I 2015 appellerede direktøren i Silicon Valley Bank (SVB), Greg Becker, til Senatet om, at banken i lyset af dens »lave risikoprofil« og »dybe forståelse af det marked, den opererer i« burde undtages fra »overforsigtig regulering«.
Det lykkedes i 2018, hvor reguleringen blev lempet betragteligt for banker, der som SVB har aktiver for mindre end 250 milliarder dollar. I de følgende år voksede banken dramatisk, investerede aggressivt og tilbød kunderne – primært venturekapitalfonde og techvirksomheder – særdeles favorable vilkår.
I sidste uge blev SVB så indhentet af de hasarderede investeringer. Tilliden forsvandt, kunderne trak deres penge ud, og banken måtte give op. Efterfølgende udspillede der sig et efterhånden velkendt ritual.
Uanset om en bank har forbandet regulering og skattetryk, vil den ofte opfatte det som en offentlig opgave, hvis den selv kommer i problemer. Netop det libertære techmiljø omkring Silicon Valley Bank og dens kunder i venturekapitalfondene har i årevis turneret triumferende rundt med fortællingen om, at risiko var nøglen til fremskridtet. Move fast and break things.
Med neoliberalismen fik vi en afvikling af effektiv regulering af banksektoren og et farvel til progressiv skatte og indkomstpolitik der kunne sikre en mere ligelig fordeling af samfundskagen. Det interessante er at de neoliberale der historisk havde ført en klart monetaristisk politik som skulle begrænse pengemængden for at opretholde pengenes værdi pludselig ændrede strategi da lokummet for alvor brændte under sidste finanskrise. En stram pengepolitik blev erstattet af en i historisk sammenhæng uhørt forøgelse af pengemængden for kontinuerligt at redde en banksektor i alvorlige problemer. Denne strategi var dobbelt ulighedsskabende ved først at fjerne muligheden for omfordeling gennem beskatning og derefter fodre de rige med ubegrænsede mængder af billig kapital uden risiko. Det var ikke et problem for de rige fordi det ikke gav inflation i vareøkonomien så længe den alm. befolkning ikke fik en markant øgning af købekraften. Til gengæld skabte det en enorm inflation i kapitalgodernes andel af den samlede økonomi og dermed en stigende ulighed som er helt ude af kontrol. Konsekvensen er at uanset om vi har krise eller ej så er det entydigt de rigeste der løber med kassen.
Samfunds fokusering på 'penge' er uholdbart. Der er, hvad der bliver gjort, som værdi, men selve ideen om at kunne ophobe værdi af det, der forlængst er foregået, er en grundlæggende misforståelse, undtagen måske hvad fast ejendom angår.
Vi er der, hvor man kan håbe, at den internationale klasse af politikere går til oprør imod den private kapital og sætter virksomhederne på plads i samfundsordenen som tjenende det demokratiske fællesskab og ikke forestillede særinteresser.
Vi er simpelthen nødt til at anlægge det virkelige perspektiv, at de, der gør noget, er dem, der stiller deres arbejdskraft til rådighed for dem, der har.
Det således generøst overfor en entreprenør af en hvilken som helst art at hjælpe vedkommende med at tjene penge. I sig selv er det, at man ser sine tanker og opdagelser blive realiseret i virkeligheden, jo den gave, man generøst bør belønne andre for at udføre.
Kan vi dog ikke komme ned fra det høje munkemarxistiske træ og blive lidt mere konkrete i analysen af, hvad der er op og ned i den konkrete finansielle krise. Det er altså ikke unormalt, at finansielle såvel som ikke-finansielle virksomheder går ned. Faktisk er det sundt, at dårligt drevne virksomheder må dreje nøglen rundt. Dårligt drevne virksomheder bidrager altså ikke positivt til vores samfundsøkonomi.
Udfordringen er selvfølgelig at finde balancen mellem den politiske regulering af bankerne og de samfundsøkonomiske konsekvenser af at lade markedskræfterne alene råde. Bliver de finansielle virksomheder tilstrækkeligt store målt i forhold til samfundsøkonomien, har vi en særlig politisk udfordring ( too big to fail). Derfor kunne staten ikke leve med, at store danske banker (fx. Danske Bank) under finanskrisen ville gå ned. Det gælder ikke kun for Danmark men alle vestlige markedsøkonomiske lande. Der blev derfor efter finanskrisen fra 2008 gennemført omfattende stramninger af den finansielle regulering globalt såvel som i EU-regi, som har betydet, at vi i dag har et langt bedre udgangspunkt for at håndtere finansielle kriser. Spørgsmålet er selvfølgelig, om vi har fundet den optimale balance mellem reguleringen af sektoren og de samfundsøkonomiske gevinster ved reguleringen. Svaret herpå kender vi selvsagt ikke.
Vi skal væk fra at bygge babelstårne, og det vil i forhold til bankerne sige igen at begrænse deres råderum, genskabe realkreditten som kundeejet m.m.
Først og sidst igen underlægge boligmarkedet statslig kontrol.
Det er svært ikke at betragte finanssektorens skalten og valten med samfundskritiske briller. Selv hvis man nøjes med et kritisk eftersyn af sektorens tilstand, er det åbenlyst. at staternes reguleringer af banksektoren ikke fungerer tilfredsstillende. I både USA og Schweitz har statsmagten lovmæssig indsigt i bankernes administration og regnskab. I Danmark er der vistnok repræsentanter for nationabank og finansministerium i Finanstilsynet.
Når bankerne ikke overholder den samfundskontrakt, må konsekvensen være at staten får en større del af bankernes profit i opgangstider, hvis de til gengæld skal holde bankkunderne skadesløse i krisetider. Det må være en mindstekrav. Munkemarxist eller ej. Samfundskritisk eller blot efter et kritisk eftersyn.