Leder

Tyrkiets præsident forsøger at balancere mellem Ruslands og Vestens interesser

Præsident Erdogan er klemt mellem pest og kolera i Ukraine-konflikten, og spørgsmålet er, hvor længe han kan holde balancen i relationen til Moskva
Præsident Erdogan har gjort det til en udenrigspolitisk pointe at have en (næsten) venskabelig relation til Vladimir Putin, beseglet med købet af det russiske S-400 missilforsvar i 2017 til Washingtons og NATO’s højlydte misbilligelse.

Præsident Erdogan har gjort det til en udenrigspolitisk pointe at have en (næsten) venskabelig relation til Vladimir Putin, beseglet med købet af det russiske S-400 missilforsvar i 2017 til Washingtons og NATO’s højlydte misbilligelse.

Palev Golovkin

Udland
5. marts 2022

Den replik lå lige til den tyrkiske præsidents højreben: »Vi værdsætter virkelig bestræbelsen på at indlemme Ukraine i EU, men jeg spørger også EU’s medlemmer: Hvorfor er I fortsat bekymrede og tøvende over for at optage Tyrkiet i EU?«

Recep Tayyip Erdogan har siden begyndelsen af februar, da den russisk-ukrainske krise kastede sin dystre skygge på den politiske horisont, gjort, hvad han kunne for at få en rolle som mægler og formidler. Hidtil uden andet resultat end et telefonisk skulderklap fra USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, der med tilfredshed konstaterer, at Tyrkiet overholder Montreux-konventionen fra 1936 om flådefartøjers besejling af Bosporus i krigstid.

Bortset fra skibe med basehavn i Sortehavet er trafik begge veje forbudt, hvilket Tyrkiet meddelte russerne, der ønskede adgang for tre krigsskibe, men accepterede Tyrkiets forklaring om, at det af principielle grunde ikke kan tillade gennemsejling.

Ingen fornærmelser

Sproget er vigtigt i Ankaras balanceakt, hvor hver formulering affattes, så den ikke kan læses som fornærmende, ikke i Moskva, i Kiev, i Bruxelles og i Washington. Men principper er jo principper, og den tyrkiske ledelse er principielt imod Ruslands invasion af Ukraine, og stemte af principielle årsager for resolutionen i FN’s generalforsamling, der fordømmer overgrebet.

For tyrkerne er mindst lige så forargerede som de europæere, der ikke vil vide af dem i EU – Tyrkiet har således aktivt støttet ukrainsk medlemskab af NATO, og så sent som 3. februar var Erdogan i Kyiv med en strategisk samarbejdsaftale, der skal udmøntes i etablering af en ukrainsk samlefabrik, der kan producere den tyrkiske Bayraktar TB2-drone, hvis militære resultater ifølge tyrkiske medier har ’vist sig yderst effektive i slaget mod invaderende russiske styrker’.

Tyrkiets samarbejde med Ukraine er foreløbig upåtalt i Moskva, men hvor længe? I hvert fald er Tyrkiet varsom med åbenlyst at tirre Kreml, selv om det er klart for alle, at de to lande har modsatrettede interesser på flere områder, mest signifikant i Syrien, hvor de plejer en slags væbnet forståelse, men også i Centralasien.

Men realpolitisk har Ankara balanceret mellem Rusland og Vesten – eksempelvis stemte Ankara blankt, da 42 af Europarådets 47 medlemslande i sidste uge suspenderede Rusland – Tyrkiet har heller ikke reageret på beslutningen i OECD (Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling) om at stoppe forhandlingerne om russisk medlemskab, der blev lagt på is efter besættelsen af Krim i 2014. Ligeledes har Ankara afvist at medvirke til de sanktioner, der regner ned over den russiske erhvervs- og finanssektor fra EU og USA. For som udenrigsminister Cavusoglu siger: »Af princip deltager vi ikke i sanktioner, og vi har heller ikke intentioner om at gøre det nu.«

Kig mod øst

Rusland er Tyrkiets næststørste handelspartner efter Tyskland, og Ankara er afhængig af importen af fossil energi (olie og naturgas) såvel som af russisk hvede og – ikke at forglemme – russiske turister. Præsident Erdogan har gjort det til en udenrigspolitisk pointe at have en (næsten) venskabelig relation til Vladimir Putin, beseglet med købet af det russiske S-400 missilforsvar i 2017 til Washingtons og NATO’s højlydte misbilligelse. Systemet er så vidt vides endnu ikke pakket ud, og det er et spørgsmål, om det nogensinde tages i brug, men selve erhvervelsen er illustrativ for Tyrkiets besvær med at positionere sig som regional stormagt i fraværet af en klart defineret verdensorden.

