Der banker et socialt bevidst og nuanceret hjerte i den fremragende Utøya-serie ’22. juli – Dagen der ændrede Norge’. Man ser ikke selve udåden, men følger og føler efterdønningerne fra terrorangrebet langt ud i samfundets forgreninger. Og dermed skaber serien et monument, som man kan bearbejde sorgen ved
Fire overlevende fra Utøya-massakren mødes i dokumentarfilmen ’Rekonstruktion Utøya’ med 12 jævnaldrende i et filmstudie for at rekonstruere de overlevendes oplevelser dengang i 2011. Det er dog de overlevendes fortælling, og ikke selve rekonstruktionen, der gør indtryk
To film om 22. juli 2011 har haft premiere i år, men Lara Rashid, der var til stede på Utøya og mistede sin storesøster, mener at begge film udelader vigtige elementer og ikke fokuserer nok på Anders Behring Breiviks politiske motiver
Paul Greengrass tager fat om ondskabens rod og viser mennesket i monstret i ’22 July’, der i dag har premiere på Netflix, og som handler om Anders Behring Breiviks angreb på Oslo og Utøya og den efterfølgende retssag
Kjærstad gennemlyser i sin nye roman den proces, hans norske landsmænd gennemgår efter Utøya, fra uskyldstabet over hele følelsesregistret af bestyrtelse, raseri, hævntørst og had til fascination, nyfigenhed og ’sorgporno’
Jan Kjærstad har brudt et tabu og skrevet en stor roman om massakren på Utøya og bombesprængningen i det norske regeringskvarter i 2011, men med en parallelforskydning af virkelighedens omstændigheder og personer
Ny film om angrebet på Utøya vælger med sin fiktionsform at holde respektfuld afstand til de enkelte ofre, men har ikke desto mindre en markant dokumentarisk effekt, idet den er skrevet på baggrund af vidnesbyrd og optaget i realtid
Erik Poppe vil med sin film om angrebet på Utøya tage fortællingen tilbage til ofrene. For de var gledet ud af fokus og dermed mistede det norske samfund også blikket for det, angrebet handlede om: Politisk vold og den trussel fra højreradikalismen, der ikke bare var på Utøya, men er til stede i hele Europa
Matias Faldbakken tog røven på den litterære offentlighed i 00’erne med sin romantrilogi ’Skandinavisk misantropi’. Knap ti år efter er den norske billedkunstner igen aktuel med et kammerspil af en roman – om europæiske dyder og traditioner. Formen er mere afdæmpet, men målet er fortsat avantgardistisk og uregerligt
Naboklager har sat en foreløbig stopper for opførelsen af det planlagte mindesmærke over ofrene fra Utøya. Mens Norge vil huske, vil naboerne helst bare glemme. Men i en vis forstand har tragedien allerede fået sit monument
To film om 22. juli 2011 har haft premiere i år, men Lara Rashid, der var til stede på Utøya og mistede sin storesøster, mener at begge film udelader vigtige elementer og ikke fokuserer nok på Anders Behring Breiviks politiske motiver
Paul Greengrass tager fat om ondskabens rod og viser mennesket i monstret i ’22 July’, der i dag har premiere på Netflix, og som handler om Anders Behring Breiviks angreb på Oslo og Utøya og den efterfølgende retssag
Der banker et socialt bevidst og nuanceret hjerte i den fremragende Utøya-serie ’22. juli – Dagen der ændrede Norge’. Man ser ikke selve udåden, men følger og føler efterdønningerne fra terrorangrebet langt ud i samfundets forgreninger. Og dermed skaber serien et monument, som man kan bearbejde sorgen ved
Norske aviser er blevet kritiseret for at være feje, fordi de ikke bragte billeder fra terrorangrebet på Utøya. Men der findes kun få billeder, der dokumenterer, hvad der skete på Utøya. Norske fotografer tog ikke nogen af dem
Ny film om angrebet på Utøya vælger med sin fiktionsform at holde respektfuld afstand til de enkelte ofre, men har ikke desto mindre en markant dokumentarisk effekt, idet den er skrevet på baggrund af vidnesbyrd og optaget i realtid
Kjærstad gennemlyser i sin nye roman den proces, hans norske landsmænd gennemgår efter Utøya, fra uskyldstabet over hele følelsesregistret af bestyrtelse, raseri, hævntørst og had til fascination, nyfigenhed og ’sorgporno’
Naboklager har sat en foreløbig stopper for opførelsen af det planlagte mindesmærke over ofrene fra Utøya. Mens Norge vil huske, vil naboerne helst bare glemme. Men i en vis forstand har tragedien allerede fået sit monument
Matias Faldbakken tog røven på den litterære offentlighed i 00’erne med sin romantrilogi ’Skandinavisk misantropi’. Knap ti år efter er den norske billedkunstner igen aktuel med et kammerspil af en roman – om europæiske dyder og traditioner. Formen er mere afdæmpet, men målet er fortsat avantgardistisk og uregerligt
