Både regeringen og Socialdemokraterne og SF har i sommerens løb fået øje på de enorme pengetanke, der rummer danskernes pensionsopsparing. Men før politikerne kommer for godt i gang, er det værd at slå fast, at pengene tilhører fremtidens pensionister og enhver investering af pengene, som giver et lavere afkast end normalt eller investeres mere risikofyldt, betales af dem, som i fremtiden skal nyde godt af pengene.