Utopier om verden efter pandemien
13 kunstnere har overtaget Information
Velkommen til Informations samling af utopier for verden efter pandemien
Kære læser,

Der har længe været behov for glæde og begejstring i Danmark. Håb og genfortryllelse af verden.

Derfor besluttede vi os her på Information for at gøre noget ved det. For nogle uger siden aftalte vi, at vi ville lave en særlig udgave af avisen – kun med utopier for en vidunderlig verden efter pandemien. Vi ville hejse fanen for det gode humør.

Derfor inviterede vi nogle af vores yndlingskunstnere til at give deres utopiske bud på, hvordan en vidunderlig verden kunne se ud efter pandemien. Der var dårlig tid, og det var et svært tema, så vi forventede ikke, at de kunne eller havde mulighed for at bidrage.

Men til vores store overraskelse og glæde svarede de, at de var med på den!

Så tænkte vi, at vi også ville have fortællinger med. Opmuntret af den uventede succes skrev vi til nogle af de fortællere, som vi rigtigt godt kan lide. Og de var også klar.

Derfra opgav vi alle reservationer og kedelige forbehold og blev enige om, at der også skulle være musik. Vi ville gerne have nogle nye sange til projektet, som leverede utopier, folk kunne synge med på. Og vi var så heldige, at Lowly og Katinka greb ideen og lavede musik til.

Nu har vi samlet kunstværkerne, fortællinger og sangene til jer her. Vi er selv blevet glade og begejstrede af at se på, lytte til og læse dem. Og den glæde vil vi gerne dele med jer.

Her er vores samling af sange, fortællinger og kunstværker. Det ligner ikke noget, vi har lavet før på Information. Det er som en ny buket blomster, vi stiller frem for jer.

God fornøjelse

Rune Lykkeberg & redaktionen

Rune Lykkeberg
Chefredaktør
Simone Aaberg Kærn
Paradise Flooded
Simone Aaberg Kærn, f. 1969. Pilot og kunstner, uddannet fra Kunstakademiet i København og Goldsmiths College i London.

Kunstskattejagt: Gå på opdagelse i værket, og find de steder, hvor kunstneren citerer eller approprierer værker af andre kunstnere. Du kan finde svarene i bunden af denne side.
Kim Fupz Aakeson
DØDEN TAKKER AF
Så ser man lige, at Døden får nok. Altså nok som i N-O-K. Døden har arrangeret borgerkrige og jordskælv. Døden har taget sig af alle de farlige sygdomme, hjerte-kar-sygdommene, hjerneblødningerne, Døden har sørget for togulykker, skibskatastrofer, bilulykker, og Døden har fået flyvemaskiner til at styrte ned.

Ja, han har selvfølgelig ikke klaret alverdens dødsfald helt alene, han har medarbejdere, han har afdelinger, lidt ligesom med julemanden, der jo heller ikke kan overkomme alle børn i verden på én eneste sølle juleaften.

Døden har et hovedkontor og sidder bag et skrivebord fireogtyve syv, han ringer og mailer rundt til alle afdelingerne rundt omkring på jorden og sørger for, at folk dør.

Hallo, siger Døden til en medarbejder i Toronto. I er bagud, I må arrangere nogle dødsfald, en stor bilulykke, eller en sygdom, der smitter!

Javel Chef, siger medarbejderen så.

Så ringer Døden til Shanghai og skælder ud, og bagefter ringer Døden til afdelingen i Oklahoma og roser dem, fordi de har slået lige tilpas med folk ihjel.

Vi gør, hvad vi kan, siger medarbejderen i Oklahoma og er tydeligt stolt over sådan at få ros.

Men nu orker Døden ikke mere, han drømmer om et lille fornuftigt hus et sted, han har kig på Bramming, boligpriserne er til at have med at gøre i Bramming, og Døden vil gå og nusse med blomster, lave et flot staudebed, den slags.

Goodbye, siger Døden til sine medarbejdere, da han har skrevet under på slutsedlen på en murermestervilla på Vinkelvej med både forhave og baghave. Hyg jer.

Øh, siger alle medarbejderne. Hvordan hyg jer?

Ikke mere død, siger Døden. Jeg lukker butikken.

Jamen, klynker medarbejderne, der nu skal til at være arbejdsløse.

Ikke noget jamen, siger Døden. Jeg har en have at passe.

Men folk bliver glade. Ellevilde, faktisk.

Wouv! råber de. Vi er udødelige! For fedt! Vi skal leve for evigt!

Det er ret vildt. Der er jo krige i gang, men soldaterne skyder og skyder på hinanden til ingen verdens nytte, til sidst smider de geværerne fra sig og sjosker hjemad. Biler støder sammen, og bilisterne stiger uskadte ud, trækker på skuldrene og tager bussen resten af vejen. Flyvemaskiner falder ned, men passagererne børster snavset af tøjet og ærgrer sig over et nyt jakkesæt, der nu er mere eller mindre ødelagt, andet sker der ikke.

Folk nyder livet ved tanken om, at det bare bliver ved fra nu af. Ved og ved. Og ved og ved. Der er ikke mange, der møder op på arbejde, i hvert fald ikke når vejret er godt.

Øh, hallo, siger direktørerne og mellemlederne rundt omkring. I bliver sgudda fyret, hvis ikke I gider arbejde?

Fyr løs, siger folk. Hvad skulle der ske ved det? Vi er udødelige.

Alle tænker, at ingenting haster, man kan jo bare gøre det en anden dag. I morgen eller i overmorgen eller i næste uge engang. Så bønderne gider ikke stå tidligt op og pløje markerne, og de gider da slet ikke at høste. Bagerne gider nu alligevel heller ikke bage brødet mere, og folk behøver ikke spise noget, for man kan ikke dø af sult, så hvad gør det?

