Leder

Svaret på FN’s klimarapport må være at se den grønne omstilling som et fredsprojekt

FN’s nye klimarapport er et uhyggeligt scenario for fremtiden og en fortvivlende dom over vores manglende evne til at tilpasse os meget omfattende forandringer. Vi må bruge anledningen til at mobilisere noget sammen, som vi aldrig har formået før
FN’s klimapanel, IPCC, fastslår i sin nye rapport, at næsten halvdelen af Jordens befolkning årligt er udsat for »alvorligt vandmangel«, at klimaforandringerne går langt hårdest ud over dem, som har mindst ansvar for dem.

FN’s klimapanel, IPCC, fastslår i sin nye rapport, at næsten halvdelen af Jordens befolkning årligt er udsat for »alvorligt vandmangel«, at klimaforandringerne går langt hårdest ud over dem, som har mindst ansvar for dem.

Getty Images

Udland
1. marts 2022

Det fælles øje, som er samfundets blik, har en tendens til at fokusere på én klar og tydelig trussel. Og lige nu er det ikke til at overskue andet, end at Rusland har invaderet Ukraine, og at Putin, der ikke virker så rationelt kalkulerende, som mange af os antog, synes villig til at bruge de våben, som vi under den kolde krig var allermest bange for. 

Måske er det en overlevelsesmekanisme, at fællesskabet er indrettet sådan, at man ser bort fra alt, der ikke haster, og koncentrerer sig om den akutte trussel. Men det er også en mekanisme, som kan få konsekvenser, vi ikke kan forsvare, for dem, der kommer efter os, hvis vi ikke formår at kultivere den. For vi skal lære altid at medtænke klimakrisen som horisont, når nye trusler dukker op og tager vores opmærksomhed. Hvis vi ikke gør det, bliver overlevelsesmekanismen til fortrængning.

For selv om vi kigger andre steder hen, lever vi med en permanent, dødelig konflikt mellem menneskene og vores naturgrundlag. FN’s klimapanel, IPCC, fastslår således i sin nye rapport, som blev offentliggjort mandag, at tilværelsen for omkring 3,5 milliarder mennesker på verdensplan er »yderst sårbar« på grund af klimaforandringer, og at næsten halvdelen af Jordens befolkning årligt er udsat for »alvorligt vandmangel«. Og at det i øvrigt går langt hårdest ud over dem, som har mindst ansvar for klimaforandringerne: »De fysiske forandringer er vigtige,« siger en af rapportens forfattere, Friederike Otto, til Politico: »Men den skade, de forårsager, afhænger ikke af omfanget af de fysiske forandringer, men af sårbarheden i de samfund, som bliver ramt.«

Det er daglige lidelser for millioner af mennesker, men det er stadig kun varsler om, hvad der er på vej. For som rapporten, der fokuserer på samspillet mellem de forskellige faktorer i økosystemerne og samfundenes evne til tilpasning, konkluderer: Forandringerne finder sted hurtigere end forventet, og »omfanget og størrelsen af klimaforandringernes konsekvenser er større end anslået i tidligere vurderinger«.

Overstiger vores kapacitet

Det er ikke en konflikt, vi kommer til at vinde: »Stigningen i vejr- og klimaekstremer har ført til uafvendelige forandringer, som er hinsides de menneskelige og naturlige systemers kapacitet for tilpasning,« står der i rapporten. Hvilket er en nøgtern formulering af, at skaderne allerede overstiger, hvad vi kan genoprette. Og at vores foreløbige indsats ikke tyder på, at vi vil kunne vende den udvikling. 

