Vi lever i den yderste udkant af et århundrede, der har været domineret af en tysk besættelse og af socialdemokratiet. Den tyske besættelse er formelt ophørt, men socialdemokratiet har endnu ikke meldt udsolgt
UTOPIER
Hvorfor hopper vi egentlig på den gang efter gang efter gang? Gimmicken i dansk politik: at det er afgørende for landets skæbne, om vi får en borgerlig regering, der trækkes mod midten af CD, eller en socialdemokratisk regering, der hives samme sted hen af de radikale? Eller at det er dybt betydningsfuldt, om Ivar Hansen eller Birte Weiss bliver formand for folketinget?
Det er naturligvis pudsigt, at afgørelsen denne gang har ligget hos færingerne, der er sure på os og helst vil løsrive sig, og ekstra løjerligt, at den ene færing gerne vil blande sig i alt muligt, mens den anden mener, at han bør forholde sig passiv - hvorved han overlader valgpladsen til sin politiske modstander...