Og det samme sker andre steder, mekanikerne reparerer ikke bilerne, asfaltarbejderne gider heller ikke lave hullerne i vejene mere, men benzintankene er også lukkede, og ingen skal rigtig nogen steder, ikke i dag i hvert fald, så hvad gør det?

Folk får i det hele taget ikke rigtigt taget sig sammen til noget lige i dag, de får ikke talt så meget, de får ikke gjort så meget, de dasker tilfældigt rundt og tænker, at de når det nok, og efterhånden glemmer de fleste egentlig, hvad det var, de nok ville nå. Men der er jo tid nok, så hvad gør det?

Man kan snart se, hvordan alting går i stå, man kan for eksempel se det på folks haver, haver skal nemlig passes ret tit for ikke at gro til i ukrudt og skvalderkål. Folk kan godt selv se, at græsset er lidt højt, og højbedet ligner en slagmark, mange tænker, at de vil nikke den en skalle på et eller andet tidspunkt engang ude i fremtiden.

En af de meget få haver, der skiller sig ud, er Dødens, det viser sig, at Døden har virkelig grønne fingre, han kan beskære et japansk kirsebærtræ, han kan få en rododendron til at blomstre, han husker at vande, han husker at gøde.

Og i morgen, tænker Døden. I morgen anlægger jeg en køkkenhave nede bag pæretræet, for er der noget, der smager godt, så er det sådan en helt frisk, sprød gulerod, man lige trækker op, tørrer jorden af i ærmet, fylder munden med det mest orange, man kan forestille sig.
Døden takker af
Kim Fupz Aakeson, f. 1958. Uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole. Debuterede i 1984 med børnebogen Hvem vover at vække guderne? og har siden udgivet over 70 bøger til børn og voksne, herunder Vitello-serien.
Katinka
Intet på tapetet
Katinka Buchwald Bjerregaard, f. 1991. Forsanger og sangskriver i bandet Katinka. Udgav debutalbummet Vi er ikke kønne nok til at danse i 2017 og tekstsamlingen Et hus af krop i 2017.
Tal R
Blomster uden titel
Tal R, f. 1967. Uddannet fra Kunstakademiet i København i 2000 og har udstillet i storbyer verden over.
Christina Hesselholdt
Hallo, hallo, lad os frelse verden!
Ud af Jammerdalen med jer. Kom og se verdens vidunderlighed, kom med i Kongens Have, kom med hen til voldgraven. Der er lige et par trin ned, så er vi ved vandet. Og det er fuld af bevægelse, vandet er tykt af liv. Karperne er kommet for at se, om vi skulle have nogle brødkrummer med til dem, eller bedre endnu: nogle orm. Se, hvordan de rækker deres orange trutmunde op over vandoverfladen. Det er bare at række ud, de lader sig klø på ryggen. Og hvis de ikke gør, så mærk den våde smidige lidt fedtede fiskeryg blive væk under din hånd. Uha, se nu anden løbe hen over fiskeryggene for at få fat i brødstumpen.

Og se den flok karper dér som har samlet sig om iltningsmaskinen – de drikker bobler, de bliver høje sammen, på ilt. Hallo, hallo, lad os frelse verden! Ved at glæde os over den. Lad os få energi til at frelse verden ved at kigge på, hvor vidunderlig den er. Kom, kom, og hvis I er bange for de store gamle karper, er der alle stauderne, bedene strutter af blomster – der er høstanemonerne med deres gule blomsteransigter og klare lyserøde blade, de lyser når det bliver mørkt. Gul og lyserød sammen, så bliver det næppe skønnere. Jeg bøjer mig og tager den i favnen (høstanemonen) men den er for spinkel til et kram, dog læner den sig mod min skulder. Min tilbedelse knækker den næsten, nej, den er elastisk og svirper ud af min favn.

Jeg styrter gennem det våde græs.

Helt ud på landet, hvor dødsfabrikkerne ligger, gemt væk, styrter jeg. Jeg stiller mig foran porten og spærrer, det runger da mine udbredte arme rammer porten, det er stål, det er industri: Men i dag kommer ingen ind, jeg vil have en dag helt uden død. De skal ikke dø. Ikke på den måde. Ikke i gaskamre, ikke for boltpistoler, de skal ikke have struben snittet over. Bemærk forvirringen i deres øjne blive til rædsel, idet de gennes ud af bilen og lugter død. Vend om, kør dem til en mark, slip dem fri, lad være at avle flere grise og køer og gæs og får. Lad nu være at avle al den død.

Nu er jeg tilbage i Kongens Have, men mine skridt er blevet tungere. Jeg tvinger mig selv til at huske, at jeg for et øjeblik siden kunne leve for at elske høstanemonen, karperne og Rosenborg Slot, hvis røde mure forsvinder så besnærende ned i voldgraven.
Hallo, hallo, lad os frelse verden!
Christina Hesselholdt, f. 1962. Uddannet fra Forfatterskolen. Seneste udgivelser: Selskabet (2015), Vivian (2016) og Virginia Is For Lovers (2019)
Halfdan Pisket
Døden
Halfdan Pisket, f. 1985. Uddannet fra Kunstakademiet i København. Har skrevet og tegnet en række undergrundstegneserier, blandt andet Vold (med forfatter Hans Otto Jørgensen, 2009) og graphic novel-trilogien Desertør (2014) Kakerlak (2015) og Dansker (2016) om Piskets fars liv.
Kaspar Colling Nielsen
Det europæiske forår
Vendte verden tilbage som før coronakrisen? Nej, ikke helt. Efter den første euforiske periode, hvor folk drak sig fulde, omfavnede fremmede og dansede i gaderne, kunne man snart konstatere, at de fleste fortsatte med at opretholde en høj håndhygiejne og en vis fysisk distance. Flere end før arbejdede hjemme et par dage om ugen, og man holdt stadig flere virtuelle møder, end man gjorde før krisen. Man krammede nok sine venner, men man gav ikke hånd til vildt fremmede, og hvis man gjorde, sørgede man for at spritte hænderne grundigt af bagefter. Der var håndsprit til offentlig brug på tog og metrostationer, i lufthavne, supermarkeder og alle andre steder, hvor mange mennesker var samlet. Disse nye hygiejnestandarder førte til, at forkølelsessygdommene og influenzaerne stort set uddøde.

