Vesten er igen engageret i en krig, som vi ikke er forberedt på, og som vi ingen strategi har for at afslutte. Det minder om den måde, vi de seneste 20 år er gået fra nederlag til nederlag på.
Vi fører økonomisk krig mod Rusland uden klare kriterier for, hvordan og hvornår de stopper. Og den amerikanske forsvarsminister siger nu, at målet for Vestens indsats ikke længere kun er at forsvare Ukraine. Det er også at give Rusland et nederlag. Vi kommer længere fra fredsforhandlinger, mens Putins krigsførelse kaldes for folkemord. NATO siger, vi skal berede os på en krig, som kan tage flere år endnu.
Det er nu, vi bør huske på læren af vores fiaskoer, og hvorfor vi på trods af militær og moralsk overlegenhed endte med at tabe i Afghanistan, Irak og Libyen.
Der er kategoriske forskelle mellem disse krige og Ruslands invasion af Ukraine: Vesten startede ikke denne krig, ansvaret for grusomheder ligger udelukkende hos Putin. Det har været en præmis, at Vesten ikke ville sætte egne soldater på jorden, og atombomben er denne krigs yderste horisont.
Endelig er det her, som Michael Ignatieff sagde for nylig, en kamp, vi ikke må tabe, fordi vi ikke kan lade Putin slippe afsted med det og acceptere en verden, hvor den slags erobringer lykkes. Med disse forskelle fremhævet kan man måske lære af vores gamle fejl.
Vi skal have en plan
For det første forandres krigen altid til noget andet, end vi troede. Inden invasionen af Irak i marts 2003 var forventningen, at det ville være hurtigt overstået, og allerede i maj erklærede den amerikanske præsident sejr. Men krigen udviklede sig til et kaos, vi ikke var klar til, og efterlod os afmægtige og med et ansvar for andres forfærdelige lidelser.
Forventningen var også, at Ruslands invasion ville være hurtigt overstået, hvilket definerede debatten om krigen, oprustningen og sanktionerne. Men det viste sig, at ukrainerne forsvarede sig bedre, end nogen havde forudset, og Rusland var svagere. Læren er, at vi skal blive ved med at genoverveje vores midler og mål, efterhånden som krigen forandrer sig.
For det andet skal vi have en strategi for en afslutning. Som Jesper Helsøe, chef for Forsvarsstaben under invasionen af Afghanistan, forklarede mange år senere her i avisen: »Man skulle nok have sat sig ned i starten og sagt: Hvad er det, som vi på langt sigt ønsker at opnå med den her indsats? Hvad er strategien? Jeg tvivler på, at den nogensinde har været formuleret og fastlagt som sådan.«
Læren er, at vi skal holde vores ledere fast på, at der også i en krig, vi ikke kan afslutte selv, skal formuleres mål og kriterier for vores indsats. Det er ukrainernes skæbne, som er på spil, og de må opstille deres egne kriterier. For vi skal ikke bilde os ind, at vi med vores sanktioner og våbenassistance ikke også er krigsførende.
For det tredje fører mobilisering til moralsk maksimalisme, der udvikler sine egne dæmoner. Også Ruslands invasion af Ukraine inviterer en fremstilling af krigen som en moralsk kamp mellem Vestens højeste idealer og værste fjendebilleder, demokrati mod autokrati. Men den tilgang kan virke afskrækkende på andre, der ellers er modstandere af invasionen, men ikke vil købe hele Vestens pakke. Læren er, at vi skal præsentere indsatsen så universelt som muligt for at kunne skabe så bred en front i verden som muligt. For vi kan ikke vinde over Putin, hvis vi ikke etablerer en global opinion imod invasionen.
Plads til kritik
For det fjerde har vi en smuk revolutionsromantik i Vesten, som gør, at vi antager, at demonstranter i autoritære stater udtrykker det sande folk. At det, vi ikke kan lide, er inkarneret hos den dæmoniske leder, mens vores egne overbevisninger må deles af alle borgere i autoritære stater. Det fører som regel til ubehagelige overraskelser, når den dæmoniske leder er fjernet. Læren er, at det, vi bekæmper, ikke forsvinder, bare fordi vi slipper af med lederne.
For det femte er det i dag tankevækkende, at den dårligt forberedte og elendigt eksekverede krigsførelse i Afghanistan og Irak ikke mødte større kritik. Og at der gik lang tid, før kritikken blev stærk. Læren er, at der i den moralske mobilisering opstår en offentlig kultur, som skaber meget lidt plads til kritik og refleksion. Det er ikke udtryk for censur, men en følgevirkning af mobiliseringen, at det er svært at kritisere en indsats, hvis fjendebillede man deler.