IPCC pointerede i 2019 i en katastrofisk rapport, at de næste ti år ville blive afgørende for kampen mod klimaforandringerne, og at vi skulle halvere vores samlede udledninger inden 2030, hvis vi skulle undgå de værste scenarier. Der var global massemobilisering, grønne omstillinger blev annonceret med fraser så flotte, at de efterhånden forekommer vamle, og alle fra paven til BlackRock henviste til Greta Thunberg som samtidens uimodståelige autoritet. Året efter blev corona den trussel, alle fokuserede på. Nedlukningen fik den gunstige sideeffekt, at de globale udledninger faldt med syv procent i 2020, og regeringerne lovede, at hjælpepakkerne skulle accelerere den grønne omstilling, og at genåbning ville føre til en gentænkning af vores infrastruktur, transport og produktion. Det er endnu ikke lykkedes. Og året efter var de globale udledninger på samme niveau som før krisen, og endnu to år var spildt. 

Fundamentale forandringer

»Det involverer fundamentale forandringer af, hvordan samfundet fungerer, hvilket inkluderer forandringer af vores underliggende værdier, verdensbilleder, ideologier, sociale strukturer, politiske og økonomiske systemer og magtrelationer, hvis vi vil bevæge os fremad mod en tilpasningsdygtig, bæredygtig verden,« skriver rapportens forfattere i et bemærkelsesværdigt tillægsdokument:

»Det kan i første omgang virke overvældende, men verden ændrer sig alligevel – en modstandsdygtig klimaudvikling giver os mulighed for at frembringe forandringer, som øger alles trivsel.«

Ethvert opbrud, enhver rystelse skal simpelthen udnyttes som en mulighed for at gennemføre fundamentale omstillinger til en verden, hvor vi kan trække vejret friere og vide, at vi er i gang med at udføre en enestående svær, men også historisk meningsfuld opgave i fællesskab. Vi kan begynde med at tage konsekvensen af, at opkøb af olie og gas i Rusland har været finansiering af et krigsprojekt, og holde fast i, at opgøret med afhængigheden af deres beskidte energi er det fredsprojekt, som verden har brug for.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tommy Rasmussen

Jeg havde håbet, at lederen mere præcist havde angivet, hvordan vi imødegår den alvorlige klimatrussel, som bliver mere og mere truende. Det eneste lederen når frem til, at "vi skal begynde, at tage konsekvensen af at opkøb af gas og olie i Rusland har været finansering af et krigspojekt, og holde fast i, at opgøret med deres beskidte energi er det fredsprojekt verden har brug for." Naturligvis - ikke kun overfor Rusland, men alle den andre lande i verdenen, som iøvrigt kommer til at lukrere på boycotten af den russiske olie og gas.
Hvornår begynder vi for alvor, at gå op imod den tiltagende vækst- og forbrugsfest, som er den virkelige kilde til klimakrisen? Hvornår begynder klimabevægelserne at samle sig og mobilisere til en fælles kamp og stoppe den katastrofale vækstideologi og uhæmmede forbrugsfest. Det vil være naivt at tro at vareknaphed og mangel på
energiressourcer, samt mangel på arbejdskraft vil ændre nævneværdigt på stigningen af CO2udledningen.
At gribe om ondets rod og handle derefter bliver den alvorligste udfordring for
klimabevægelsen!

Rasmus Kristiansen, Ejvind Larsen, Lise Lotte Rahbek, Lis Jersild, Niels-Simon Larsen, Jan Fritsbøger, Ruth Sørensen og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Elisabeth Christiani

Du begynder helt enkelt med dig selv - spar på vand og varme og strøm - tag tøj på når du fryser om vinteren. Spar på køb af alting som du ikke behøver ... Og spis op, genbrug tøj og ting og - Giv det væk til genbrug som du ikke bruger selv. Dyrk så meget krydderi du kan på altanen eller i naboens have så kan du pimpe dine grøntsager op . Frisk luft er gratis , så Gå bare igang ! Køb gode travesko, en rygsæk kend din jord og omegn. Få et DSB rejsekort det tanker selv op! Så kommer du til at kende dit land OG dig selv . Jeg håber du får det godt med dit nye liv .

