»Jeg tager skylden på mig!«
Den Europæiske Centralbanks chef, Christine Lagarde, så vitterligt brødebetynget ud, da hun i torsdags først påtog sig skylden for sine rådgiveres undervurdering af inflationen for derefter at annoncere den største rentestigning i ECB’s historie: Med ekstra 0,75 procent ligger den ledende rente nu på 1,25 procent, og alle signaler tyder heldigvis på, at der snart kommer mere til.
De to ting hænger sammen. For at ECB selv har undervurderet inflationen, der nu har rundet ni procent i eurozonen, udstiller, at rentestigningen er too little and too late.
Til Lagardes forsvar må man sige: Inflationen er i høj grad drevet af energipriserne, hvormed den ikke bare kan tackles med højere renter. Desuden sidder centralbanken i et grumt dilemma: Den risikerer at forværre krisen med en for stor rentestigning, for når centralbanken hæver renten og gør det dyrere at låne, så køles hele samfundsøkonomien som bekendt ned.
Hvis CL virkede brødebetynget, så skyldes det udelukkende at hun er en god skuespiller.
For hvordan kan man påstå at det er uden konsekvenser at trykke penge uhæmmet, og alt for længe. Som om at der findes et gratis måltid mad?
Og som om at der ikke var nogen (faktisk ret mange) der advarede om at man ikke kan trykke sig til velstand, men at man bliver nødt til at producere sig til det.
At trykke flere penge er jo reelt bare at dele lagkagen op i mindre stykker.
Og man snyder dermed dem der har sparet op. For inflation er ikke andet end en usynlig skat, der ligesom den synlige, hiver købekraften ud af befolkningen.
De højere finansieringsomkostninger vil uundgåeligt skubbe yderligere til inflationen, da den lægges over på vareprisen.
I stedet for at forhøje renterne, bør ECB lukke helt ned for udstedelse af likviditet, og i stedet gå den modsatte vej og trække likviditet tilbage.
Det store problem er at alle de forskellige løsningsforslag opererer indenfor det nuværende kapitalistiske systems rammer trods dette systems åbenlyse fallit.
Hvornår indser de politiske og økonomiske ledere at systemet har ramt muren og al snak om at forsøge på at komme tilbage til normalen er blålys. Vi er nødt til grundlæggende at skabe et nyt økonomisk system der kan fungere på en måde som ikke bare flytter rundt på problemerne men tager højde for alle de komplekse udfordringer der kommer af alle de alvorlige kriser vi står midt i som ulighedskrise, klimakrise, sundhedskrise, biodiversitetskrise, energikrise, ja føj selv flere til den nærmest uendelige liste.