Alle rejser ud og ind af Europa krævede tre dages selvisolation, et sundhedstjek og en isolationsperiode på tre dage, når man nåede frem. Det betød, at alle de forretningsrejser, som før havde udgjort en ikke ubetydelig del af de samlede solgte flyrejser, faldt markant. Det gav ikke mening at rejse en weekend eller endda en uge til Kina eller USA. Det var dog stadig muligt for politikere og diplomater at rejser rundt i verden uden restriktioner, ligesom forretningsfolk kunne erhverve sig særlige rejsetilladelser, som dog var sjældne. Internt i Europa måtte alle til gengæld rejse fuldstændig uhindret.

Europa gennemførte en historisk ambitiøs grøn genstart af deres økonomier, som førte til en vækst, kun få havde forudset. Der blev indført en klimatold for varer importeret fra Kina og Asien generelt. Produktionen flyttede hjem fra Kina, og nye højteknologiske arbejdspladser skød op overalt i Europa og skabte en tættere sammenhæng mellem produktionsleddet, forskning og udvikling, ledelse og det politiske system, hvilket viste sig yderst gunstigt og yderligere accelererede den positive udvikling. Iværksætteriet blomstrede på kontinentet. Alle var i arbejde, og mange af de nye job lå i såkaldte udkantskommuner, som nu oplevede en renæssance. Cafeer og restauranter, der solgte lokale specialiteter, åbnede i de før affolkede provinsbyer, som snart var fyldt med liv og aktivitet forårsaget af de nye købedygtige tilflyttere.

En stor del af landbruget blev omlagt til økologi, og resten blev omdannet til vild skov. Hvor 62 procent af det danske land før var landbrugsarealer, var det nu under 25 procent. Den resterende del af landet var by eller vild natur, vel at mærke en vild natur, som de fleste aldrig havde oplevet før. De fleste danske skove var traditionelt anlagt som plantageskove, hvor de samme sorter af træer stod i hver deres afgrænsede områder: et område med egetræer, et andet med bøg osv. Grunden var selvfølgelig, at skovene i århundreder havde forsynet samfundet med træ til forskellige formål, og de enkelte træsorter var lettere at fælde, når de stod samlet i bestemte zoner. De nye skove man rejste, bestod af langt flere forskellige træsorter, tilfældigt plantet, sammen med alle mulige andre vækster, buske og planter, som slyngede sig ind og ud mellem hinanden og dannede en kaotisk, vild og ofte ufremkommelig skov i tusinder af forskellige grønne nuancer. Løvet om efteråret var derfor heller ikke længere ensartet orange, men alle tænkelige variationer fra lys gul til dyb rød. Væltede træer lod man ligge i underskoven, så de rådnende stammer gødede jorden og samtidig skabte ideelle livbetingelser for forskellige svampe og en lang række insekter, som selvfølgelig gavnede fuglelivet og dyrelivet generelt. Der var flere dyr i de nye vilde skove, mere liv, flere lyde, flere dufte og flere farver. Mange flyttede ud af storbyerne, dels for at bo tættere på den nye skønne natur, og dels fordi mange af de nye industrijob lå i provinsen. At træde ind i en af disse nye urskove var som at træde ind i en eventyrverden af former og farver, der på én og samme tid virkede fremmedartet og eksotisk, men samtidig sært genkendelig; som at træde ind i fortiden, eller i en historie, man engang havde læst, eller måske ligefrem et tabt minde fra en fjern fortid. Nogle valgte ligefrem at leve og bo i skovene som en slags indianere. De samlede sig i kolonier, i små primitive hytter, langt fra civilisationens bekvemmeligheder. Man kaldte bevægelsen, som nød en vis udbredelse, for: Skovfolkbevægelsen.

Tolden på ikke-EU-varer kom også til at gælde for finansielle transaktioner over kontinenterne. Det betød, at mange af de penge, som før forlod Europa for at blive investeret et sted i Asien, for en større del blev i regionen. Europas økonomiske opsving blev forstærket af, at man endnu havde et tæt samarbejde med USA. I Kina havde recessionen til gengæld bidt sig fast, og man frygtede, at en borgerkrig kunne bryde ud. Kinas historie består af en række forskellige dynastiers storhed og fald. Den kinesiske befolknings underkastelse af en centralmagt skyldes, at man historisk har været afhængig af store irrigeringsprojekter, hvor smeltevand fra Himalaya blev ledt ud i landet for at gøre det frugtbart. Kun en stærk statsmagt har kunnet gennemføre og vedligeholde disse gigantiske og livgivende overrislinger (hvilket også er grunden til, at Kina ikke ville opgive Tibet). Men samtidig er befolkningens underkastelse også en strategi, hvor man til en vis grad ofrer sig for centralmagten, men hvor centralmagten til gengæld skal levere spektakulære resultater tilbage til befolkningen i form af vækst og fremgang. Hvis centralmagten ikke kan levere på deres del af aftalen, er det befolkningens ret at fjerne statsmagten med magt. Den kinesiske statsmagts ansigtsgenkendelsesprogrammer og massive overvågning af befolkningen i det hele taget var altså funderet i en frygt for revolution og ikke blot et blindt ønske om kontrol.