nanna Brendstrup, Naja Abelsen, Hans Larsen, Ejvind Larsen, Inger Pedersen, Marianne Stockmarr, Gitte Loeyche og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Ja, Rune, rigtigt, og hvad så? Det her har vi jo hørt hundredevis af gange og har nærmest vænnet os til det. Når der ikke rigtig sker noget, er det vel fordi, der ikke er noget at gøre. Hvad kan du fx foreslå, at VI skal gøre? Du skal jo bare fortsætte med at udgive Inf., men vi andre, hvad er dit forslag her? Vi kan også bare sige, at vi fortsætter med at gøre det, vi plejer at gøre, for vi kan heller ikke finde på andet end det sædvanlige. Dermed fortsætter vi med at gå syngende mod afgrunden med eller uden atombomber.

Det er mærkeligt, at vi ikke kan finde ud af andet end at gå vores udslettelse i møde. Det er nærmest blevet en del af underholdningsindustrien. Hvorfor kan vi ikke dreje roret helt om og ændre samfundet, for det er jo vores levemåde, der er forkert. Det grønne er blevet til forventning om nye opfindelser. Nej, det er kapitalismens afskaffelse, det drejer sig om. Væksten er vejen til udslettelse, men hvor hører man det henne? I Inf.? I er så mange kloge folk på inf. Der må da være en af jer, der kan få lov at sige: Ned med kapitalismen og op med den grønne livsform.

nanna Brendstrup, Naja Abelsen, Jes Enevoldsen, Rasmus Kristiansen, Tommy Rasmussen, Ejvind Larsen, Lise Lotte Rahbek, Carsten Munk, Marianne Stockmarr og erik pedersen anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

@Elisabeth Christiani
Hvis du skruer ned for varmen, dropper kød og flyrejser og køber elspareaggreater på samtlige installationer osv, reducerer du dit klimaaftryk med ca 5%.
Ikke for pessimismens skyld, men der skal mere til. Politisk forandringer og fornyelse.
Kommer de?

nanna Brendstrup, erik pedersen, Naja Abelsen, Rasmus Kristiansen, Ejvind Larsen, Lise Lotte Rahbek og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Steen Ole Rasmussen

Det, Rune begynder med, er en lakonisk konstatering af, at det sociale har det bedst med de udefra kommende trusler.

Klimakrisen er ikke en udefra kommende trussel, selv om det handler om, at det er de mere naturligt givne livsbetingelser, altså omgivende livsbetingelser, der forsvinder. Det er nemlig det moderne samfund selv, de idealer for økonomisk vækst og om frihed til at realisere sig på konkurrencestatens betingelser der er ondet selv, altså også det vort velfærdssamfund bæres af.

Med andre ord, så er det selve det samfund, globaliseringen, væksten som Rune dyrker, der er problemet.

Derfor er m(h)an ikke i stand til at forstå og handle på ondets rod.

Klimakrisen kommer som resultat af den måde, som h(m)an dyrker sig selv, sin identitet, sin økonomi og politiske selvbeskrivelse på, den måde som de ideologiske idealer omkring frihed og udvikling forfølges på. Det handler om selve det moderne projekt, globaliseringen og alt, hvad EU, USA, Kina, Rusland eksplicit står for; den selvnegerende livsstil.

Det handler om konflikten med naturgrundlaget, realitetens konflikt, og så handler det om, at det er ufatteligt meget lettere at se det onde for sig, når det personificeres eller indtræder i traditionen for nationale og religiøse modsætningsforhold.

Putin, den gamle koldkriger, udfylder et hul, opfylder et behov for at se det onde i det ydre, på samme måde som han ser sit eget hul opfyldt af Vesten. Det sker i hel klassisk koldkrigs forstand. Hans orienteringsmønster blev skabt i hjertet af KGB, det hedengangne USSRs efterretningstjeneste, hvis arvtager han blev leder for umiddelbart efter den kolde krigs afslutning. Hans regime har rekrutteret sine vigtigste medarbejdere fra denne snævre magtelite, centreret om KGB, der herskede her før murens fald.

http://arbejdsforskning.dk/visartikel.php?art=203

USA, der igen, takket være Putins adfærd, står højt på himlen som vor frelser via traditionel militær magt og økonomisk styrke, er førende ud i den disciplin, som vi ser op til i et og alt: Selvdestruktion, der udfolder sig under udviklingens, den fri verdens, ideologi og paroler.

