I Kreml var den røde løber bred og næsten uendeligt lang, smilene var varme, og håndtrykkene ekstra energiske.
Kinas præsident, Xi Jinping, lagde fra mandag til onsdag vejen forbi Moskva, hvor han sammen med sin russiske vært, præsident Vladimir Putin, svælgede i deres autokratiske alliance, hyldede deres sammenhold og tætte økonomiske bånd – og de styrkede deres fælles front mod den amerikanskledede verdensorden.
De to autokrater titulerede hinanden som »kære ven«. Beijings og Moskvas »gensidige politiske tillid bliver stadig dybere«, lød det fra Xi, som ifølge den kinesiske side var kommet til Rusland på en »rejse for venskab, samarbejde og fred«.
Men på det sidste punkt var der ingen fremskridt at spore. Med sig havde den kinesiske leder en 12-punktsplan for at skabe fred i krigen mellem Rusland og Ukraine, men det fremstår dog som et utroværdigt udspil, al den stund, at Xi stillede sig fuldstændigt bag det bedrageriske narrativ, som hans vært, den nyligt krigsforbrydelsessigtede Putin, udbreder om, at krigen er USA’s og Vestens værk.
Helt enig. Kinesisk adfærd i det sydkinesiske hav siger mere end Xi’s ord om at diktatur er demokrati og angribskrig er speciel operation.
Den stærkes ret som USA har haft siden Hiroshima og Nakasaki med gentagne overskridelser af FN´s Charter er tilsyneladende ved at skifte hænder.
Om det er godt eller dårligt vil tiden vise.
o
Selvfølgelig vil Kina ikke have at Rusland taber krigen, for jo længere den vare desto mere svækkes USA.
USA vil på sin side , heller have at Ukraine taber.
En ægte catch 22.
Den såkaldte kinesiske fredplan er ikke en plan men en opremsning af banaliteter – de fleste hver for sig ukontroversielle. Men topmødet i Moskva var ikke til for at fremme freden her & nu, men for at sende budskaber til verden: det handlede om image og billed-opportunities.
Det lykkedes til overmål for Xi Ping, mens Putinregimet ikke blot har vist sin militære og økonomiske uformåenhed men også endnu en gang sin diplomatiske og kommunikative ubegavethed. Det havde for eksempel været smart at undlade at bombardere Kiyv i de følgende signal , blot som et retorisk signal: "Se, vi er parate til fred!". Det havde man nok fået et par ret billige points for i verdensoffentligheden.
Det modsatte var dumt. Som så meget andet fra Moskva.
I de følgende dage, skal der stå. Hvornår f...... kommer den redigeringsfunktion - i det mindste så man kan se hele sin tekst før man sender den af sted?
Ole Meyer:
”så man kan se hele sin tekst før man sender den af sted”: jeg skriver altid mine indlæg i Word. Gennemlæser, redigerer og færdiggør dem dér (eller i et andet redigeringsprogram). Først derefter kopierer jeg teksten ind i Informations skrivefelt og sender.
Ingen metode er 100 % sikker, men det hjælper trods alt!
Så skal vi til det igen. Gemdrive eller i det mindste moderere Informations journalisters primitive anti-kommunisme kamufleret gennem det moderne udtryk ’autokrati.’ Men det er gammel anti-kommunisme, som vi kendte det under den kolde krig fra 1970erne og frem til Sovjetunionens opløsning.
Xi Jinping har fornyelig sagt at USA er ude på at indeslutte, omringe og undertrykke Kina. Og det er jo rigtigt. Præsident Joe Biden vil officielt stadig gerne samarbejde med Kina. Men der skal ikke meget til for at afsløre, hvad USA i virkeligheden er ude på. I sidste måned gennem en vejrballon og Washingtons gik i panik over teknologi fra det 19. århundrede. Omgående aflyste Blinken en officiel rejse til Beijing. Dernæst aflyste amerikanerne et aftalt topmøde.
Washington er besat med militære høge. Nu som tidligere: enhver opsøgende indsats overfor Kina betragtes som en svaghed. USA lever stadig i skyggen af den kolde krig fra Vietnam- og Iraq-dagene, men en stor forskel på nutidens kolde krig og den oprindelige er, at Kina ikke eksporterer revolution. Fra Cuba til Angola og fra Korea til Etiopien var det Sovjetunionen der igangsatte oprør over hele verden.