Vi spørger her på avisen hele tiden hinanden, hvad der ikke bliver sagt, som burde siges og tænkes. Det er en kollektiv indsats, vi alle har et ansvar for at deltage i. Så vi ikke ender med at begå de samme fejl med groteske ødelæggelser til følge og taber en kamp, som kommer til at definere den nye verdensorden.
Nu vi er igang, hedder det så ikke?: Vi er igen i en krig, vi ikke er forberedt på.
"Vi, vi, vi, vi".
Men Lykkeberg overvejer tilsyneladende ikke et øjeblik hvem "vi" omfatter. Eller om skellet mellem succes og fiasko afhænger af hvilke dele af "vi" der er tale om. For det gør det givetvis.
Tabte de danske politikere der fik landet med i USA ledede krige? Målet fra deres synspunkt var nok bl.a. at styrke forbindelsen.
Jeg er ikke overbevist om at det er nok blot at sige "sejr" eller "nederlag".
Kvalificerer man af politiske grunde vi'et i overskriften til at være Informations læsere, så kan det konstateres at nogle var forberedt på en krig, fordi de ønskede en krig mod Vesten, og derfor gravede alverdens grunde frem til at legitimere Putins handlinger frem til den 24 februar.
Selvfølgelig var "vi" ikke forberedt på en krig, hvis man kvalificerer vi'et til at være det sikkerhedspolitiske miljø i Europa. Her var der i praksis ingen, der kunne forestille sig, at Rusland ville overfalde Ukraine og foretage et så radikalt brud med den civilisation, der findes vest for landet. Man behøver blot Lavrovs seneste udtalelser for at se, hvor radikalt bruddet er, og indirekte i hvilket omfang ruslandspolitikken har fejlet.
Efter krigens udbrud har NATO og EU vist sig at være handlingsdygtige, men analytikerne i det sikkerhedspolitiske miljø (i Europa) kan ikke fortælle os, hvordan krigen ender - i dette miljø spekuleres der nu over, om Putin benytter den 9. maj til at erklære Vesten krig. Men krigens udfald er ikke udelukkende afhængig af Putins målsætninger, tværtimod. Med overførsler af jagerfly og vestlig uddannelse af artilleriet oprustes Ukraine nu yderligere til at bekæmpe den russiske invasion, og det stiller det spørgsmål om kredsen af NATO-lande er enige om, at målsætningen er at sende samtlige russiske soldater i Ukraine hjem.
“Vesten startede ikke denne krig” skriver Rune Lykkeberg.
Er det nu virkelig sikkert?
Siden Rune Lykkeberg både kan læse og tale fransk (tillykke med det), vil jeg venligst opfordre ham til at læse denne uges udgave af “Le Monde Diplomatique”, hvor der er en meget læseværdig artikel ved Renaud Lambert.
“La casserole russe” (=den russiske gryde) lyder overskriften.
Jo jo, skriver Lambert, Putin er en skurk og muligvis sindssyg. Hans invasion af Ukraine var i hvert fald en forbrydelse.
Men hvem startede hele postyret ?
Eller sagt på en anden måde: hvem var det, der bragte den russiske gryde i kog?
En gryde komme jo ikke i kog af sig selv, der må være en der tænder op under gryden - og hvem var der gjorde det?
Prøv selv at læse videre i artiklen, kære Rune Lykkeberg.
På den ene side er vesten ikke i krig med Rusland, og alligevel er vi det, for vi kan ikke lægge udtalelsesn fra den amerikanske forsvarsminister fra os om hensigten med vor støtte til Ukraine; "at svække / give Rusland et nederlag", og heri ligger al hjælp fra Amerikansk side til støtte på slagsmarken.
Det øvrige Europa deltager i hjælpen til Ukraine, med de våben og penge som de kan bidrage med og undvære, og ikke mindst som Ukraine har bruge i deres kamp mod den russiske invasion.
Vi har altså valgt side i invasionskrigen i Ukraine til Ukraines fordel, hvilket er helt legitimt, og ikke som Putin og Lavrov forsøger at bilde såvel sig selv som os ind, det ikke er.
Den anden tåbelige og forvrøvlede påstand som Putin og Lavrov vil bilde omverdenen ind er krigen omfang på slagmarken, - "det må ikke ske på russisk jord", - krigen må god føres på Ukrainske jorde som legitimt, men Ukraine må ikke føre krigen ind på russisk territorium. - Selvfølgelig må den det hvis det er nødvendigt!