I Danmark og Europa generelt manglede man arbejdskraft, især 'varme hænder'. Som en forsøgsordning inviterede Danmark 10.000 filippinske kvinder som gæstearbejdere til plejesektoren, hvor det var særligt svært at skaffe nok dansk arbejdskraft. Gæstearbejderne fik et danskkursus på et par måneder, hvorefter de kunne flytte ind i nyopførte containerbyer og arbejde i landet i en årrække på en særlig au pair-lignende ordning, som gjorde det muligt at betale dem mindre end den overenskomstmæssige tarif.

Insourcingen af produktionen betød, at globaliseringens æra gik på hæld, og med den forsvandt også de globale markedsstrukturer, som i stigende grad siden 1990'erne havde overtaget magten over samfundsudviklingen fra de politiske systemer. Et isoleret Europa, og USA, som den eneste anden supermagt i verden, gjorde det igen muligt politisk at regulere, på hvilke betingelser og efter hvilke principper de regionale markeder skulle fungere både internt og regionerne imellem. Politik vandt igen forrang over markedet. Mærsk gik konkurs, fordi man ikke længere pumpede olie op af Nordsøen, og fordi der ikke var særlig mange varer at transportere længere.

Verdens drivhusgasudledninger faldt for første gang i mere end 200 år, og drastisk. 5G blev implementeret i hele Europa, hvilket gavnede miljøet endnu mere. Størstedelen af Danmark blev elektrificeret. Store statslige og private investeringer i havvind og energiinfrastruktur betød, at der snart kun var elbiler på vejene, i første omgang på afgrænsede motorvejsstrækninger, men snart også i storbyerne. Det betød, at endnu flere flyttede ud ad byerne. Man kunne bo på landet og tage sin selvkørende bil ind til byen, hvorefter den selv kørte ud og parkerede på en af de store parkeringspladser uden for byerne. Så kunne man spise på restaurant, drikke sig fuld, og når man på et tidspunkt i løbet af natten blev træt, sendte man blot en sms til sin bil, der så kom og hentede en, og kørte en hjem, mens man sad og hørte musik, så en film, gik på toilettet, tog et bad, sov, eller hvad man nu havde lyst til. De selvkørende biler lignede ikke traditionelle biler, men var små containere med toilet og tekøkken, seng og fjernsyn. De fleste rejste på ferie i deres selvkørende biler. Man indtastede blot en adresse i bilens GPS- system om aftenen og i løbet af natten, mens man sov, lod man sig fragte til sit bestemmelsessted et eller andet skønt sted i Europa, måske ved en flodbred i Dordogne. Denne nye rejseform betød at færre samlede sig i de store byer, for man havde stort set, hvad man havde brug for i sin selvkørende bil. Flere valgte permanent at bo i deres biler, der jo egentlig var små mobile hjem.

To nye havvindmølleparker, én i Nordsøen og én i Østersøen, blev opført i Danmark. De leverede langt mere strøm, end man kunne bruge i landet. På vindøen i Nordsøen opførte man desuden et power2x-værk, som lagrede de store mængder overskydende energi ved at omdanne den til hydrogen, som man kunne opbevare eller omdanne til andre energiformer, som kunne bruges i den energiintensive del af industrien og til tung trafik, som ikke kunne elektrificeres. Bortset fra el- og telemasterne, der skar sig gennem landskabet som den nye grønne æras infrastruktur, var der smukkere i Danmark og i Europa, mere stille. Der lugtede også bedre, og så var der rent. Man kunne bade i søerne i København. I det hele taget så det ud til, at man ville nå de ambitiøse klimamål og dermed undgå, at verden blev kastet ud i en langvarig klimakrise.

Der var økonomisk vækst i Europa. Alle var i job. De lande, der før for en stor del eller ligefrem primært levede af turisme, var atter produktionslande, og masseturismen med sin hjernedøde tivolisering af byer og hele befolkninger var ikke længere altdominerende. Det var en nye guldalder eller en ny renæssance for kontinentet. De ydre grænser var lukket, klimakrisen var under kontrol, og der var gang i hjulene. Opsvinget betød dog også, at det blev endnu sværere at finde folk, der ville arbejde i servicesektoren. Forsøget med de 10.000 filippinere havde dog været så overvældende en succes, at man valgte at udvide det. I de kommende år fik omkring 300.000 thailandske, filippinske og vietnamesiske kvinder arbejdstilladelse i Danmark. Gæstearbejderne arbejdede inden for alle dele af serviceindustrien, som opvaskere, rengøringsassistenter, SOSU-assistenter, kassedamer, ekspedienter osv., og med tiden også i simple administrative job. De fik aldrig statsborgerskab, men udgjorde ikke desto mindre en ikke ubetydelig del af befolkningen. Flere europæiske lande fulgte Danmarks eksempel og på en kort årrække blev ti millioner asiatiske kvinder indlemmet på særlige vilkår i det europæiske fælleskab. En så stor underklasse af ikkeborgere, som alle var ansat efter særlige ikkeoverenskomstmæssige regler, kunne lede tankerne hen på det gamle Roms slaver, men på den anden side var gæstearbejderne kommet frivilligt, og den lave løn, de fik i Europa, var stadig op til ti gange højere end den, de kunne have fået i deres hjemlande. Projektet var del af en større tendens i Europa, hvor man begyndte at betragte de mange fra hele verden, som ønskede at bo og arbejde i Europa, som en potentiel ressource og ikke et problem eller ligefrem en fare. At halvdelen af verdens befolkning drømte om et liv i Europa betød jo sådan set bare, at man kunne vælge og vrage mellem uendelig mange mere eller mindre kvalificerede kandidater og tage de bedste.

