Er der noget, vi medier kan, så er det at udråbe kriser: demokratikrise, gældskrise, inflationskrise, Ukrainekrise, mediekrise, demografisk krise – ja selv en købekraftskrise truer angiveligt.
Etymologisk er en krise en tilspidset fase, hvor afgørelsen om en ny tilstand skal fældes. Men vi udråber i dag gerne en krise som en opfordring til at gøre alt for at opretholde status quo. Det er … ja: kritisk. For selvfølgelig har vi fundamentale kriser: klima, biodiversitet og sikkerhed er tre åbenlyse områder, hvor vi gambler med menneskehedens livsgrundlag. Og de kræver alt andet end status quo.
Energikrisen, der efter Ruslands angreb på Ukraine har domineret Europas 2022, er derfor egentlig ikke en krise. Det er træls at fryse. Og det er træls for den øverste halvdel, at den skal omfordele mere nedefter. Men en krise er det ikke, for vi har i årtier vidst, at vi skulle sige farvel til de energiformer, som vi nu er tvunget til at spare på.
Advarsel: Surt opstød
At individuel transport og flyvning er for billigt, mens offentlig transport er latterligt dyrt.
Hvilket gør det temmelig formørket at blive ved med at satse på, at MERE lønarbejde er det, der er brug for, som vores fine nye regering har som ambition.
Mere arbejde betyder mere transport.
Det er bemærkelsesværdigt at politikere og journalister kan blive ved med at tale om hvor heldig vi er med energikrisen og følgerne af krigen i Ukraine, når praktisk talt alle forskere siger at det bremser udviklingen af den globale klima omstilling.
Det er næsten som at starte hvor det hele begyndte med Brundtland rapporten i 1987, hvor vi så let som ingenting havde mulighed for klima omstilling, hvis vi altså havde handlet med rettidig omhu.
Vi så det i al sin tydelighed på COP 27, hvor de kulsorte energiselskaber endnu en gang fik luft under vingerne og julelys i øjnene .
Bliver vi aldrig klogere?
"For selvfølgelig har vi fundamentale kriser: klima, biodiversitet og sikkerhed er tre åbenlyse områder, hvor vi gambler med menneskehedens livsgrundlag."
Bæredygtighed!!! Når ikke den økologiske bæredygtighed er på plads, så kan alt det andet være ligemeget. Der er ikke nogen mening i at tale om inflation eller klima, hvis vi alle er døde af sult inden da.
Prisen på hvede er nu dobbelt så høj som i 2020, og det er kun midlertidigt. Den kommer til at stige endnu mere. Bla. fordi 1/3 af al den energi vi bruger globalt går til fødevarer.
Prisen på fosfor (malm) er steget fra 76$ til over 300$ i samme periode. Uden fosfor ingen gødning, og uden gødning ingen mad. Hvis nogen har brokket sig over prisen på smør, så bare vent til "fødevarekrisen" kommer. Ligesom med de andre kriser kommer den også for at blive et stykke tid.
Vi skal have skåret forbruget og tempoet markant ned, og energien skal bruges på at gøre os mindre sårbare. Alternativt kan man køre videre og vente på at minimum halvdelen af Jordens befolkning dør af sult, så resten kan komme videre med deres jagt på matadorpenge i hamsterhjulet.
Jeg ved det lyder lettere "sindsygt" at påstå at den næste store hammer, der kommer til at ramme menneskeheden med stor sandsynlighed bliver hungersnød i global skala. Da jeg begyndte at omtale fødevareproblematikken for nogle få år siden, rullede alle overbærende med øjnene når jeg sagde at fosfor og energi ville resultere i global mangel på fødevarer. Nogle gange er det sikkert fedt at få ret. Ikke altid!
En gang til for Prins Knud: Økonomi er udveksling af begrænsede ressourcer mellem konkurrerende købere. Jo flere begrænsede ressourcer man bruger, jo mindre har man tilbage, og dermed er man blevet fattigere. Når man har brugt tilstrækkeligt meget er man blevet så fattig at man dør at sult. De rige tror de kan undgå at blive spist af de fattige, og de fattige tror at de kan bruge de riges matadorpenge til at købe mad der ikke eksisterer.