-Hvor ser RL mon; "kategoriske forskelle mellem disse krige og Ruslands invasion af Ukraine" til Vietnam, Irak, Afghanistan, Libyen m.fl. - det var jo oprør og krige der allerede var i gang, - og vi involverede os i flere af dem efterfølgende.
Vietnam en befrielseskrig fra Fransk kolonialisme, - som Amerika overtog!
Afghanistan i koalitionens tegn, - ingen tidligere krige i landet er nogenside vundet af fremmede!
Irak en løgn om masseødelæggelsesvåben, - efterspilleet blev IS og terror i vesten.
Libyen - et oprør blev til et hævntogt mod Gadaffy, under fanen om at beskytte civilbefolkningen, og skabe demokrati, som man inddrog NATO i.
Det handler alene om Amerika vil forme verden i sit eget billede og efter forgodtbefindende.
Amerika er en krigsnation, - de elsker det og melder sig til det, måske er det et fælles ønske mellem borger og stat, en krig til hver generation, så hver generation har sine helte - levende som døde, der alle kæmpede og døde bravt for friheden.
Intellektuelle overalt i Europa forholder sig til den krigstilstand det europæiske kontinent befinder sig i. Hvis man vil læse en (tysk) sammenfatning af Jürgen Habermas take på situationen, så kan det sker her:
https://www.spiegel.de/kultur/juergen-habermas-zum-krieg-in-der-ukraine-...
Det er en støtte til den noget nølende tyske kansler. men nok så opsigtsvækkende kaldet Habermas samtidigt udenrigsminister Annalena Bearbock et ikon. Hun er i løbet af de seneste 9 måneder gået fra den ene yderlighed i tilslutning til den anden, og mere agtet end hun er nu, bliver hun næppe i resten af sit politiske liv.
Bortset fra det særlige i at få et ridderslag fra Jürgen Habermas, tror jeg egentlig ikke, at de eksekutive som Baerbock eller Zelenskij er særligt begejstrede for at blive præsenteret for de intellektuelles dilemma, og det hjælper heller ikke Olaf Scholz til at løse SPDs dilemmaer. Krigen venter ikke på svar.
Kim Abildskov
"nationalisme/patriotisme på den fede måde"
Ked af at sige at dette langt fra er tilfældet.Ukraine har en historie omkring nationalisme som alt for ofte har været uhyggelig og præget af vold. Den fortælling vi får ind og er faldet for er ikke hele historien, fanget bliver den helt almindelig mand som bare ønsker fred og stabilitet . Enten er man med (og det skal aktivt vises) eller også er man imod med deraf følger.
'..den amerikanske forsvarsminister siger nu, at målet for Vestens indsats ikke længere kun er at forsvare Ukraine. Det er også at give Rusland et nederlag. '
Ja, hvad ellers? En entydig defensiv strategi - at forsvare Ukraine - vil, rent logisk, medføre en krig, der trækker ud i det uendelige, med al den ødelæggelse og de lidelser, det medfører. For slet ikke at tale om de bredere følgevirkninger for resten af verden.
Derfor må målet nødvendigvis være at bringe krigen til ophør så hurtigt som overhovedet muligt. Og eftersom russerne tilsyneladende ikke er til sinds at trække sig - og ukrainerne naturligvis ikke har tænkt sig at opgive deres forsvarskamp - må Vesten sætte alt ind på at hjælpe ukrainerne til at tilføje den russiske hær et endegyldigt nederlag.
I den konkrete kontekst forekommer den gamle sandhed om at det bedste forsvar er angreb meget velplaceret.
Udfordringen bliver selvfølgelig at inddæmme konflikten - og herunder ikke mindst at gøre det klart for russerne, at krigens ramme er Ukraine og ikke Rusland.
Det bedste der kan ske - hvis man overhovedet kan tale om det - er, at de russiske tabstal stiger så dramatisk, at selv Putin indser at fuld retræte er eneste mulighed, hvis han vil bibeholde en bare nogenlunde intakt hær.
Tak til Rune. Fingeren skal stikkes i hvepsereden.
Hvordan er stillingen i dansk politik? Jo, alle på nær EL går ind for oprustning. Det gælder de 18 mia.kr og det gælder ‘ud med forbeholdet’. Det gælder også stemningen, der går igennem landets aviser på nær Inf., der går i dybden og får russiske skribenter frem i spalterne til glæde for, ja, mig. At det også glæder andre, kan være ligegyldigt, men ih, hvor har jeg glædet mig over fx Sjisjkins beretning om sin tid i den russiske hær. Den sagde alt.