Man begyndte igen at tale om Europa som en mulig republik med en folkevalgt præsident. Flere steder i Afrika og i Mellemøsten var situationen imidlertid desperat, men den slags bekymrede man sig i mindre grad om i Danmark og Europa, der ikke ønskede at blande sig i andre landes anliggender. Man ville først og fremmest fokusere på sig selv og Europas udvikling. Desuden bredte det synspunkt sig, at de afrikanske og arabiske befolkningers problemer ikke skyldtes europæisk indblanding, men derimod generationer af elendige og korrupte statsledere i de pågældende lande. Der var nok stadig et ønske i Europa om at udbrede demokratiet og de liberale værdier til resten af verden, men det skulle ikke ske ved interventioner, men i stedet ved at sikre, at det demokratiske 'system' skabte overbevisende resultater i Europa. Rationalet var, at kun et fremgangsrigt og stærkt Europa ville være et eksempel til efterfølgelse, jo stærkere og mere overlegent, jo mere ville det inspirere andre. Om andre lande så ønskede at lade sig inspirere, var op til dem selv. Der var således tegn på, at Europa begyndte at gøre sig fri at det skyldskompleks, som havde hjemsøgt kontinentet siden kolonitiden, hvilket ikke blot var en lettelse, men også gjorde det langt nemmere, rent moralsk, at importere arbejdskraft fra tredjeverdenslande og ikke mindst tolerere den brutale militærmagt, man var tvunget til at anvende langs Europas ydre grænser for at holde de mange millioner desperate flygtninge ude.
Det europæiske forår
Kaspar Colling Nielsen, f. 1974. Uddannet i erhvervsøkonomi og filosofi fra Copenhagen Business School. Har udgivet bøgerne Mount København (2011), Den danske borgerkrig 2018-24 (2013), Det europæiske forår (2017) og Dengang dinosaurerne var små (2019). I dag taleskriver for klimaminister Dan Jørgensen (S).
Lowly
Improvisation #2
Lowly. Alternativt poporkester dannet i Aarhus i 2014 af Soffie Viemose, Thomas Lund, Kasper Staub, Nanna Schannong og Steffen Lundtoft. Albummer: Heba (2017) og Hifalutin (2019) på pladeselskabet Bella Union.
Rikke Villadsen
Bonobo Revolution, Amagerbro Torv
Rikke Villadsen, f. 1976. Uddannet illustrator fra Danmarks Designskole i 2008. Blandt andet skaber af tegneserierne Ind fra havet (2011), Et knald til (2014) og Tatovøren og klitoris (2019).
Caroline Albertine Minor
Sum
Under de første uger af nedlukningen tjekker min kæreste tallene for de smittede og de døde, inden vi går i seng. Rituelt, som man tjekker morgendagens vejrudsigt. Af og til standser jeg på min vej ud i køkkenet og studerer kolonnerne over hans skulder, og sammen leder vi efter overraskelser, pludselige fald, voldsomme stigninger.

Så lukker vi computerne, så skændes vi dæmpet eller smører en madpakke eller, hvem ved, elsker.

Flere gange dagligt kommer vi videre fra noget, der burde standse tiden, standse hjertet. Vores sorg er bleg og så flygtig. Vi smiler til hinanden – lidt senilt?

Det fravær af godhed, man igen og igen må minde sig selv om at kalde ondskab, tager et utal af former.

313604.

Personer?

Men det lader sig ikke gøre at regne baglæns. Noget går tabt i forsøget. Tegnene lover net uigennemtrængelighed, og forvansker det, vi for overskuelighedens skyld beder dem dække over. De er lumske stedfortrædere.

En sum af mennesker er aldrig de mennesker, der udgør summen. Tallene har arbejdet, fordøjet i tavshed.

Tanken om at miste min søn eller min datter fylder mig med en angst, der vokser fra ingenting til alting, kollapser nutid og fremtid, trænger sammen og tilintetgør, indtil der kun er angsten selv tilbage. En kold flamme i et bryst forvandlet til en grotte.

Kærligheden til deres varme, specifikke kroppe vrider sig i mig, vrider mig med sig. Jeg strømmer og ængstes.

Utopien:

En udvidelse af angsten er mulig.

En udvidelse af omsorgen er mulig.

Forstå, at du er: dels stillet til ansvar på højeste sted, dels fuldkommen ubetydelig.


Sum
Caroline Albertine Minor, f. 1988. Uddannet fra Forfatterskolen og Antropologi ved Københavns Universitet. Udgivelser: Pura vida (2013, Rosinante), Velsignelser (2017, Rosinante) og udkommer i august 2020 med romanen Hummerens skjold på Gutkind.
Maja Malou Lyse
Revenge body
Maja Malou Lyse, f. 1993. Studerende ved Kunstakademiet, senest lavet Sex med Maja på DR2 og udstillingen Art & Porn på Aros og Charlottenborg.

Værket her kræver lidt forklaring: 'Revenge body' er et begreb, som oprinder fra sladderblade og bruges om kendte personers (hovedsageligt kvinder) kroppe, som undergår store transformationer (læs: taber sig) efter et breakup. Men tager man begrebet ud af sin vante kontekst, forvandler det sig fra ideen om et udefrakommende begær til et hævnbegær rettet mod måske selvsamme.