Den oprindelige idé om indeslutning stammer fra George Kennans Foreign Affairs-essay, The Sources of Soviet Conduct (1947) men var langt mere tilbageholdende end den form for Kina-inddæmning der finder sted i dag. Kennan ville standse revolutions-eksporten fra Sovjetunionen, men frarådede magtanvendelse. Dagens amerikanske tilgang er inddæmning +-. Når Xi taler om 'undertrykkelse', mener han Amerikas forbud mod avanceret halvledereksport til Kina. Da disse chips bruges både til civile og militære formål, er den amerikanske politik officielt at forhindre Kinas militære udvikling. Men den sideløbende effekt er at begrænse Kinas økonomiske udvikling. Kina skal reduceres til det 3. verdensland det selv stadig mener det er.
Inddæmningen er åbenlys for selv den meste højreorienterede høg: Fra Fillipinerne til Indien, fra Taiwan til Japan og Australien (AUKUS) og atombevæbning af ubåde. Kina skal falde så de gamle imperialister igen får et ubegrænset globalt marked omgivet af bukkende lyd-stater.
Inddæmningen af Kina vil blot betyde at USA og vesten bliver isoleret fra resten af Verden - syd/nord konflikten der bliver til en realitet der indebærer mangel på vigtige ressourcer i vores del af verden. Idiotisk.
Vesten/de gamle kolonimagter har spildt 30 år siden sovjets opløsning. I stedet for at arbejder for en ny verdensorden, som afløser for den gamle delvis koloniale fra sidst i 1940'erne. En verdensorden med plads og indflydelse til de nye stater/tidligere kolonier og de andre stater, der i perioden har gennemgået en teknisk, økonomisk og social udvikling. Vi i Vesten kunne i de 30 år, hvor vi ud over den militære, økonomiske og institutionelle magt også havde en vis styrke med hensyn til demokrati og menneskerettigheder, have arbejdet for skabelse af en ny verdensorden, der i høj grad kunne præges af værdier som demokrati og menneskerettigheder.
I stedet for fokuseredes på at bevare den gamle koloniale/neokoloniale verdensorden under USA overherredømme. En periode med bl.a. vestligt initierede krige i Afghanistan, Iraq samt omfattende økonomisk og militær pression på lande, der ikke makkede ret.
På samme tid har vi set gennem fingrene med Israels koloniale overgreb på palæstinenserne og deres bombning af nabolandene efter forgodtbefindende. Set gennem fingre med diktatur og overgreb i lande, hvor det passede os.
Demokrati har vi forsøgt at gennemføre med militær magt - uden resultater.
Den demokratiske opgave er derfor at udarbejde veje til at få indført demokrati ad fredelig vej og i takt med befolkningerne i de berørte lande.
Nu bruger man ord autocrate i alle saucer, det er nok at sige autocrate, som før i tiden man sagde fascister,
Det er nok at sige/skrive vores demokratier imod autocrate de fleste har ingen kendskab til den kinesiske, russiske eller andre landes repræsentation systemet eller til hvad begrebet autokrati betyder og så kunne man spørge Martin Gøttske om hvordan han vil definere en Emmanuel Macron s facon, er den autokratiske?
Den måde at simplificere problemstillinger til de gode mod de onde er dovenskab i mine øjne.
Hvorfor skulle Kina støtte USA og tage afstand fra Rusland når USA har defineret i efterhånden mange år Kina som en fjende der skal svækkes.
Jeg synes faktisk at man burde kalde tit den journalistik der bliver ført for moraliserende journalistik i stedfor undersøgende journalistik
Tænkningen om ,at hvis nu bare vesten og at alt er vestens skyld, er en fiasko . En fiasko fuld af dobbeltstandarter hvor Kinas behandling af mindretal , som er meget værre end Israels, negligeres.
sandheden er at vesten prøvede med venlighed og samarbejde og hjalp Kina til økonomisk vækst og teknologisk udvikling. Til dette svarrede Kina igen med at ville være stærkt, naboer kanøfles og man skider på den internationale havret til ugunst for Philippinerne og andre lande i det sydkinesiske hav , hvor kinesiske kanonbåde truer fiskere. Man har ikke overholdt aftaler om Hong Kong og ødelagt det det for ungdommen der . Taiwan trues. Kina støtter ikke bare Rusland , det vil også selv være stærk og tage sin ret med magt.