For lige at fortælle, hvor jeg står, så har jeg støttet flere organisationer med penge, dog ikke til våben. Ikke fordi ukrainerne ikke skal have våbenhjælp, men det er der så mange andre, der villigt giver. Til gengæld har jeg hele tiden været imod at fede Putin op til krig. Det har mange af mine militaristvenner ikke. De har lystigt skrabet og bukket og slikket for at få billig energi ikke blot fra det russiske diktatur, men mange andre diktaturer. Husk lige det, og kongehuset er tit gået foran, dvs skubbet foran af vores regering.
Nu er jeg nået til krigen. Overfladisk set er det Putins krig og alle hans støtters, ikke blot i Rusland, men også ude omkring. Jo, jo, alle slikkerne, der har gjort det godt for deres egen lille forretning (forretningen Danmark medregnet). Hæleren er lige så god som stjæleren. Det er børnelærdom, og den der slikker for en undertrykker, er ikke bedre end undertrykkeren. Hvor er selverkendelsen henne? Og, hey, hvor finder selvransagelsen sted henne? Hvorfor har vi pandaer i Zoo, og hvorfor sender vi dem ikke tilbage med besked om, at de ikke trives her og vil have det bedre i en kinesisk fangelejr?
Krig skal undgås, og det kan godt være, at det så vil gå ud over leveniveauet, men det vil gavne samvittigheden - dog kun hvis man har en sådan. Det har flertalsdanskerne tydeligvis ikke med den regering, vi har i øjeblikket. Der er massivt flertal bag den for at opruste, skabe fred med våben (hvilket er en illusion) og omtale sig selv i rosende vendinger for alt det gode den gør for verden, mens Danmark er blandt de mest ressource-forbrugende lande.
Det er klart, at vi er så forhippede på at hjælpe Ukraine med det synderegister vi har at skjule. Hvis Danmark skal være et virkeligt fredsskabende land, så skal vi ændre livsstil totalt, men den snak er desværre helt forstummet nu.
Læren er , at vi overhovedet intet har lært, og derfor nu kan se frem et destabiliseret Nordafrika, Mellemøsten og lidt længere fremme i Europa, plaget af fødevarepris stigninger , inflation, flygtningestrømme og en recession i økonomien.
Kim Abildskov. Forstår hvad du mener og et eller andet sted er det både modigt og romantisk og ja , vil altid tage hatten af for en der tør gå op mod en bully . Hele vesten tror (eller lader som de tror) på denne fortælling og den passer men den er bare slet ikke hele historien, store klumper mangler helt .
Måske jeg er præget af mine år i regionen og de russere og ukrainere som jeg har kendt . Ang. Irak og Afghanistan forestår jeg ligeledes dit afsky af folk som den ene dag "arbejder" for invasionsstyrkerne fra USA og alliancen og den næste dag skifter hest , eller måske endda begge dele på samme dag ! Sammenligningen holder dog ikke , ingen ,absolut ingen kom Irak til undsætning , det var simpelthen et åbent tag selv bord af død og ødelæggelse, Bagdad blev fuldstændigt ødelagt , tusinder af soldater som havde nedlagt våben blev slået ihjel .
Nej er ikke Rusland fan , nærmest tværtimod og holder utroligt meget af USA men bare så utrolig træt og skuffet af de mange løgne . Hvad angår RLs skriv eller opsummering er det desværre nærmest et slavisk eksempel på blidt at følge massemediers dækning .Troede egentlig der var flere nuancer at hente i RL men presset er nok blevet for meget og det forstår jeg udemærket -sammenholdt med at der reelt jo ikke kommer andre nyheder ud end det Ukraine vil ha ud . Det er simpelthen good guy , bad guy retorik i en endeløs køre. Konflikten skal stoppes , både for Ukraine men så sandelig også for alle os andre ! Tak og mvh
Hvad er det, vi vil lære? Vi kan bare tage os selv, Danmark. Her vil vi ikke den samme vej. Det overvejende flertal mener, at flere penge til militæret bringer fred, og derfor benytter flertallet lejligheden til at skabe begejstring for militæret. Den er svær at tale op imod, men det skal gøres. Efter d. 1. juni går det videre på den gamle melodunte: Overforbrug skaber fred i verden. Når overforbruget har skabt tabere i et eller andet land (fx i Afrika) sættes EU- eller NATO-militæret ind, og så bliver der ‘ro’. TV viste i går et kort over, hvor mange lande, der er ‘ro’ i. Det overraskede mig, hvor mange. En del af verdens penge går til at skabe ‘ro’ i verden, og hvis vi ikke gør det, så bliver der mærkeligt nok krig i mange lande. Hvad kan forklaringen være på det, må man spørge. At det skyldes ulighed og manglende demokrati, bliver sjældent nævnt. Det ligger ellers ligefor.
