Hvis vi skal bevare planeten som det enestående sted for mennesker, de fleste indtil for få årtier siden tog for givet, og den eventyrlige mangfoldighed af dyr og planter, hvis sårbarhed vi for sent er ved at lære at forstå, skal vi gøre noget, vi historisk har været dårlige til: Vi skal give plads.
Der skal være plads til beskyttet natur, som ikke udnyttes af menneskene. Meget mere plads, end der er i dag, hvor kun omkring 17 procent af verdens landareal og otte procent af havarealerne er beskyttet. På dette felt er Danmark det modsatte af et foregangsland, idet kun cirka to procent af vores landareal og 13 procent af vores vandareal har status som beskyttet.
At give plads er fundamentalt i konflikt med vores forestilling om fremskridt, som har været at opdyrke det uopdyrkede land for at skabe fælles goder og nye muligheder. Lige fra de amerikanske nybyggere, der rejste mod vest, til minedrift og olieboringer, har det været en motor i menneskets historie at kultivere og udnytte uberørt natur. At indtage det vilde og gøre det til vores eget.
Klima COP-01. Var det ikke i 1995? Og det er jo først nu der er ved at ske noget for at sætte ind mod et ødelagt klima. Besynderligt det er blevet ignoreret i så mange år uden handling. Men med hensyn til Biodiversitet COP-15, så er der i det mindste kommet fokus på en jord i åndenød.
Kan det nås det hele? Det er svært at sige. Men i historiebøgerne vil der i det mindste står vi prøvede. Og en ting er helt sikkert. Livet fortsætter på Jorden. Og der er vist ingen arter tilbage fra tidernes morgen. Vi bliver løbende udskiftet til noget nyt.
Men meget tyder på naturen ender i en blindgyde når den når så vidt til at udvikle et intelligent væsen. For før dette væsen bliver intelligent nok har den sandsynligvis forårsaget sin egen udslettelse. Det må vi her på Jorden sige af egen erfaring.
"Hvis vi skal opgive den tilgang, som har drevet vores fremskridt og økonomi, må vi også indstille os (min rettelse) på at forandre vores forståelse af os selv, verden og vores økonomi."
Men hvordan skal vi gennemføre sådan en forandring?
Jeg tror ikke at vi kan gennemføre den, hvis vi overlader det til dem der har mest at tabe ved sådan en forandring: De rigeste og mest magtfulde.
Fra papir til virkelighed er en interessant proces. Hvad bør man først se på, det må vel være at lære ordet bioøkonomi at kende efter det måske historiske gennembrud ved COP15 i Montreal.
Bioøkonomi er forbundet med den biomasse, der er overalt omkring os, en måde at genbruge ressourcer på inden for blandt andet byggeri, tekstiler, fødevarer, medicin og en lang række andre faktorer som vi kender det fra i dag som forbrugere. Bioøkonomi er med andre ord den nye olie, hvilket er spændende i sig selv i lyset af det sorte gulds faktiske peak-oil-historie(r) og lobbyismers indvirkninger.
Dykker man ned i litteraturen om bioøkonomi, kan man kun krydse fingre for, at dette kommer til at fungere bedre end genanvendelses plastik-systemet som ikke er så positivt som nogle folk ellers tror.
Hvorom alting er, kræver ord fra papir til succes i virkelighed, at folk som forbrugere sætter sig ind i den proces hvor a til b, nu skiftes til fra FESG til SDG med henblik på at kunne analysere bundlinjerne af SBTi-klimastandarderne, så kort sagt, alt starter hos os selv som forbrugere, man fristes næsten til at sige at der med bioøkonomi er tale om en Herbert Marcuse a.d. 2022, at tro og håbe på at regeringer vil lære os dette, er nok for meget for langt, hvorfor ansvaret som vagthund(e) ligger hos os selv i den sidste ende.
Tak for den leder, Rune.
En leder om, at hvad der i århundreder, ja, vel i virkeligheden i årtusinder, har været betragtet og praktiseret af både ‘højre’ og ‘venstre’-fløje som fremskridt: uophørlig forøgelse af Den Økonomiske Vækst (DØV), altså ikke er fremskridt. Tværtimod er det Jordens forarmelse og levende væsners undergang.
Hvad er så fremskridt?
Det er ren runemagi når Rune kaster skriftkloge runer ud over det Danske medielandskab. :o)
Har han nogensinde deltaget i debatterne her på hans egen avis?
Hvis ikke ville det da i hvert fald være et lille fremskridt. ;o)
Artsrigdommen er noget enhver kan tage stilling til, så hvorfor har der så ikke rejst sig en storm af protester over det undersøiske ligklæde, der lægger sig på bunden i de danske farvande? Man kan ikke bare gå ned til de lokale havne og købe fisk på kajen, for der er ikke nogen. I de største søer kunne nogle fiskere før i tiden tjene til dagen og vejen. Nu er der oven i købet badeforbud. Det er fint, at der findes en forening, Skånsomt kystfiskeri, men hvis der ikke er noget at fange, hvad så?