Det gik desværre ikke med venlig handels selv om vesten prøvede.
Vi skal forsat have relation til Kina. En god relation præget af grænsesætning og afmålthed
Vores verden styret af dollar og regelbaseret bla bla, er vant til at den med nogle års mellemrum får nogle gevaldige tæsk økonomisk pga af økonomiske forhold i landet der styrer verdensøkonomien nemlig USA. Den sidste gang var i 2008 med finanskrisen. Før da Clintons IT-boble.
Kineserne har altid været en en sikker spiller med en høj vækst, der kunne handles med. Kunne man forestille sig, at de overtog de overordnede rolle og påtog sig hele ansvaret for verdens økonomien? Mange lande i verden ville se kineserne som bedre til at sikre vækst i verdensøkonomien.
Eks. Uganda indfører antihomolovgivning. USA indfører sanktioner mod landet. Kineserne bygger lufthavn og havneterminal. Det virker bare så indlysende, at lufthavne og infrastruktur fører Uganda hurtigere ind i moderniteten og af med homofobien med kineserne.
Alternativt kunne amerikanerne indfører antitrust-lovgivning og afmonterer en hel del andet risiko for verdensøkonomien.
"Pax Americana har så langt fra været perfekt. Men det lyder som et skræmmende scenarie, hvis forandringer i verdensordenen skal skabes sammen af de to despoter.", skriver Martin Gøttske i et anfald af - kynisme?
Måske piben ville få en anden lyd, den dag amerikanske 'præcisionsbomber' regner ned over Store Kongensgade, eller amerikanske droner og specialstyrker ser sig sur på Publicistklubben.. :D
Diktatorer er svære at vælte, især når de kalder sig sande kommunister.
Orwell akrev "Animal Farm" som kritik af Stalin. Putin er den nye Stalin og Xi er en yderligt gående udgave af Mao. De 2 vil etablere en ny verdensorden, forbeholdt autokrater. Putin taber krigen, håber jeg! Så mister Xi det ene ben han står på.. Hvis Xi går over til cirkulær økonomi og sanktioner er resultatet givet, Kineserne blev gamle før de blev rige.
Jan E Jensen lever vist i en fantasiverden vedr homoseksualiter og Kina . Diktator Xi , der i øvrigt er gudløs og en slags moderne menneske, har såmænd bestemt og offentligt udtalt , at de unge mænd ikke må være for fiimsede i diverse medier. Om det hjælper diktaturets katastrofale fertilitets rate på 1,2 er nok tvivlsomt
Men jeg er enig i at vesten skal holde op med at være lærer og dommer over for andre
Hvad mener du helt præcist, kim Lahn, når du skriver:
"Men jeg er enig i at vesten skal holde op med at være lærer og dommer over for andre"?
--
Der er efter min bedste overbevisning absolut intet at beundre i styreformer, der åbenlyst gør vold på 'undersåtternes' demokratiske rettigheder..
Det vil sige retten til at tænke frit, tale frit og - som det mest væsentlige punkt - retten til at handle frit, inden for de rammer, der gennem lovgivning er udstukket af en til hver tid transparent, repræsentativ forsamling af 'lovgivere' - det, vi i al almindelighed kalder for en 'regering'..
--
Nuvel..
Det er meget nemt at få øje på 'systemfejl' i lande underlagt såkaldt 'autokratiske' former for regering..
Det er tilsvarende - og i samme bevægelse, såmænd - meget nemt at få øje på oplagte fordele ved at leve under et såkaldt 'demokratisk', såkaldt 'transparent' regime.. som de fleste nu bilder sig ind at gøre i Danmark, i 'Vesten', såmænd..
...Med mindre man falder lidt udenfor 'normen', naturligvis...
--
Hvad er i grunden forskellen?
--
Bevares, her i 'Vesten' har du ganske rigtigt din 'frihed' til at gå til grunde i en form, der ikke matcher kapitalismens virkelighed..
Andetsteds kommer det 'politiske politi', måske, og fører dig mere hårdhændet bort..
Hvad er i grunden forskellen?
