Leder

Rune Lykkeberg: Det er endnu ikke klart, hvem der vandt. Men taberen ved midtvejsvalget er Donald Trump

Det mest opløftende ved det amerikanske midtvejsvalg tirsdag er indtil videre, at der trods alt blev trukket en grænse for det politiske vanvid, og at flere af Trumps udvalgte kandidater led spektakulære nederlag
Donald Trump til rally i Delaware, Ohio. Det står nu klart, at den store taber til midtvejsvalget blev ekspræsidenten.

Donald Trump til rally i Delaware, Ohio. Det står nu klart, at den store taber til midtvejsvalget blev ekspræsidenten.

Maddie McGarvey/ Ritzau Scanpix

Udland
10. november 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Donald Trump er et uhyggeligt problem for hele verden. Han er et problem for kampen for at redde vores naturgrundlag, for at beskytte de fattige og udsatte i USA og for hele landets politiske kultur. 

Det har længe stået klart.

Det endelige resultat af tirsdagens midtvejsvalg og den kommende magtbalance i den amerikanske kongres er endnu ikke afklaret, men én opløftende morale ved tirsdagens midtvejsvalg i USA er, at det nu må stå helt klart for republikanerne, at Trump også er et problem for dem: »Hvis de bliver ved med at vælge dårlige kandidater bare for at tilfredsstille Trump, så taber de,« sagde den forhenværende Trump-rådgiver Alyssa Farah Griffin til CNN på valgaftenen: »Den mand er en taber.«

Med sine kendte virkemidler har Trump under de republikanske primærvalg promoveret de kandidater, som udbredte hans verdensbillede og fortælling om, at valget i 2020 var »det store tyveri«. Og sammenlignet med de republikanere, som ikke gik til valg på Trumps evangelium, har kandidaterne klaret sig dårligt.

Det er en af forklaringerne på, at midtvejsvalget 2022 ikke blev den jordskredssejr for republikanerne, de havde satset på. Efter to års demokratisk flertal i begge kamre i Kongressen og en demokratisk præsident er den almindelige utilfredshed grænsende til desperation allestedsnærværende i USA.

Inflationen er historisk høj, leveomkostningerne stigende og opbakningen til Joe Biden lav. Så hvis dette valg fulgte tendensen fra tidligere midtvejsvalg, skulle republikanerne have triumferet hele vejen rundt. Men der var så lige det, som republikanernes leder i Senatet, Mitch McConnell, diskret har kaldt udfordringen med kandidaternes »kvalitet« …

For og imod Trump

Et godt eksempel er i Georgia: Statens siddende guvernør, Brian Kemp, som modstod presset fra Trump til at underkende valgresultatet i 2020, vandt tirsdag stort over den populære demokrat, Stacey Abrams. Trump forsøgte under primærvalgene at få fjernet Kemp – men forgæves.

Til gengæld vandt Trumps kandidat til Senatet, Herschel Walker, over de andre republikanere, men med 96 procent af stemmerne optalt er Walker et halvt procentpoint efter demokraten Raphael Warnock. Mange tusind vælgere i Georgia har altså stemt på den republikaner, Trump ikke kunne lide, som guvernør, og på den demokrat, som stillede op imod Trumps kandidat, til Senatet. Hvilket er tankevækkende i et land, hvor politik skulle være blevet så polariseret, at republikanerne og demokraterne opfører sig som to forskellige stammer.

I den traditionelle svingstat Pennsylvania tabte Trumps udvalgte kandidat, tv-stjernen Mehmet Oz, til den progressive demokrat John Fetterman, som ellers var så belastet af en blodprop, at han under deres eneste tv-debat ikke kunne høre uden hjælpemidler. Dette nederlag er indtil videre den eneste plads i Senatet, som skiftede side. 

Og Doug Mastriano, der deltog i demonstrationerne den 6. januar ved Kongressen, tabte i samme stat med over 12 procentpoint ved guvernørvalget. I New Hampshire tabte den selverklærede trumpist Donald Bolduc, som under primærvalgene kaldte Bidens valgsejr for et tyveri, med mere end ti procentpoint til demokraten Maggie Hassan – sidste gang vandt hun kun meget knebent. 

Ikke alle Trumps kandidater tabte tirsdag: Trump-loyalisten J.D. Vance vandt sikkert en plads i Senatet i Ohio, og Monae Johnson, som abonnerer på Trumps fortælling om valget i 2020, blev i South Carolina valgt til en slags indenrigsminister i delstaten. Men det samlede billede efter primærvalgene er, at Trumps vej til sejr ved primærvalg ligner vejen til nederlag i svingstater.

 

Grænser for vanviddet

Man skal ikke bilde sig ind, at de andre republikanere er særligt progressive, kapitalismekritiske eller klimaengagerede.

Midtvejsvalget var ikke et rød-grønt gennembrud i USA. Brian Kemp har forbudt abort efter sjette uge og udvidet tilladelsen til at bære våben i det offentlige rum.

Ron DeSantis, som var den store vinder for republikanerne tirsdag og en mulig udfordrer til Trump ved primærvalget i 2024, er præcist af The Independent beskrevet som en politiker, »der elsker politi, hader demonstranter og bekæmper pressen«. En slags moderniseret ung Trump.

