også aflyst, blandt andet den kommende Champions League-finale i Sankt Petersborg, samt næste sæsons russiske Formel 1-grandprix.
Herhjemme opfordrede kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen fredag til at udelukke Rusland fra al sport og kultur, og lørdag meldte Dansk Idræts Forbund og Team Danmark ud, at man støtter en samlet, international sportsboykot. Også Den Internationale Olympiske Komité udtrykte lørdag samme holdning i en pressemeddelelse.
Men vil en boykot overhovedet have en effekt? Med Putins meget tydelige fravalg af diplomati i Ukraine-krigen er det oplagt at frygte, at han nu er nået til et punkt, hvor han er komplet ligeglad med Ruslands image i resten af verdens øjne. Og hvis det er tilfældet, vil en boykot reelt være nytteløst. Men Putins forhistorie viser omvendt, at sport har været et vigtigt middel for ham til at sætte streg under Ruslands magt. Hvis ikke over for resten af verden, så i hvert fald indadtil.
Se bare på vinter-OL i 2014 i Sotji, hvor en whistleblower efterfølgende afslørede omfattende statsdoping, der også inkluderede dopingprogrammer frem mod Ruslands værtskab af VM i fodbold i 2018. Eller dopingdommen fra 2019, der udelukkede russiske atleter fra at repræsentere landet i fire år, senere reduceret til to år.
Her kom det frem, at den russiske sportsminister Pavel Kolobkov havde overleveret manipuleret bevismateriale til retten, hvilket understreger, hvor involveret den russiske regeringstop var i skandalen.
Ud med Gazprom
Hvis et sportsligt boykot skal gøre ondt på Rusland, er det derfor vigtigt, at de store sportsorganisationer bakker samlet op, så boykottet bliver så omfattende som muligt.
Set i det lys er det ekstra skuffende (men ikke overraskende), at den internationale fodboldorganisation FIFA ikke bakker op. Først søndag aften meldte man ud, at det russiske landshold stadig får lov at spille holdets afgørende kvalifikationskampe frem mod VM 2022, dog udenfor Rusland, under neutralt flag og uden fans. Polen, Sverige og Tjekkiet annoncerede ellers lørdag, at de nægter at spille mod Rusland, hvilket det polske fodboldforbund igen understregede i kølvandet på FIFA's udmelding søndag aften.
Modsat FIFA reagerede den europæiske fodboldorganisation UEFA mere prompte ved fredag at flytte Champions League-finalen fra Sankt Petersborg til Paris. Men forbundet har stadig intet officielt meldt ud om samarbejdet med det russisk statsejede gasselskab Gazprom, der lige nu er en af hovedsponsorerne, og hvert år spytter godt 300 millioner kroner i kassen.
Også rent politisk er det vigtigt, at der strammes op. Ser man på de finansielle sanktioner mod Rusland, Boris Johnsons regering indførte i sidste uge, omfatter de lige præcis nul russiske oligarker i den engelske fodboldtop. Heriblandt hverken Roman Abramovich, som ejer Chelsea og tidligere er blevet beskyldt for at have købt klubben på Putins befaling, eller den russiske Everton-investor Alisher Usmanov, som ellers blev ramt af de amerikanske sanktioner.
Abramovich selv lader ellers til at have indset, at han har et potentielt problem på hånden. Lørdag aften meldte han ud, at han nu overdrager »formynderskabet« af Chelsea til klubbens velgørenhedsfond.
På samme måde må man håbe, at også de politiske og sportslige magthavere indser, at moderne sport alt for længe har ladet sig styre af tvivlsomme aktører og penge, der i øvrigt ikke kun kommer fra Rusland – og at der nu er en oplagt anledning til at tackle problemet i en større skala.
All sport er ligemed penge. All sport handler om magt, og magt er penge. Så derfor forbyd all sport!
Frigiv professionel sport og frigiv doping! Helt uden statslig finansiering og helt uden kedelige begrænsninger.
Klub-amatør-sport, uden betaling til spillere og trænere, kan have offentlige tilskud, men sport med lønninger og bonuser og profitter, de bør finansiere sig selv, ligesom professionel produktion af legoklodser eller software eller sko.
Det er afskyeligt, at de højest lønnede offentlige ansatte i USA er sportsdirektører og sportstrænere. Tillykke med deres høje løn, super, men hvorfor fanden skal mine skattekroner støtte dem?
Mine skattekroner burde gå til ulønnet amatørsport og gratis grunduddannelser, til de fattigste 80% af amerikanere.
Masser af amerikanske forældre kalkulerer med finansiering af uddannelse fra sport eller militær. Jeg brækker mig. Hvis du vil spille bold, så køb nogle løbesko, og hvis du vil myrde og voldtage nogle landsbyboere, så meld dig til militæret. Men ingen af de to ting burde være nødvendige for en gratis uddannelse.
Tankevækkende, hvor lidt de danske medier har bekymret sig om de danske kunstnere, der har solgt værker til Roman Abramovich o.l. personer. Sportswashing og artwashing er det samme, men med den forskel at kunstnere er bedre til at brande sig selv, som frelste.