Læsetid: 12 min.

Blåbærtærten havnede i den gale hals

Martin Kongstad var over 30 år, da han begyndte at tænke over livet. Da havde han gennemlevet 70’erne med de kulturradikale i Kartoffelrækkerne, 80’ernes nætter med sortklædte desperadoer og lalleglade popdrenge – og brugt 90’erne på at finde ind i mediebranchen. Han har aldrig mødt så små mennesker som på den akademiske venstrefløj. ’Blåbærtærte-socialister,’ vrænger han
18. marts 2006

His name was Rico. He wore a diamond. Barry Manilow, Copacabana .

"OK, Martin, så er det afgjort." Fyren starter sætningen råbende tværs gennem People Groups kantine. Han gentager, da han kommer tættere på. Han har afbrudt Martin Kongstads talestrøm om hans opvækst i 70'ernes København.

"Martin. Så er det afgjort. Copacabana med Barry Mannilow er verdens bedste sang." Fyren griner begejstret, mens han slår et håndkantsslag i luften for ligesom at markere, at den gamle schlager altså er verdens bedste sang. Han har et par hvide høretelefoner stikkende ud fra hvert øre. "Jeg har hørt den 19 gange på vej herind."

"Ja, den er fed," svarer Martin Kongstad tørt.

"Jeg har downloaded den lange version på syv minutter med percussion-solo og det hele. Det er er verdensklasse."

Uden anden intro eller outro forsvinder fyren nynnende gennem kantinen igen. Martin Kongstad sidder lidt og kigger ud i luften.

"Ja." (Pause) "Hvor var vi? Jeg har altid været drevet af lyst og mere eller mindre altid gjort, hvad der passede mig," begynder Martin Kongstad igen.

Martin Kongstad er vokset op i Kartoffelrækkerne i det indre København. I et miljø af kulturradikale venstreorienterede akademikere, der alle havde de rigtige meninger om de rigtige ting. "Blåbærtærte-socialister-, som Kongstad kalder dem, med henvisning Irma's blåbærtærte. Han vrænger det ud, når han siger det. "Blåbærtærte-socialister."

Det er i det miljø, de fleste af hans skriverier tager sit udgangspunkt: "Hvis jeg ser på mange af de ting, jeg har skrevet, har det drejet sig om blåbærtærtesocialisterne og deres børn; altså mit eget miljø. Jeg har skrevet om børnenes ensomme kamp for at finde en mening med det hele; om den forlorne åndelighed og de stadig vildere eskapader udi trøffelolie og finere havebrug," fortæller han og udpeger sit næste mål.

"De voksne; den akademiske rødvinsklasse, er jeg ikke færdig med endnu. De trigger mig til stadighed. Dels har jeg mødt så mange mennesker i små, fedtede sko blandt såkaldte socialister; dels er jeg skeptisk overfor hele det akademiske miljø og alle deres ord. Viden bliver i de kredse meget ofte brugt som status og selvhævdelse og ikke til at berige andre med. De mest intolerante mennesker, jeg har mødt i mit liv, har tilhørt den akademiske venstrefløj."

Martin Kongstads karriere er vild og mærkværdig. Han har indspillet film, lavet tv og reklamer, skrevet bøger og teaterstykker. Han er dog bedst kendt som autodidakt skribent med en personlig skrivestil, hvor det ofte er svært at skille fiktion og fakta.

Seneste har han arbejdet som klummeskribent for Politiken, hvor han uge efter uge leverede spydige Short-storys om sin egen generation. Den, der engang blev kaldt X, og som efterhånden har rundet 40.

"I starten af 80'erne hang jeg altid ud på det, der hed Musikcafeen. Jeg ville gerne være trommeslager, så hver aften hang jeg dernede. Dengang var det muligt at få bistandshjælp som en slags skjult hvad-skal-jeg-blive-til-støtte," fortæller Martin Kongstad og prøver at stadfæste den dag, hans karriere startede.

"En aften fandt jeg et eksemplar af musikmagasinet GAFFA, der dengang kun udkom i Århus. Jeg havde lige taget en masse speed, og det gjorde, at jeg, da jeg læste det her blad, tænkte: 'Det her kan jeg gøre bedre'. Jeg havde ikke en skid at have det i. Jeg havde aldrig rigtig skrevet. Jeg vidste bare, at jeg kunne."

Høj på stoffer løb Martin Kongstad hjem fra Musikcafeen og fandt en blok papir. Han flåede den bagerste papskive af, og malede et stort billede med fedtfarver henover det. På bagsiden skrev han en ansøgning til det århusianske musikblad, hvor han lovpriste sig selv.

"Jeg havde intet at have det i, men da jeg var færdig, tog jeg et stykke pap mere og gjorde det samme på den. Jeg postede dem begge to, og så løb jeg ned til Montmartre for at gå i byen."