--
@Torsten Jacobsen: Jeg mener med det , at vesten skal være tilbageholdende med at belære og bedømme andre kulturer. For eksempel om demokrati , LGBT+, feminisme og andet. Ikke fordi det er dårligt med frihed til kvinder og seksuelle minoriteter. Eller fordi demokrati er dårligt. Men fordi det ikke virker at optræde bedrevidende. Vi skubber bare folk fra os. Vi skal dog støtte dem som ønsker støtte.
Så snært på at være enige, og dog så alligevel..
Djævlen gemmer sig gerne i detaljen.. ;)
"Vi skal dog støtte dem, som ønsker støtte., skriver du..
--
Skal 'vi' nu i grunden også det?
For hvem er det i grunden, som kan tænkes at ønske støtte?
Efter hvilket kriterier afgør 'vi', om et ønske om støtte skal begunstiges?
Guderne skal vide, at der ikke er mangel på hænder, der rækker ud.. Hvem, i den mindre privilegerede del af verden, drømmer dog ikke om 'støtte' fra det rige vesten, når det kommer til stykket..? Og hvilken side i en intra-national konflikt skal man så stille sig på..?
--
Hvem finder 'vi' - i en sådan kakofoni af stemmer - mon mestendels værdige til 'støtte'..?
--
Vel sagtens de, der mest tjenesteligt lover at pleje 'vores' egne interesser?
--
En sådan form for kalkule kaldes med et samlende udtryk for 'Realpolitik'..i en moralsk forstand..: En vis villighed til at gå på kompromis med selv det mest hellige..
--
Vi er næsten nået til enighed på ét enkelt punkt.. Måske vi kan nærme os hinanden på et andet?
--
Vi er enige om, tror jeg nok, at den russiske invasion af Ukraine har karakter af en forbrydelse..Den er 'urimelig', sagt med andre ord..
--
Kan du komme i tanke om blot et gran af urimelig adfærd fra 'vores' egen side, der i tilløbet til den russiske invasion af Ukraine, måske kunne have været medvirkende til at udløse en så ganske tragisk, russisk beslutning?
--
Ihukommende, at 'vi' i vesten nok burde være en kende tilbageholdende med at belære og bedømme andre kulturer.. ;)
Jeg spørger skam i dyb interesse.. :)
Kina vil ikke vende ryggen til sin russiske ven. Men den russiske ven er nok blevet lidt af en sten i skoen pga. krigen i Ukraine. Som den lidt pinlige fætter, man er nødt til at forsvare, fordi han trods alt stadig er en del af familien. Kinas befolkning og økonomi er cirka 10 gange så stor som Rusland, og Putin er i fuld gang med at gøre Rusland til en slags koloni, hvis eneste opgave er at forsyne Kina med billige råvarer.
Der har alle dage været noget uudgrundeligt over såvel Mona Lisas som et kinesisk smil, men stadig ingen grund til at betvivle Kinas aldrig svigtende støtte til Rusland. Xis 12-punktsplan er allerede uladesiggørlig ved sit første punkt (anerkendelse af suveræne staters grænser) og derfor ikke andet end en måde at deservuere Putin og hans idiotiske angrebstrategi på. Planenen initale uladesiggørlighed italesætter samtid Putins drøm om "den ny verdensorden" som dødfødt og dermed underordnet, ikke mindst overfor hvad Kina måtte hitte på, i bestræbelserne på at unddrage sig de alvorligste konsekvenser af galningens fremfærd.
Omvendt, så tager Kina ingen chancer. Skulle det, mod alle odds, lykkes for Putin, at stå tilbage som sejrherre i Ukarine og dermed faktuelt have banet vejen for sin "den ny verdensorden", så har Kina alt mulig interesse i at udfylde ethvert magttomrum et lammet USA måtte efterlade. I det spile ser Riget i midten, fuldstændig som Rusland, sig hitorisk berettiget til at dominere langt mere end hvad som er umiddelbart givet. Verdensdominans, delt eller ej med Rusland, er i modsætning til de senere års amerikanske tilbagetrækningspolitik under mottoet: America first, først og fremmest et forsøgt på at overtage rollen som verdens politimand og dermed det eneste virkelige punkt på Xis dagsorden og det kinesiske verdensomfattende politiarbejde, indtil videre kendt som Belt and road initiative, foregår bare med langt mere civile og såmænd også servile metoder; deraf smilet.
