Leder

Krigen i Ukraine har slået Italiens kærlighedsaffære med Putin itu

Rom har i årtier haft så tæt et økonomisk og politisk forhold til Putins Rusland, at Italien er blevet beskrevet som Kremls ’trojanske hest’ i Europa, men krigen har nu slettet enhver tvivl om, hvilken lejr Italien står i. Det er afgørende for det europæiske sammenhold
Til et pressemøde på den polsk-ukrainske grænse holder borgmesteren af den den polske grænseby Przemysl, Wojciech Bakun, en medbragt T-shirt med et billede af Putin op – præcis den samme slags, som lederen af det italienske højrenationale regeringsparti Lega, Matteo Salvini har yndet at gå i.

Til et pressemøde på den polsk-ukrainske grænse holder borgmesteren af den den polske grænseby Przemysl, Wojciech Bakun, en medbragt T-shirt med et billede af Putin op – præcis den samme slags, som lederen af det italienske højrenationale regeringsparti Lega, Matteo Salvini har yndet at gå i.

Krzysztof Cwik

Udland
14. marts 2022

Den nære fortid hoppede op og bed Matteo Salvini godt og grundigt omme bagi, da han i sidste uge besøgte grænsen mellem Ukraine og Polen. Lederen af det italienske højrenationale regeringsparti, Lega, var taget dertil, sagde han, for at udvise støtte til ukrainerne, der flygter fra den russiske invasion. Men i stedet kom der fokus på hans støtte til Ruslands præsident, Vladimir Putin.

»Jeg har ingen respekt for dig,« lød det skarpt fra Wojciech Bakun, borgmesteren i den lille polske grænseby Przemysl, direkte henvendt til Salvini ved et fælles pressemøde om flygtningesituationen. Polakken havde medbragt en hvid T-shirt med et billede af Putin – præcis den samme slags, som Salvini har yndet at iklæde sig, når han har følt trang til at udvise næsegrus beundring for den russiske despot. Han har ladet sig forevige i T-shirten i Europa-Parlamentet og på Den Røde Plads i Moskva.

»Italien har brug for et dusin mænd som ham,« har han sagt om Putin, hvis parti han ovenikøbet har underskrevet en samarbejdsaftale med, og han har tidligere erklæret, at han er klar til at udskifte den italienske præsident, Sergio Mattarella, med den russiske leder, ovenikøbet til en favorabel vekselrate: »Jeg ville give to Mattarella for at få en halv Putin.«

For det blev Salvini nu udskammet ved den polsk-ukrainske grænse. »Se, hvad den person, som du kalder din ven, har gjort ved de mennesker, som nu krydser grænsen i titusindvis hver dag,« sagde den polske borgmester til ham om krigens flygtninge.

For én gangs skyld stod den ellers iltre Salvini mundlam tilbage.

Som mange andre europæiske politiske ledere på den yderste højrefløj, der har idoliseret Putin, er Salvini kommet under pres, siden Rusland gik i krig mod Ukraine. Men i Italien er det egentlig hele det politiske system, som nu er blevet tvunget til at tage et tæt forhold til Putin op til revision. For Rom har i årtier haft så tæt et økonomisk og politisk forhold til Putins Rusland, at Italien er blevet beskrevet som Kremls ’trojanske hest’ i Europa, og for ikke lang tid siden var der nervøse spekulationer på tværs af Europa om, i hvor høj grad italiensk udenrigspolitik ville orientere sig mod Moskva, og hvor trofast landet i det hele taget var over for de traditionelle vestlige partnere. Den nervøsitet begyndte faktisk først at fordampe, da premierminister Mario Draghi kom til magten februar sidste år og slog fast, at Italien er fast forankret i EU og NATO.

Konsekvenser

I Draghis brede koalitionsregering er der dog flere medlemmer, som har et svagt punkt for Putin. Den tidligere premierminister Silvio Berlusconi indgik et besynderligt venskab med Putin, hvor bunga bunga-kongen udtrykte beundring for Putins macholederskab – og gav ham et dynebetræk i fødselsdagsgave med et motiv, hvor de to trykker hånd. Femstjernebevægelsen har konstant fungeret som forstærker for Ruslands propaganda og har udlagt Rusland som en troværdig partner og NATO som den »aggressive« part. Og så er der selvfølgelig Salvini.

Kærlighedsaffæren med Putin har haft reelle konsekvenser. Den har fået Italien til at hive i håndbremsen, når EU har forsøgt at straffe Putin økonomisk efter den russiske annektering af Krimhalvøen i 2014 og engagement i den militære konflikt i Østukraine.

Italiens nære relationer til Rusland har dog også i høj grad handlet om energisikkerhed. Italien importerer 95 procent af sin naturgas, og omkring 45 procent kommer fra Rusland. Tyskland er også stærkt afhængig af russisk gas, men mens gas udgør 42 procent af Italiens energiforbrug, så er det kun omkring en fjerdedel for Tysklands vedkommende.

Italien er dermed yderst udsat, især nu hvor EU’s stats- og regeringschefer er blevet enige om at udfase russisk gas hurtigst muligt.

»Italien har mere at miste end andre europæiske nationer,« siger Draghi.

Men efter at være blevet anklaget for at være for uvillig til at straffe Rusland i starten af den nuværende krise – så sent som i midten af februar roste Moskva italienernes »moderate« position i relation til Ukraine-krisen – så er Draghi-regeringen nu klar til endelig at vende Putin ryggen og bakke helhjertet op om stærke sanktioner, som kommer til at gøre ondt, også på Italien.

Selv om det vil koste italienerne mere end andre, som Draghi sagde det tidligere på måneden, »så vil det ikke mindske vores beslutsomhed om at støtte sanktioner, som vi mener er retfærdige og nødvendige«.

Med sin krig har Putin dermed slettet enhver tvivl om, hvilken lejr Italien står i, og det er afgørende for europæisk sammenhold over for Moskva. Og heldigvis behøver vi ikke spekulere på, hvordan det ville være gået, hvis det var Salvini, der sad på premierministerposten i Italien iklædt sin Putin-trøje.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Klædeligt tilbagtog, ikke mindst når Italien er vært for Eurovision i år. Nogen, i øvrigt, der ved om russerne kommer?

Torben Siersbæk

Prøv Google - alle andre HAR hørt det, allerede 25/2.

Torben Siersbæk

I 2016 besøgte jeg Rusland. I en af byerne mellem Skt Petersborg og Moskva kunne man se den velbevarede Leninstatue i en central park, og i den lokale turistfælde kunne man købe alskens junk, herunder også - ikke overraskende adskillige tshirts med Putins kontrafej.
Sjovt nok - og på det tidspunkt overraskende for mig - hang der masser af andre tshirts - side om side med dem med Putin - bare med hans åbenlyse idol: USSR's storforbryder Josef Stalin!
I dag kan jeg se, at det ikke var nogen tilfældighed, usmageligt som det var.