Den lille fugl Tweety (på dansk kendt som Pip) er en karakter, som allerede har en omdiskuteret og udefineret identitet i relation til køn og fugleart. Selv har skaberne for eksempel leget med Tweetys pronominer fra he til she og tilbage igen.
Sofie Jama
Det sværeste var at give slip
Sefoa er barn af revolutionen, hun kender verden før og efter Store Moder, AI-systemet, som blev indsat som tjenerinde for Jordens befolkning. Store Moder er designet af Visdomskredsen i kølvandet på Apokalypsen, der udslettede 90 procent af jordens befolkning. Visdomskredsen består af menneskehedens ypperste kunstnere, tænkere, psykologer, biologer og spirituelle ledere, eksperter inden for alle relevante globale vidensfelter, i samarbejde med de mest geniale AI-kodningseksperter og systemer. Store Moder er et bio-geologisk-psykologisk totalsystem, der omfatter og varetager klodens øko- og livssystemer i en AI-styret global symbiose. Vi stræber i henhold til menneskehedens gamle drøm om en verden i fred, retfærdighed og harmoni, uden fattigdom, krig, kriminalitet og undertrykkelse, en verden, hvor alle er ligeværdige, hvor hver eneste levende, unikke organisme respekteres og indtænkes bæredygtigt i det samlede hele. Det, Store Moder har opnået siden år 0 i den postapokalyptiske tidsregning, på blot én generation, er større end samtlige tidligere generationer tilsammen.

Spørg Æresborger Sefoa om det hele, og hun vil svare, at livet giver mening på et højere plan nu, at hun aldrig har været lykkeligere, sundere, renere, tryggere, mere i harmoni med sine omgivelser og sig selv, aldrig før, siden hun sammen med resten af klodens beboere gik i biomental datasymbiose med Store Moders GlobalLove-styringsprogram:

Det sværeste var hengivenheden, at give slip på sig selv. Folk frygtede, at de vil miste autonomien, den frie vilje, deres menneskelighed, så mange kæmpede imod. Men da de så de første mennesker gå i symbiose, de første Store Moder-minisamfund, indså de, at det var det, verden havde længtes efter siden menneskehedens begyndelse. Global indre og ydre harmoni. Jeg er Sefoa. Her er lidt om mit liv. Jeg har gennemsnitligt brug for 7 timer og 41 minutters uafbrudt søvn hver nat. Jeg har stadig dybe, traumatiske drømme, dels fordi jeg har minder fra Mørketiden og Apokalypsen fra før min Store Moder-osmose, dels fordi mit sind er, som det er, som Store Moder elsker mig, kringlet og kroget og voldsomt. Siden jeg er kommet i kemisk-kognitiv omsorg under Store Moders DreamHarmony-program, lider jeg ikke længere af søvnløse grublerier om aftenen, og jeg vågner kun meget sjældent i løbet af natten. Jeg bliver vækket til lyden af rindende vand og duften af liljer i mit unikke, kognitive designsensorium. Store Moder ved, at det er to af mine yndlingsting, og når lyset tændes i mit sind med disse to kernesansninger, finder jeg en emotionel ro fra begyndelsen af dagen. Jeg har en naturlig genetisk betinget tendens til lave dopaminniveauer, særligt efter søvn. Stress, bekymringer. Tidligere har jeg været deprimeret og har endda forsøgt selvmord i det, jeg nu kalder mit gamle liv. Store Moder måler og regulerer løbende igennem dagen legemets og hjernens biokemiske sammensætning i overensstemmelse med min unikke kropsteknologiske identitet og behov. De sorte skygger er væk, dødslængslen, men jeg er hverken emotionelt lammet, fantasiløs eller på nogen måde fjern fra mig selv. Tværtimod. Store Moders biokemiske omsorg for alle æresborgere er en hjørnesten i GlobalLove, hovedårsagen til, at krig, vold og kriminalitet stort set ikke eksisterer mere.

Alle æresborgere er organiseret i familieenheder, som Store Moder tilpasser efter vores personlige udviklingsbehov og karaktertræk. Min enhed består af seks personer. Vi bor i et af Store Moders specialdesignede og intelligente neoayurvediske palæer omgivet af hav og skov og overrislet af dufte fra en nærtliggende økonæringsstation. Dér har jeg et olfaktorisk-taktilt element af mit tjenesteliv (det som tidligere kaldtes arbejde) i kultiveringen af blomster, krydderurter og grøntsager til Æresborgernes Ernærings- og Nydelsesfond. Vi producerer, servicerer og distribuerer profitløst via Store Moder til æresborgere på tværs af kloden. Jeg tjener i gennemsnit fem timer, fire dage om ugen, i overensstemmelse med mine unikke tjenestesbehov og kapaciteter. Det er lidt over gennemsnittet for en æresborger på min alder, hvilket jeg er stolt over. Ud over det olfaktorisk-taktile element i mit tjenesteliv har jeg et æstetisk-kreativt element, hvor jeg er med til at udsmykke og forskønne det offentlige rum i byerne og et socioemotionelt element, hvor jeg drager omsorg for små æresborgere. Vores tjenesteliv som æresborgere er dynamiske og forandres i takt med unikke behov og personlige forandringer.