I takt med at jagten på ressourcer forhøjes, bliver et fattigt land med en rig undergrund pludselig rigt - og desværre også ustabilt. Så skal der militær til, men man kunne da også lade undergrunden være, og det er så det, vi skal til at lære.
Måske at vi ikke må lade korrupte storkapitalisterne diktere hvordan overvundne diktatores lande skal udvikles.
I hver tabt krig har der været to adskilte vestlige hærstyrker. En forbløffende hæderlig våbenbærende militær enhed og en bund kurrupt pengemagt, der har sikret at besatte områder er blevet ledt af lige så korrupte folk, der sikrede kapitalhæren solide profitter.
Med Bidens 33 mia. $ militære gave til Ukraine, kunne man måske sige, at en lære er, at vesten kunne lukke og slukke i Afghanistan netop fordi en ny krig nu kan fordre det militær-industrielle kompleks for i al fald den nærmeste fremtid.
En vigtig lære er at man skal gøre tingene helhjertet og ikke halvt!
Irak, Afghanistan osv. kan ikke sammenlignes med Ukraine, her er vi nok nærmere noget der ligner div. befrielser i slutningen af anden verdenskrig.
Den amerikanske tilbagetrækning fra Afghanistan var fuldført pr. 30. august 2021, og aftalen med Taleban om tilbagetrækning blev underskrevet i februar 2020 - altså to år før den russiske invasion i Ukraine. Det kræver godt nok lidt fantasi at se det første som en konsekvens af det sidste. Det ville være godt for troværdigheden af Jan S. Jensens teori, hvis han kunne levere et underbygget belæg for den - den må vel forudsætte en aftale mellem USA og Rusland (mindst) to år i forvejen for invasionen? Eller hvad?
Ib Gram-Jensen, jeg ved ikke hvorfor du mener, at det må forudsætte en aftale mellem USA og Rusland (mindst) to år i forvejen for invasionen.
Humlen er, som paven netop også er blevet talsmand for, at NATO "barking” at Russia’s door may have led to Vladimir Putin’s invasion of Ukraine". Så det kræver blot, at den ene amerikanske hånd ved hvad den anden gør!
https://www.politico.eu/article/pope-francis-nato-cause-ukraine-invasion...
Jan S. Jensen,
Bortset fra at pavens formodning om, hvad der KAN være tilfældet, ikke beviser noget om nogen årsagssammenhæng mellem den amerikanske tilbagetrækning fra Afghanistan og den russiske invasion i Ukraine, forudsætter din "lære", at beslutningstagerne i USA, da de underskrev aftalen om tilbagetrækning fra Afghanistan i februar 2020 og fuldførte den i august 2021 vidste, at Putin ville reagere på situationen omkring NATO og Ukraine ved at foretage en invasion i Ukraine, der "nu kan fodre det militær-industrielle kompleks for i al fald den nærmeste fremtid" - eller at de på en eller anden måde har fjernhypnotiseret ham til at sætte den i gang. Ellers hænger din påstand ikke sammen - og det er nok præcis hvad den ikke gør.
NATO "barking" at Russia’s door, for at bruge pavens ordvalg, foregik både i 2020 og i 2021. Og begyndte lang tid før. Og som forventeligt bed Putin på, og startede krigen.
Så, Ib Gram-Jensen, det er virkelig lidt skuffende, at du ikke rigtig kan fange hvad jeg mener. Måske er det fordi du ikke vil!
Jan S. Nielsen, pavens påstand er, at NATO's "gøen" ved Ruslands dør måske i et eller andet omfang bidrog til ("perhaps facilitated") beslutningen om at invadere Ukraine. Din påstand er, at USA trak sig ud af Afghanistan i august 2021 (følgende en aftale fra februar 2020 om tilbagetrækning), fordi man forventede at kunne fremprovokere en ny krig i Ukraine, der "nu kan fodre det militær-industrielle kompleks for i al fald den nærmeste fremtid" - hvilket for det første forudsætter, at man forudså en snarlig invasion i Ukraine som reaktion på en allerede flere år gammel konflikt, og for det andet, at de amerikanske beslutningstagere (også) i begge disse sammenhænge er styrede af målet om at sikre afsætning for det militær-industrielle kompleks - hvilket sidste så er den "lære", du påstår, man kan drage af forløbet i hhv. Afghanistan og Ukraine.
