Hovedstaden Hannover er både hyggelig og historisk, men ikke just en sprudlende metropol. Og som et forvokset Jylland med langt mindre kyst er landskabet mange steder skønt, men sjældent bjergtagende: Med sine otte millioner indbyggere er delstaten Niedersachsen især præget af landbrug, kødfabrikker og industri – som for eksempel hovedsædet i verdens største bilfabrik, Volkswagen.
Som et geografisk kunstprodukt fra efterkrigstiden er den vesttyske delstat Niedersachsen med andre ord temmelig tysk – og dermed en del af kernen i Europa.
Desto vigtigere var de skred, som foregik i den store delstat ved søndagens valg: Ikke kun for Niedersachsen, men også for tysk og europæisk politik i en krisetid.
Helt op til valgdagen var det åbent, om socialdemokraten Stephan Weil – en lidt mindre kedelig udgave af Olaf Scholz – kunne blive siddende som ministerpræsident. Det kunne han. Endda med bravur.
Tja...
For det første skal Bundesrats medlemmer, altså regeringerne i de såkaldte delstater, billige en hel del love bl.a på det økonomiske område. For det andet er ministerpræsidenterne i forbundslandene en afgørende forsamling af ledere i partipolitikken, også når der skal opstilles en kandidat til posten som forbundskansler. Ved næste valg kommer CDU/CSU ikke uden om ministerpræsidenten i Schlesvig-Holsten.
Niedersachsen har en befolkning, som er lidt større end Danmarks, mens den i NordRhein-Westfalen (NRW) er tre gange så stor. Informerede i europæisk politik plejer derfor at holde et godt øje med, hvad der sker i Tysklands befolkningsrigeste og stærkt industrialiserede forbundsland.