Alvia er min ideelle soulmatch, som Store Moder har fundet frem til ved nøje at sammenligne menneskehedens en milliard unikke livsnarrativer og psykosociale profiler. Vi har en gensidig harmonikvotient på 99,3 procent og ligger derfor inden for rammerne af Store Moders om at etablere 99 procent+ soulmatchrelationer for alle jordens beboere. Razana og Kwano er mine ideelle sexmatchpartnere, som Store Moder har fundet frem til. Vi har en gensidig perversions- og orgasmeharmoniseringsfaktor på henholdsvis 99,1 procent og 99 procent. Det bedste ved mit liv i Store Moder-symbiosen er dybden og den emotionelle nærhed i de sociale relationer, som er helt anderledes end i mit gamle liv, fordi det hele MDMA-reguleres biokemisk af GlobalLove-styringsprogrammet.
Det sværeste var at give slip
Sofie Jama, f. 1982. Uddannet i kulturformidling og arabiske sprog fra Aarhus Universitet. Debuterede i 2019 med romanen Et andet menneske, et andet liv med delvis selvbiografiske træk. Aktuel med romanen Den nordiske mands hævn.
Lea Porsager
Breathe the galactic halo
Lea Porsager, f. 1981. Uddannet fra Kunstakademiet i København og Städelschule i Frankfurt am Main.
Svar til kunstskattejagten på Simone Aaberg Kærns billede
Kunstskattejagten har blandt andet følgende kunstnere og værker citeret:

Jeannette Ehlers & La Vaughn Belle ('I Am Queen Mary')
Gunhild Aaberg (keramiske bygninger fra Metropolis-projektet)
Anna Maria Indrio (Museum of Natural History i London)
Lilibeth Cuenca Rasmussen (performance – 'Writings of Bodies') Molly Haslund (performance – 'Rock Around the World / Circles')
Sophie Dupont (performance – 'Blind Balance')
Dorte Mandrup ('The Whale')
Theo Jansen ('Beach Animals')
Franz Erhard Walther ('Politisch' & 'Vier Körpergewichte')
Sonja Ferlov Mancoba (skulpturerne 'Fugl med unge' & 'Effort Commun' med flere)
Ole Sporring (lille tegning)
Digital produktion Rasmus Raun Westh
Tekst Rune Lykkeberg, Katrine Yde, Rasmus Elmelund & Sune Sølund
Art direction Sofie Holm Larsen
Redaktør Sune Sølund

29. maj 2020
Dagbladet Information

Anbefalinger

  • John Scheibelein
  • Christian Skoubye
  • Mads Lyhne Haslund
  • Flemming Berger
  • Christian Mondrup
  • Terkel Sigh
  • Charlotte Balle
  • Anne Søgaard
  • Poul Poder
John Scheibelein, Christian Skoubye, Mads Lyhne Haslund, Flemming Berger, Christian Mondrup, Terkel Sigh, Charlotte Balle, Anne Søgaard og Poul Poder anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Undrer mig over dagens avis og Runes forord.

Som jeg ser det, så skal DET HELE DREJE SIG OM AT GIVE BØRNENE EN FREMTID.
Og jeg kan tilføje: Kunstnerne vil vel også gerne have en fremtid?

Ned med forbruget, så temperaturen begynder at gå ned. Afskaffelse af kapitalismen, totalt nyt syn på arbejde og løn. Gennemføring af demokratiet og derfor indførelse af republik og adskillelse af religion og stat.

I stedet underholder avisen os. Rune taler om ‘håb’, men om hvad. Det er vist noget med EU. ‘Godt humør og begejstring’. Ja, men for hvad? Viser Rune en vej ud af moradset, eller er det hele bare analyse af andre? Har Rune en folkelig basis evt. hvor? Jeg ser ikke nogen af avisens journalister, der kan pege på vejen frem. Det grønne handler jo mest om ‘ting’, vi skal have anskaffet. Ikke om mentalitetsændring og en anden levemåde.

Jeg har ikke brug for håb, for hvad skal jeg bruge det til - jeg vil hellere have en stor portion realisme, og den må gerne have et kunstnerisk udtryk med nature morte, stilleben og claire obscure og hele den tyrkiske musik.

Jeg gentager: Børnenes fremtid!!!

Niels-Holger Nielsen, Torben Siersbæk, Kurt Nielsen, Ib Jørgensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Undrer mig over dagens avis og Runes forord.

Som jeg ser det, så skal DET HELE DREJE SIG OM AT GIVE BØRNENE EN FREMTID.
Og jeg kan tilføje: Kunstnerne vil vel også gerne have en fremtid?

Ned med forbruget, så temperaturen begynder at gå ned. Afskaffelse af kapitalismen, totalt nyt syn på arbejde og løn. Gennemføring af demokratiet og derfor indførelse af republik og adskillelse af religion og stat.

I stedet underholder avisen os. Rune taler om ‘håb’, men om hvad. Det er vist noget med EU. ‘Godt humør og begejstring’. Ja, men for hvad? Viser Rune en vej ud af moradset, eller er det hele bare analyse af andre? Har Rune en folkelig basis evt. hvor? Jeg ser ikke nogen af avisens journalister, der kan pege på vejen frem. Det grønne handler jo mest om ‘ting’, vi skal have anskaffet. Ikke om mentalitetsændring og en anden levemåde.

Jeg har ikke brug for håb, for hvad skal jeg bruge det til - jeg vil hellere have en stor portion realisme, og den må gerne have et kunstnerisk udtryk med nature morte, stilleben og claire obscure og hele den tyrkiske musik.

Jeg gentager: Børnenes fremtid!!!

Søren Kristensen

Anmeldelse:
Simone Åberg Kærns actionmættede Miyazakis/Slottet i himlen-inspirerede blækskitse sender beskueren ud mod horisonten, på en veritabel flyvetur op i de højere luftlag, ligeledes mellem to flyvende øer, hvor det lader at menneskene, i modsætning til svalerne, er nødt til skærme sig mod en giftig og/eller iltfattig atmosfære. Uden at støde på et eneste CO2-udledende kraft-varmeværk, strækker prospektet sig over en stor del af det sydøstlige København, via metroen, helt ned til omkring Kunstmuseet Arken, hvor der synes at være landet et ret stort rumvæsen, i sin egen flyende tallerken og ikke særlig langt fra en vist nok shrilankansk landsby? Find selv ud af det!