Og man skal huske på, at en så ekstrem kandidat som Mastriano faktisk får over 40 procent af stemmerne i Pennsylvania. Når det er sagt, er det trods alt befriende, at der tilsyneladende bliver sat en grænse for vanviddet.

Og at Trump nu er afsløret som en trussel ikke bare mod kloden og Amerika. Men også mod dem, som skulle bære ham frem.

Serie

Midtvejsvalg i USA 2022

Siden 2021 har Joe Biden og demokraterne regeret og lovgivet med et smalt flertal. Op til midtvejsvalget til Kongressen den 8. november kæmper partiet for at holde stand mod et Trump-domineret republikanske parti, som fører kampagne på inflation, kriminalitet og wokeness. Vil republikanerne have held med at tage hævn for nederlaget i 2020 og sætte en stopper for Bidens reformprogram? Information tager pulsen på en livlig valgkamp i USA

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Alexander Jensen

"Never go full retard"

Ejvind Larsen, erik pedersen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar

Trump er giftig for alle.

Som f.eks. republikanerne Oz. Og alle andre Trump endorsede. Men også for demokraternes 6 juni kommiteens medlemmer, som også har fået tæv. + for landet som regeres af den eneste som kunne slå Trump.. Den ældgamle Biden, der ikke kan stå alene længere uden han føler at han er forsvundet.

Torsten Jacobsen

Det, som 'tilhængere' af 'Status Quo' - mennesker som Rune Lykkeberg - måske aldrig kommer helt til at forstå, det er, at en Donald Trump blot er et symptom..

--

En 'Donald Trump' er ikke en pludselig opstået antagonist, der 'out of nowhere' truer et ellers idéelt og velfungerende system..

--

En 'Donald Trump' er blot den regning, der skal betales, når man for længe og i absolut selvtilfredshed har ladet sig sole i selvtilfredshedens bedrageriske skin..

--

Det er tragikomisk at bevidne den vantro, som ellers særdeles velstillet godtfolk i disse dage betragter verden med...

"Verden giver så fin mening for mig...med min millionløn og mine åh så langsomme samtaler med ligeledes uslidsomt arbejdende filosoffer og sociologer og politologer.."

--

'Hertil min verden går', ikke sandt?

--

Medierne - og dermed også Dagbladet Information - har ikke længere rod i almindelige menneskers dagligdag... Hver eneste reportage fremstår som en antropologisk undersøgelse, enhver vinkling har som sit afsæt en fremmedgørelse..

--

En lille lukket kreds...Politikere, journalister, kulturpersonligheder, medieliderlige forskere.. Alle suger de på hinanden som igler - et sluttet kredsløb...

--

Det er meget nemt at gennemskue..den løgn, der udspiller sig..

Sværere er den at sluge... Og hvis man i dén proces kommer til at stemme på en 'Donald Trump', ja hvem er det så, der i sidste ende helt har tabt sutten?

Hønen eller ægget..?

Jonathan Horskjær, Henrik Ilskov-Jensen, Torben K L Jensen, Egon Stich, Steen K Petersen, Erik Boye, Alan Frederiksen, Morten Jensen og Willy Johannsen anbefalede denne kommentar
Jesper Johannsen

Det amerikanske politi er de riges tæskehold. Og domstolene deres værn for at de kan gøre alt hvad de vil og slippe uden straf.

Tommy Clausen, Jørgen Tryggestad og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Alexander Jensen

"Man skal ikke bilde sig ind, at de andre republikanere er særligt progressive, kapitalismekritiske eller klimaengagerede."

Øh, jeg tror Ikke man skal ikke bilde sig ind, at amerikanske politiker generelt er særligt progressive, kapitalismekritiske eller klimaengagerede.

Den "progressive" demokrat John Fetterman:

"I do support fracking, I support fracking, and I stand, and I do support fracking"

Det ser sort ud...

Henrik Ilskov-Jensen, Bo Jensen, Morten Balling, Ejvind Larsen, erik pedersen og Alan Frederiksen anbefalede denne kommentar
Kai Birk Nielsen

Er USA det store demokratiske forbillede, to partier, skal vi have det samme system i Danmark, pist væk med ti partier, Hurra hvor det går.

Torben Siersbæk

Hvis man kun kan acceptere en eller anden eksotisk udgave af dansk demokrati som gyldig, har man ingen chance for at forstå, at andre lande har andre ideer, og at disse sagtens kan rummes indenfor samlebegrenet "demokrati".

I Information's kommentarer ser man ofte klager over manglende folkeafstemninger - og muligheden for at få et borgerforslag til folkeafstemning.
Begge disse fænomener forekommer i stort tal i de amerikanske delstater hvert andet år. Er det så et mere eller mindre demokratisk land end Danmark?

Der er simpelthen så mange forskelle mellem det danske politiske system og både det føderale politiske system og delstaternes politiske systemer, at man ikke kan give meningsfulde analyser, eller bare kommentarer, i et indlæg her!

Hopium