Rapporten fra FNs klimapanel beskriver sort på hvidt, hvad enhver, der har kunnet distancere sig fra vor foretrukne sociale selvbeskrivelse, har vidst al den tid jeg personligt har været voksen. Jeg er 61 år.

Rapporten udmærker sig kun ved at være mere klar i spydet end tidligere rapporter.

Da jeg læste "Oprør fra midten" i 1978, forstod jeg, at der er grænser for økonomisk vækst og at vi udgør den største udfordring for os selv med den måde, som vi dyrker udviklingen på, fordi bestræbelserne på at opnå rigdom og social status fører til fattigdom og ødelæggelse af livsgrundlaget. Jeg forstod, at vi med vore succeskriterier underminerer vort livsgrundlag og at samfundet er sin egen største udfordring, sin egen største trussel.

Jeg lærte mig selv at se det som den egentlige/virkelige udfordring, samfundets egentlige konflikt med sit livsgrundlag, relitetens konflikt, der ikke er nogen social konstruktion, helt modsat den sociale konstruktion, der via konfliktens iboende dynamik har så uendeligt let ved at overtage menneskets orienteringsmønster og blive til konfliktens realitet.

Jeg forstod, at de succeskriterier, der dyrkes i det moderne samfund, fører til det modsatte af det, som de sigter til; at succes i moderne forstand er sin egen modsætning.

Jeg forstod og lærte mig selv at se de højtflyvendes succes på markedets betingelser som det egentlige problem, og at distancere mig fra den fri verdens ideologi, hvor det hedder sig at de højtflyvende kan forbruge sig ud af enhver problemstilling, at de brede skuldre på konkurrencestatens vegne kan bære velfærdsstaten.

De sidste ca. 10 år ar jeg reformeret min tilgang til problematikken. Hidtil mente jeg, at det var argumentationen i sig selv, der var forpligtende, uanset hvem der fremførte den. Det mener jeg ikke mere. Der skal mere til.

Nu mener jeg, at man skal holde sin kæft, hvis man ikke selv kan finde ud af at reformere sit liv over i bæredygtige baner.

Jeg mener, at de medier, der lever på og af elendigheden, skal holde deres kæft, gå under for den udvikling, der er sit eget største problem, for så måske at kunne genopstå som noget, der ikke bidrager til selvdestruktionen.

De kommercielle medier kan ikke tale med vægt i stemmen, så længe de performativt bidrager til selvdestruktionen.

Kun ved at være selvfinansieret fri af velfærdsstaten med den selvdestruktive natur, kan man modsige dette samfund, der er sin egen største trussel.

Putin er resultat af menneskets behov for at se enhver form for udfordring i en semantisk ramme, der bekræfter identitetens og selvforståelsen i simpel modsætning til en ydre trussel.

Han er syg i hovedet, præcist som hele verden er syg i hovedet med sin syge vækstfilosofi. Behovet for den sociale konkflikt, krigen kan forklares som det moderne samfund flugt fra realitetens konflikt, den herskende ordens konflikt med sit livsgrundlag.

Han gør det lettere for de syge at se bort fra sig selv og sin sygdom for en tid.

Men det fører ikke til en skid.

Patologien, læren om ham som den syge, er patetisk, hvis den ikke forstår sig selv som sygdommen.

