Leder

Med fjender som Rusland behøver man åbenbart en ven som Venezuela

Med Rusland ude i kulden forsøger USA tilsyneladende at invitere Venezuela tilbage i det gode selskab. Men USA’s præsident Joe Biden møder hård kritik for sine tilnærmelser til et af verdens hårdeste regimer, der tilfældigvis sidder på klodens største reserver af olie
En gruppe højtstående embedsmænd aflagde for et par uger siden besøg hos den venezuelanske præsident Nicolas Maduro, og nu spekuleres der i timingen for en opblødning i forholdet mellem USA og Venezuela, efter at USA har sanktioneret russisk gas og olie.

En gruppe højtstående embedsmænd aflagde for et par uger siden besøg hos den venezuelanske præsident Nicolas Maduro, og nu spekuleres der i timingen for en opblødning i forholdet mellem USA og Venezuela, efter at USA har sanktioneret russisk gas og olie.

Cristian Hernandez

Udland
17. marts 2022

»Nicolas Maduro er en kræftknude for vores region, og vi skal ikke give nyt liv til hans morderiske regime. Jeg vil derfor tage stærkt afstand fra enhver aftale, der fylder regimets oligarkers lommer, samtidig med at Maduro fortsætter med at udsulte og undertrykke venezuelanernes basale rettigheder.«

– Bob Menendez, demokratisk senator fra New Jersey og formand for Senatets udenrigskomité.

USA har sanktioneret russisk gas og olie, og derfor bliver der spekuleret voldsomt over timingen for en opblødning i forholdet mellem USA og Venezuela, efter at en delegation af højtstående amerikanske embedsmænd for to uger siden pludselig og tilsyneladende ud af det blå aflagde besøg i Venezuelas hovedstad, Caracas.

For besøget er i sig selv bemærkelsesværdigt: Det er første gang siden indsættelsen af den tidligere venezuelanske præsident Hugo Chávez i 1999, at højtstående amerikanske embedsmænd besøger Venezuela – et land, der igennem de seneste par årtier er gået fra at være et ramponeret demokrati til i dag et gennemført diktatur.

Allerede under USA’s præsident George W. Bush spidsede forholdet mellem Venezuela og USA til i takt med, at Venezuelas tidligere præsident Hugo Chávez med stadigt mere udemokratiske midler satte sig tungere og tungere på magten. Siden har præsident Barack Obama forsøgt sig med dialog, før Donald Trump som præsident i 2019 skruede kraftigt op for presset på Venezuela ved at underlægge landet og især den venezuelanske olieindustri hårde økonomiske sanktioner.

Men det er netop de økonomiske sanktioner rettet imod den venezuelanske olie, som tilsyneladende igen er genstand for forhandlinger mellem USA og Venezuela, hvilket har affødt heftig kritik fra både demokrater og republikanere.

Flere republikanere mener, at Joe Biden lefler for Venezuela og dennes præsident Nicolas Maduro, og at situationen kunne have været undgået, hvis ikke Joe Biden havde ladet sig rive med af den grønne omstilling og i stedet havde tilladt olieboringer i Alaska og flere rørledninger mellem USA og Canada. Blandt andet kritiseres aflysningen af Keystone XL gasledningen, som Biden har sat en stopper for.

Mange demokrater peger samtidig på, at USA ikke må bøje af og lade sig friste af den venezuelanske olie, blot fordi der midlertidigt er krise i den globale energiforsyning.

Omvendt er der også både demokrater og republikanere, der er enige med Joe Bidens forsøg på diplomatiske tilnærmelser. Blandt andre republikanske Gregory Meeks, der er formand for udenrigskomiteen i Repræsentanternes Hus. Han mener, at »Trump-æraens oliesanktioner kun har forværret situationen for det venezuelanske folk uden at svække Maduros kontrol over landet«.

Beskidt olie

Hvad der yderligere mudrer – eller forskønner – billedet af det aktuelle forhold mellem USA og Venezuela er, at Venezuela netop har frigivet to amerikanske fanger, som har siddet fængslet i Venezuela siden 2017.

Fra Det Hvide Hus har det lydt, at frigivelsen af de amerikanske fanger intet har at gøre med andre forhandlinger mellem USA og Venezuela – tværtimod har pressechef i Det Hvide Hus, Jen Psaki, forklaret, at amerikanske embedsmænd i månedsvis har arbejdet på at forhandle frigivelsen af de to amerikanske fanger. Altså længe inden Rusland angreb Ukraine.

Det paradoksale i forholdet mellem USA og Venezuela er, at de to lande i mange år hang uadskilleligt sammen på grund af netop olien. Venezuelas største raffinaderi, CITGO, har i årtier ligget i Texas, og da selskabet var på sit højeste, dækkede Venezuela ti procent af det samlede olieforbrug i USA. Det var først med præsident Trumps hårde økonomiske sanktioner i 2019 rettet direkte imod den venezuelanske olieindustri, at oliesamarbejdet ophørte.

Venezuela er målt på stort set alle parametre i dag et af de værste latinamerikanske lande at leve i, og det venezuelanske regime benytter sig af stort set samme metoder som Kreml i Rusland med politiske fanger, overtagelse af alle samfundets institutioner og kvældning af opposition og civilsamfund nedefra. Dertil kommer, at Venezuela i årevis har befundet sig i en lang økonomisk nedtur med galoperende inflation, stigende fattigdom og sult.

Det har sanktionerne ikke ændret på – måske kun til det værre – ligesom de ikke har ændret på magtstrukturerne i Venezuela. Det er fortsat Nicolas Maduro, der sidder urokkeligt på magten.

Men Maduro er først og fremmest farlig for sine egne borgere – dem, der bor og opholder sig i Venezuela. Han er som sådan ikke så farlig for andre nationer, ligesom Ruslands Vladimir Putin er det.

Derfor er den venezuelanske olie også kun næsten lige så beskidt som den russiske, og derfor kan den måske komme i spil, hvis det på nogen måde kan give mening at forsøge at forhandle en form for løsning på Venezuelas manglende demokrati og konstante overtrædelser af basale menneskerettigheder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thomas Petersen

Modsat mange af de andre korrupte styrer i Latinamerika er Venezuelas (på papiret) venstreorienteret og imod USA's dominans over verdensdelen. Havde USA velkommet de økonomiske reformer under Chavez der skabte relativ velstand for de fattige befolkningsgrupper og lagde en hård linje over for oligarkerne, så havde der nok aldrig været et problem med Venezuela, som på grund af olien ville have været et af verdens rigeste lande.
I stedet gik man efter USA-business as usual, foranstaltede mislykkede kup mod Chavez og ødelagde i samarbejde med olie-konkurrenten Saudi Arabien Venezuelas muligheder for at tjene godt på sin olie.
Jeg skal på ingen måde bifalde Maduros opførsel, men man bør være opmærksom på at så godt som alle nyheder fra USA's regering og USA's større medier om Venezuela i bedste fald er stærkt biased, i værste fald ren løgn. Præmieeksemplet var da Mike Pompeo ud fra et videoklip udbasunerede at Maduro-støtter i Venezuela angreb nødhjælpskonvojer med molotovcocktails. Men faktisk viste videoen at konvojen der var på vej over en grænsebro ind i Venezuela, blev angrebet bagfra, fra Colombia-siden.

Erik Karlsen, Hans Aagaard, Jørgen Tryggestad, lars pedersen, Torben K L Jensen, Torben Arendal, Anders Graae, Hans Larsen, Jens Thaarup Nyberg, Per Larsen Andersen, Finn Holmager, John Andersen og Jan Troelsen anbefalede denne kommentar