Der er heldigvis metaforer nok at vælge mellem, når det kommer til noget så teknisk og vigtigt som centralbankpolitik og nulrenter: Om vi kan nedtrappe de hårde stoffer uden at slå patienten ihjel. Om vi kan slukke ildebranden, som centralbankerne selv har bragt benzinen til. Eller om vi kan tørre den enorme pøl op, efter vi i over et årti – altså siden den sidste symbolske rentestigning i 2011 – er blevet ved med at tisse i bukserne for at holde varmen.
Uanset valget af ordbilleder står der nye tider foran os. Den Europæiske Centralbanks chef Christine Lagarde valgte dog tidens glatte marketingsprog, da hun torsdag præsenterede renteforøgelsen som »en rejse«.
»Det her er ikke bare et enkelt skridt. Vi begiver os ud på en rejse, hvor målet er atter at bringe inflationen ned på vores målsætning omkring to procent.«
Uden inflation kan man vel reelt ikke skabe en mere lighedsorienteret økonomisk politik.
Tidligere førte inflationen til stabile boligpriser, men i årene uden inflation har alene adgangen til gratis eller billige penge ført til store forskelle på boligmarkedet og tilskyndet til en ubalance i forhold til bosætningen og virksomhedsdriften i landet.
Når folk ikke kan betale så meget for boligen, fordi de er hængt op af andre prisstigninger, vil boligerne blive billigere. Hvordan man så skal sikre os imod endnu en epoke med massekonkurser som efter kartoffelkuren, må det være op til politikerne at bakse sammen.