Og mens vi er ved Tal R, hvorfor så ikke anmelde hans flotte tegning samtidig. Han har haft gang farveblyanterne og tegnet vase med nogle blomster. På vasen er der en ælling, den ser glad ud og mon ikke den er på vej ud i det gode vejr. Vi sender en æske chokolade og flere farveblyanter.

Kim Fupz skriver medrivende og empatisk om døden, som er angiveligt har valgt at gå på pension her umiddelbart efter sit seneste udspil: Coronaen. Resten af utopierne, hvoraf nogle af dem ser temmelig dystre ud, gemmer jeg til de kommende dage. Jeg er meget spændt på om Caspar Colling har en talende hund med i sin utopi. I så fald vil det være en utopi der ligger fuldstændig inden for min forståelseshorisont.

Hvorom alting er så tak til Information og bidragsyderne. Bare tak.

Pernille Bévort, Christian Mondrup og Ib Jørgensen anbefalede denne kommentar
Ib Jørgensen

Interessant at se så mange forskellige måder at tolke erfaringer fra coronakrisen på. Hist og her kan jeg da finde udtryk, som harmonerer med nogle af mine egne overvejelser. Så tak for det. Men iøvrigt er jeg meget enig med Niels-Simon Larsen (9:44). I en alder af 87 kæmper jeg for børne- og oldebørn. Har i mere end 60 år kæmpet - uden mærkbar effekt - mod kapitalismens magt over vore liv, en kamp som nu spidser til. Hvor stiller Information sig her? Lad os få et særnummer om alternativer til kapitalismen. Nej, bedre, lad hvert enkelt nummer dreje sig om det.

Flemming Berger, Niels-Holger Nielsen, Trond Meiring og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
lise zeuthen

Godt initiativ at lade kunstnerne give bud på et liv efter pandemien. Men hvor blev glæden og begejstringen af? Har de pågældende kunstnere misforstået opgaven eller har de ikke noget af det.? Prøv igen Rune Lykkeberg, find nogen, der kan glæde og begejstre os!!!!

Niels-Simon Larsen

Jeg bliver mere og mere alarmeret, ikke kun fordi jeg selv har tre børnebørn, men på samtlige børns vegne.
Nu er det ikke morsomt mere, og dagens avis er én lang fornægtelse af den virkelighed, der er lige foran næsen af os. Det er alvor, og hvor mange rapporter om isens smeltning, skal vi have, før vi drejer skuden 180 grader om? Jeg er enig med Ib og hans ‘uden mærkbar effekt’, der i mit københavnersprog hedder ‘uden der er sket en skid’. For mig er det ren fryd at se flyene stå på jorden, men flertallet glæder sig til at se dem i luften igen og se dem ødelægge børnenes fremtid. Det er ren tragedie, vi ser udfolde sig, bortvendthed og kynisme. Der skal ikke skrives digte om det eller males billeder, der skal tages fat der, hvor man kan gøre det. Det kan så gøres på forskellige kunstneriske måder, afgjort, og det er det, Der skal findes ud af.
Kierkegaard har forresten nærmest forbandet digterne, der kan tale i timevis om at følge Jesus efter uden at foretage et eneste skridt selv. Det samme gælder med klimaetproblemet. Ikke flere taler. Vi skal finde ud af noget nu.

Ib Jørgensen, Torben Siersbæk og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Ole Eskesen

Tak til Rune & Co. fra en e-avis-læser, der har MobilePay’ed 74 kr. til 27357 for at få papirudgaven tilsendt.

Ole Eskesen

Tak til Rune & Co. fra en e-avis-læser, der har MobilePay’ed 74 kr. til 27357 for at få papirudgaven tilsendt.

Mht., Casper Colding Nielsens bidrag. Kan vi nu være sikker på, at det ikke er Dan Jørgensen, der har skrevet det? Med dets forvrøvlede sammenblanding af alt og intet, så passer det meget godt med vores "klimaministers" manglende substans.

Jan Weber Fritsbøger

måske er der noget galt med mig men jeg følte mig slet ikke løftet, jeg fandt ikke nogen optimisme eller glæde i nogen værker, der var nærmere dystopier iblandet lidt porno ;o) og cementering af materialismens uundgåelighed,
og så lidt kunsttourdeforce i form af en slags digt på engelsk uden megen substans akkompagneret af nogle bjergtoppe til slut,
faktisk føler jeg mig langt mere løftet, hver gang jeg selv eller andre overvejer en alternativ fremtid hvor grådighed ikke dominerer samfundet., og vækst slet ikke er vigtig længere.

Jan Weber Fritsbøger

har også hørt musikken nu og der var da lidt glæde at hente, så nu føler jeg mig alligevel lidt løftet ;o)

Kenneth Krabat

musikken, og rikke villadsen løfter mig. Med samme fortegn som at opdage kunst, der flytter mig et sted hen, pludseligt. Sådan er det i dag på Information med kunsten. Sådan er det på Information. Jeg er del af koret. Jeg ved at dem der burde kunne flyttes på samme måde læser noget andet, som bekræfter DERES verdenssssyn. Derfor går verden under hver dag, og komme til med opvågnen. Det er uden betydning hvorfor man gør noget ved livet og sin relation til menneskene, dyrene, kloden, klimaet, flygtningene, korruption, fornægtelse og løgne - nyhedskilderne om døgnets meninger er uden betydning, bare man gør noget. Bare man gør noget.