Problemet med Putins smil er at det er alt for afslørende, i dets skadefryd.
Forudsætningen for den “multipolære” verdensorden er at USA kan nedtrappe sit hegemoni uden at blive ramt af hævnaktioner fra de mange ofre for en aktivistisk udenrigspolitik.
Afhængigheden af Israel (at ingen kan blive amerikansk præsident på en Israel-kritisk dagsorden) umuliggør forsoning med jordens 1 mia muslimer.
Ikke kun Trump mener, at USA ikke har nogen sande venner. Vesteuropa snylter på den amerikanske atomparaply m.m. og nægter at bidrage økonomisk til NATO i et omfang, der er tilnærmelsesvist rimeligt ift velstand.
Når fortællingen “alle hader os” vinder fodfæste i et kollektiv (USA) opstår der splid.
MAGA er antitesen til den multipolære fremtid. Efter at have læst en bog af Hillary Clinton er jeg overbevist om, at mange demokrater fortrænger umuligheden af en multipolær dagsorden, fordi de fortrænger, at de eneste der siger noget positivt om USA, er de “venner” der snylter på USAs militærapparat (sådan nogen som os).
Republikanere er mere skyldbevidste (vi ved godt vi er de slemme drenge) og har aldrig forpligtet sig på andet end “den stærkes ret”. Tanken om at Oligarki skulle være et problem er ikke republikansk, og for mange andre Republikanere end Trump er det naturligt at et land som Rusland kan hundse rundt med et land som Ukraine.
Kina og Rusland er to af de stormagter, det var meningen skulle have haft medindflydelse i en multipolær verdensorden. De ser sig selv som ambassadører for de øvrige potentielle stormagter (Indien, Indonesien m.fl.)
Trumps “fake news” har lært verdens befolkninger, at intet demokrati er et hak bedre end de kræfter, der kontrollerer meningsdannelsen.
Havde vi stadig troet på demokratiet, kunne hegemoni-problemet være løst ved at USA udvidede sin forfatning med at hele jordens befolkning fik stemmeret til amerikanske valg.
Det må have været noget sådant Niels Bohr havde i tankerne, da han for at imødegå atomtruslen anbefalede at danne en Verdensregering.
Men Sokrates fik ret ang. demokratiet - folk er for nemme at narre.
Følger man amerikanske medier, vil man med en vis sandsynlighed have opdaget, at det end ikke handler om at 'bekæmpe den russiske trussel' mere..
Bid for bid rykkes fokus mod 'hovedretten' - opgøret med Kina. Så vidt er det kommet, at det mere end antydes, at Rusland skam blot går Kinas ærinde i Ukraine..
--
Der lægges i kakelovnen til et endeligt opgør:
Kampen om råderetten over ressourcer på en klode, der allerede vånder sig entydigt under menneskeslægtens vægt..
--
Jeg gad godt vide, i hvilket demokratisk forum den beslutning er blevet truffet?
Hvem er det, i sidste ende, der tydeligvis allerede - til entydig gavn for os enfoldige overforbrugere i vesten, naturligvis - allerede har besluttet, at det må og skal være en konkurrence, en kamp til - om nødvendigt - sidste blodsdråbe?
At dansen om de svindende ressourcer med nødvendighed skal være konfrontatorisk?
--
Som Rune Lykkeberg skrev i en for en gangs skyld klarsynet leder, forleden, er der i dag kun én krise, der egentlig betyder noget:
Den igangværende, vedvarende destruktion af vores fælles livsvilkår..
Det er ikke svært at forestille sig et menneske, der stillet over for en sådan eksistentiel krise - som sin første indskydelse - får den tanke at slå naboen ihjel.. Så rækker det hele trods alt lidt længere, ikke sandt..
Det er heller ikke svært at forestille sig, at det typisk er den slags 'dog-eat-dog'-mennesker, der lykkes med at komme til tops i både politik og erhvervsliv...og følgelig er det måske heller ikke så overraskende, at vi nu i snart sagt alle sammenhænge, er på vej helt ud over kanten..
..Mens intellektuelt mindrebemidlede mennesker, 'X-factor-segmentet', klapper taktfast til..Så får vi dog alligevel råd til den nye Iphone..