Man må stå på egne ben, være fremmed for det moderne samfund, for at kunne modsige det.

https://www.google.com/search?q=der+er+gr%C3%A6nser+for+%C3%B8konomisk+v...

https://www.google.com/search?q=Selvfinansieret+fri+af+arbejdsmarkedet&s...

https://ing.dk/debat/murens-fald-og-koldkrigerens-putins-genkomst-172281

Rasmus Kristiansen, Ejvind Larsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Vores manglende evner til at samarbejde kombineret med en manglende evne til at forstå alvoren før det bliver ubehageligt mærkbart og truende for os selv vil gøre en ende på homo sapiens. Don´t look up.

Og vi er desværre stadig afhængige af gas, olie og kul til den grønne omstilling også selv om vi alle blev vegetarer, og gav køb på vores komfort. Det ville absolut hjælpe på udslippet og give os mere tid. Men den økonomiske orden hvorom alting drejer sig tillader ikke noget sådant. Det kommer ikke til at ske.

Jeg ved ikke om Rune Lykkeberg synes det er bedre at få gassen som LNG gas fra USA. På energiområdet har lande som Kina langtidskontrakter - og mon ikke det også gælder andre lande. Energimarkedet er nok ikke sådan indrettet at men fra den ene dag til den anden kan regne med at få forsyninger - ikke uden at betale kassen. Gasledningen fra Rusland til Kina er fremskyndet og bliver muligvis allerede taget i brug til september, så måske betyder det ikke så meget for Rusland som vi bilder os ind. Og jeg ved ikke om det er bedre at støtte USAs krigsmaskine.
Jeg ønsker fred i Europa men det synes jeg ikke vi bidrager til ved at sende våben til Ukraine som meget vel kan havne i de forkerte hænder (Azov).

'Men vi kunne jo starte med at sætte de 10% af verdens befolkning stolen for døren. De står jo efter sigende for 40% af udledningerne.

Men jeg har også givet op og har allerede været gennem afskedens 5 faser. Mit køleskab som jeg købte sidste år er allerede gået i stykker. Overvejer at lave et spiseskab i stedet for at købe flere apparater der går i stykker, nu oven i købet inden garantien udløber. Jeg gider ikke mere.

Hanne Christensen, Kim Houmøller, Rasmus Kristiansen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Tror desværre at løbet er kørt væk omkring klimaet, de forudsigelser videnskaben kommer med er ikke køn læsning.
Videnskaben forudsiger at ækvator og et stort område omkring ækvator vil blive for varmt at leve i, selv dyrene kan ikke leve i de temperaturer (lyder lidt som starten på Venus nedtur) og befolkningsvæksten stiger over hele verden, så hvor skal alle mennesker bo og opholde sig, sikkert så tæt på Polerne som muligt er sikkert det bedste sted, men det er begrænset hvor mange mennesker der kan bo i de områder og der vil komme en udskilning af folk og så er det med at have den rigtige hudfarve eller bo det "rigtige" sted.
I de forudsigelse er metan slet ikke regnet med.
Vi vil gerne være så humane i de her tider og hjælpe alle andre, men hvordan vil det udvikle sig når der ikke er plads nok mere, så kommer anarkismen og alle har nok i sig selv.
Så valget er måske om vi skal tage en a-krig nu eller vente på at vores humane holdning vender 180 grader og bliver fuldstændig lige glade med klima flygtninge, på et tidspunkt vil holdningen ændre sig til "klima"flygtninge :-(

Rasmus Kristiansen, Ejvind Larsen og Lis Jersild anbefalede denne kommentar
Tommy Rasmussen

Et skridt frem, og to tilbage, sådan forløber kampen for et bedre klima.
Samtlige europæiske stater med Tyskland i spidsen sætter militærbudgettet voldsomt op. I Danmark (hvis jeg virkelig hørte rigtigt!) vil i de kommende forsvarsforhandlinger arbejde hen mod hele 18 milliarders (!) stigning af militærbudgettet. En gigantisk vækstforøgelse, som klimaet kommer til at betale for, samt den underste del af befolkningen.
Der er desværre ikke meget fredsprojekt i denne udvikling, som kun fører ét sted hen - nedad og atter nedad.
Det er sgu godt nok svært, at være optimistisk i denne tid!