Da Tyrkiet i 1952 blev medlem af NATO, var alliancens næststørste hær – suppleret med atombærende raketbatterier – knytnæven mod det daværende Sovjetunionen, som i dag er opløst i 15 suveræne stater.

Flere af disse stater er også tyrkisk interesseområde og har været det, siden det islamiske AKP kom til magten for 20 år siden, hvor professor og senere premierminister Ahmet Davutoglu formulerede dogmet om ’strategisk dybde’ – altså at Tyrkiet efter Murens fald skulle kigge mod øst.

Den dygtige Davutoglu blev en tand for dygtig og hældt ned ad brættet, som det er sket for alle kompetente politikere i Erdogans nærhed. Tilbage er jasigerne og rygklappere, der ikke tør sige chefen imod. En chef, der – som det fremgår ovenfor – forgæves angler efter vestlig accept. Men som hænger på Putin – vel vidende, at denne med et fingerknips kan bombe Idlib-provinsen tilbage til stenalderen og sende de tre millioner syrere under tyrkisk beskyttelse ud på flygtningeruterne. Ikke en opmuntrende udsigt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Finn Jakobsen

OK, Lasse E, men en enkelt korrektion: på mine talrige rejser til Tyrkiet i jobmæssig sammenhæng sidst i 90'erne, så jeg flere steder store landkort hængende med angivelse af 'tyrkiske' lande i forskellige røde nuancer. Moderlandet og det nordlige Cypern var farvet højrødt, en lang række tidligere sovjetrepublikker imod nord og øst var farvet med en blegere rød nuance, og en række yderligere lande med betydelige tyrkiske minoriteter var farvet med brune og røde striber. Landene udenfor de tyrkiske områder var farvet grå.
Så drømmen om det store Tyrkiet var altså ikke noget, som blev opfundet af nationalisterne omkring århundredskiftet, men er af langt ældre dato.

uffe hellum, jens christian jacobsen og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Erdogan spørger hvorfor Tyrkiet ikke (også) får et reelt tilbud om at komme med i EU. Det kan jeg godt svare på og der er to grunde. En geopolitisk og en religiøs.

Den religiøse først.
Tyrket vest for Bosperus kunne måske godt begå sig i EU. Men resten af landet ligger reelts og mentalt i Mellemøsten og der er alt for mange muslimer, som ikke lader til at være indstillet på at ændre livsform i nogen snarlig fremtid. Intet tyder på at de ville føle sig godt tilpas i vores kristne/sekulariseret EU: På den måde kan man godt sige, at det ligeså meget er for jeres egen skyld, at I ikke bliver lukket ind i EU.

Geopolitisk.
Overordnet kan man sige, at det nok er en god idé med nogle bufferlande, som kan mildne overgangen mellem de forskellige styreformer, der splitter store og magtfulde lande og aliancer. Som sådanne har både Ukraine og Tyrkiet vigtige roller at spille i forholdet mellem EU, Rusland og Mellemøsten. Man kan kalde jer for fredsbevarende styrker. Derfor kan hverken Ukraine eller Tyrkiet blive medlemmer af EU.

Håber det er svar nok.

Poul Anders Thomsen

Hvorfor vi ikke lader Tyrkiet ind i EU, ha., Det ved Erdogan godt selv, han er jo en diktator på linie med Putin. Han tager ingen hensyn til almindelig retsstatsprincipper og forfølger sine politiske modstandere, han har ikke skyggen af demokratisk sans. Erdogan er selv hovedårsagen til at Tyrkiet ikke kan nærme sig EU.

Erdogan har måske lige netop her enestående og stor chancen for at vælge side og blive lukket ind i varmen igen, men det vil også have en pris.

Tyrkiet, hvis de vil, kan blive en gamechanger for Ukraine & Europa.