Det var et »politisk jordskælv« erklærede Grækenlands premierminister, Kyriakos Mitsotakis, efter parlamentsvalget søndag, hvor hans konservative parti, Nyt Demokrati, storsejrede.
Men jordskælv skaber omvæltning og forskydninger, og det, som valgresultatet i stedet signalerede, var, at intet har kunnet rykke på befolkningens opbakning til Mitsotakis.
Han blev ikke straffet af vælgerne for en skandale, hvor efterretningstjenesten – under tilsyn af hans egen stabschef og nevø – spionerede mod oppositionspolitikere og journalister. Ej heller af en togkatastrofe i februar, der kostede 57 mennesker livet, og som ellers blev set som symbol på en dysfunktionel stat.
At pressefriheden i Grækenland har fået de ringeste kår blandt alle lande i EU under Mitsotakis, har ligeledes ikke betydet noget. Det har de overvældende beviser for, at Mitsotakis-regeringen brutalt og illegalt tvinger asylansøgere retur over grænserne heller ikke.
Det er da ganske klart, at en politik, der styrker almen velfærd, vil vinde. Det tager jo også vinden noget ud af sejlene på den frygt, man kunne have i forhold til hans partis traditionelle rigmandspolitik.