Med andre ord en cirkelargumentation: det militær-industrielle kompleks' interesser bestemmer, hvad USA foretager sig, og derfor må dette forløb være bestemt af disse interesser, hvoraf man kan lære, at disse interesser bestemmer, hvad USA foretager sig. Belæg for, at det faktisk var hensigten fra amerikansk side at fremprovokere en russisk invasion i Ukraine med dette formål, eller at en sådan (i den aktuelle situation) var forventelig (og faktisk forventet), endsige uundgåelig, eller at der overhovedet er nogen årsagssammenhæng mellem den og tilbagetrækningen fra Afghanistan leverer du derimod ikke.
Det følgende eksempel på en lignende fejlslutning er grellere, men en lighed er der:
16. april refererede Information påstande om, at krigen i Ukraine var startet for at aflede opmærksomheden fra bivirkninger af coronavaccine og/eller "coronabedraget".
"Kent Nielsen og hans parti synes, det virker lige lovlig mistænkeligt, at en krig "skulle opstå to dage efter, at Pfizer offentliggør deres forsøgsstudier med den påståede coronavaccine," råber han i mikrofonen."
Sådan kan man altid koble begivenheder sammen, hvis man er kreativ nok og forudsætter fordækte motiver. Blev Margrethe den 2. mon født den 16. april 1940 for at bortlede opmærksomheden fra den tyske besættelse af Danmark præcis en uge før? Man kan vel aldrig vide...?
@Ib Gram-Jensen
Det er blevet bemærket, - lovligt sent, i det sikkerhedspolitiske miljø, at Putin i taler og handlinger i perioden 2005-2014 har sendt en stadig strøm af trusler både mod NATO-landene og mod Ukraine. 2014-2022 har han også ført en lavspændingskrig i Østukraine - Putin har længe haft en konfrontation med sine naboer på tegnebrættet.
Det er ikke helt utænkeligt, at NATOs afgang fra Afghanistan har fået ham til at mene, at tidspunktet var kommet til en større slagudveklsing. I hvert fald har han taget to beslutninger i 2021, som gjorde ham klar til det.
For det første har han bedt sin generalstab om at gøre sig klar ved at arrangere skinmanøvrer som over en længere periode i 2021-22 flyttede tropper og materiel fra Østsibirien til Ukraine, ligesom han sendte flådefartøjer til Sortehavet.
For det andet tømte han Tysklands gaslagre. Jeg har forklaret andetsteds, hvordan han kunne gøre det, men information kan man i øvrigt finde i forbindelse med Bundesnetzagentur eller artikler om Robert Habeck fra de sidste 3 måneder.
Putin har begået nogle graverende strategiske fejl. Han nåede aldrig sine mål med blitzkrigen mod Ukraine og han har fremkaldt en reaktion i Vesten på sin krig, han ikke havde forudset.
Lykkeberg skriver:
Læren er, at der i den moralske mobilisering opstår en offentlig kultur, som skaber meget lidt plads til kritik og refleksion. Det er ikke udtryk for censur, men en følgevirkning af mobiliseringen, at det er svært at kritisere en indsats, hvis fjendebillede man deler.
Vi skal altså forstå at naturligvis skal Information deltage i den moralske mobilisering af befolkningen. At skabe en fjende også selvom vi ikke er i krig.
Og vi skal forstå at det er meget svært at være kritisk overfor vestens politikere når man nu er helt enig med dem.
Lykkeberg indrømmer altså at også hans magasin har udført ukritisk medløber journalistik for vestens interesser i Ukraine og alle de andre krige. Og at de har deltaget i censur af kritik mod vestens ageren. Det er jo så svært at være kritisk overfor noget man er enig i.
Hvorfor har Information stort set ikke beskæftiget sig med årsagen til krigen. Hvorfor har vi ikke fået forklaret hvad der skete under de forhandlinger mellem Rusland og NATO/EU/USA der lå forud for krige. Hvad skete der. Hvorfor blev alle Ruslands punkter til forhandling tilsyneladende verfet af bordet? Hvorfor er det så forkert at forhandle med russerne for at skabe fred. Det mangler Rune Lykkeberg at forklare os!