Hvis et ultimatum - med trussel om magtanvendelse - trodses af adressaten, har afsenderen ikke anden mulighed end magtanvendelse. Hvis NATO ikke skred til militær aktion, in casu luftbombardementer af militære mål i Jugoslavien, ville den jugoslaviske (serbiske) diktator Milosevic have frit spil til at fortsætte sin blodige, etniske udrensningspolitik i Kosovo, og vestmagterne - ikke blot USA, men de europæiske lande, der på det diplomatiske plan har engageret sig særdeles aktivt i Kosovo-spørgsmålet - ville miste enhver troværdighed...