Se lige på billedet af den hængte mand i Iran og skift ham ud med naturen, så ser man sandheden. En dag er det os selv der er hængt op.
Vi skal aktivere os, men aktivisterne er en lille kreds.
Økokrati hedder Jens-André Herbeners nye bog. Den handler om det hele, og det som Rune skriver om. Den opfordrer til et økologisk folkeoprør.
En bog af sociologen, Nikolaj Schultz, opfordrer til økologisk klassekamp.
Så er spørgsmålet, hvad Inf. opfordrer til, og om den kan opfordre til noget uden at blive straffet for det. Det er der, jeg fornemmer, vi står. Jeg ville da gerne have, at Inf. blev et grønt menighedsblad eller sagt mere korrekt, den avis der virkelig satte skub i den store omstilling, hvor grøn ånd var det centrale og ikke grøn materialisme. Men altså, hvor mange er vi? Og er alle 25.000 abonnenter grønsindede aktivister, der stemmer grønt og vil lide bare lidt for sagen? Måske.
Når man taler om markedsstyring er der på efterspørgselssiden kvalitativ forskel på need to have og nice to have, men markedet foretager ikke den skelnen. Når en milliardær køber en lystbåd til over en milliard er det et godt eksempel på nice to have (den tjener kun et suboptimalt og ligegyldigt formål); han beslaglægger til dette massevis af arbejdstimer og resurser, som kunne have været brugt på at fremstille goder til dækning af need to have som f.eks. mad, tag over hovedet eller tøj.
I markedet måles værdien af et forbrug alene på, hvad nogen vil give for det efterspurgte, ikke om der i den sammenhæng med rimelighed kan indtænkes andre værdikriterier og rimelighedsbetragtninger til forbrugsgodet, f.eks. at det er fatalt ikke at kunne opnå det. Med en stadig skævere indkomstfordeling perverteres denne skavank i markedet til det vi ser i verden i dag.
Det udløser f.eks. nogle surrealistiske scenarier, forbrugerne i de rige lande køber mad til deres kæledyr, medens personer i andre lande sulter, og vi har set lande, hvor multinationale selskaber har forsøgt at få magt over drikkevandet og markedsgøre det ved at købe rettighederne til vandet. Det indebærer befolkningens ultimative afhængighed af selskabet, og en vildt forvrænget magtstilling, baseret på bestikkelse af en lommediktator købt til markedspris.
Desværre har ingen i meget lang tid taget alvorligt, at naturen, verdens resurser klimaet og biodiversiteten i den grad er need to have, men at disse værdier ofres i en kaskade af nice to have., fordi det af virksomheder og regeringer har været opfattet som et frit gode som man gratis kan drive rovdrift på, bl.a. i en misforstået opfattelse af at markedsværdi er en lødig værdimåler for samfundsnytte.
Men et økonomisk system, der ikke skelner mellem godernes status som bekvemme eller nødvendige er et invalidt system, og det er denne fadæse i markedsøkonomien, man (nu af nød) burde gøre op med.
Vi taler her om farlige systemfejl som i mange år har udartet sig for til de fleste menneskers ultimative afhængighed af de få. Men endnu værre har ført til en løbende erodering og ødelæggelse af selve livsgrundlaget, de need to have goder, som er grundlaget for eksistensen af de menneskelige samfund, nemlig naturgrundlaget.
Jeg synes at man skal udvise overmenneskelig optimisme, hvis man tror at den ged er barberet med Montreal aftalen.
Anders Bentsen: Nu er det ikke sådan, at jeg er utilfreds med Inf. og dets virke. I de tolv år jeg har kommenteret, synes jeg dog ikke, at kommentarsporet er blevet værdsat nok. Jeg kan dog kun se det fra en kommentators side og ikke fra debatværtens. Jeg husker fra Ejvind Larsens Frie ords dage, hvor der var en stor udveksling mellem ham og os, hvad der selvfølgelig altid gave nogle interessante debatter.
Inf.debatforum er nok det bedste sted på nettet, men det betyder ikke, at det er godt nok. Nogle af artikelskriverne burde love at deltage i debatterne, så der kom lidt mere fut i fejemøget. Jeg begriber ikke, at de ikke gør det af egen lyst og drift - så slemme er kommentatorerne da heller ikke, og vi holder da også hinanden lidt på plads.
De andre aviser har ikke ordentlige debat fora. Inf. er en særlig avis, og derfor er det mindst ringe debatforum her.