På det tidspunkt var Martin Kongstad 21. Snart blev han stjernenavn på GAFFA.

København i start-80'erne var præget af skarpt adskilte grupper, der ikke kunne udstå hinanden. Ofte rubriceret efter forhold til byens beværtninger.

"Jeg var én af de meget få, der var med i mange grupper på en gang. Jeg var blandt andet sådan en slags luksus-BZ'er. Min lillesøster var hardcore BZ'er, og hun var med i Allotria (det besatte hus på Nørrebro, hvor beboerne flygtede via en underjordisk tunnel, da politiet ville rømme det, red.). Rent politisk var jeg på deres side og var også med til deres demoer. Jeg fik også bank af panserne engang."

På samme tid var Kongstad det, han kalder en 'Montmarte-flipper'. Montmartre var på det tidspunkt en natklub i København for alle dem, der godt kunne lide funk, disco og pop.

"Grupperne var markant adskilt. Montmartre var for popdrengene og poppigerne. Det var livsglad musik, det var kyllingesandwich og slagbas, og det gjaldt om at ligge tight på lilletrommen og ryste vittigheder af sig. På Floss kom de sortklædte, de søgende, de mutte og desperate, og jeg kan huske, at jeg i momentet var fuldt bevidst om, at det var i de sortklædte kredse, der for alvor skete noget dengang. Men det var også et meget mere lukket miljø. Man var skeptisk overfor nytilkomne, og når jeg dukkede op derinde på Floss i min cottoncoat og min Marco Polo sweatshirt var der ikke ligefrem pluspoints i luften."

"Måske kan man sige, at de sortklædte kredse var overvejende befolket af mennesker, som erkendte, at de ikke havde det særlig godt eller forsøgte at prætendere noget lignende, mens Montmartre-kredsen var for mennesker, som enten bare var født lalleglade og henrykteeller, som det var tilfældet for mig, forsøgte at holde barndommens gru på afstand ved at danse på bordene."

– Hvor følte du dig mest hjemme?

"Jeg havde det klart bedst i popkredsene, men jeg følte mig virkelig draget af det sortklædte miljø, selv om jeg havde svært ved at falde ind der. Jeg tænkte sgu ikke på at tage mit eget liv – det gjorde jeg faktisk ikke. Ikke at jeg havde det godt – slet ikke, men jeg var ikke så langt ude. Jeg troede, jeg havde det godt, men det havde jeg ikke."

– Var det en hård livsstil?

"Ja. Der var mange stoffer, og vi drak altid guldøl. Det gjaldt både den ene og den anden kreds. Folk drak som sindssyge og tog bunker af stoffer. Vi kunne aldrig drømme om at drikke en almindelig hof. Det var altid elefant-øl eller sort guld. Ja, og så siden hen Budweiser som var den første smarte øl. De færreste havde råd til at tage coke. Det kostede 1.500 grammet. I dag koster det omkring de 600. Det var hærg. Og altid tre, fire, fem dage om ugen."

– Hvad betød det politiske miljø på det her tidspunkt?

"Det traditionelle, politiske liv var decideret usexet. Jeg forsøgte mig lidt i studenterpolitik, men følte mig omringet af mennesker, som ikke blev budt op til dans, når der var fest. Jeg er vokset op blandt mennesker, som mente en hel masse politisk og troede fuldt og fast på, at de kunne ændre verden ved at tage en varm sweater på og gå gennem byen med et banner over sig. Det troede jeg ikke. Og sådan var der andre, der havde det. Det er lidt hårdt at sige, at en hel generation svigtede det poltiske liv, men det var vel i realiteten, hvad der hændte."

80'erne sluttede allerede i 1984 for Martin Kongstad. Helt præcist den 19. april. Det var den dag, 80'erne blev en parodi på sig selv.

"Jeg har sådan en tese om, at 80'erne sluttede den 19. april 1984. Der åbnede Krasnapolsky. Den åbnede som en 80'er-bar. Den var lige efter tidsånden. Kold, narcissistisk og man kunne stå hele vejen rundt om baren og se på de andre. De var én stor cool cat-walk. Fra dag ét var den bar en frase over 80'erne og folk, der dyrkede weltsmertz uden at have nogen som helt smerte. Det var der masser af derinde. Falsk og påtaget. Det var på mode at have ondt i livet og se sur ud. Carsten Jensen stod der inde og så så sur ud, du ville tro, at det var løgn, hvis du så det i dag." I

løbet af 80'erne slog Martin Kongstad sit navn fast som en førende rockskribent. Han kendte alle i miljøet og skrev i de mest toneangivende magasiner. Da Euroman startede i 1992, blev han musikredaktør. Siden blev han fastansat og hovedinterviewer for bladet, hvor han blev kendt for at lave grænseafsøgende interviews. Han fulgte de interviewede i dagevis og forsøgte sig med alle mulige former.

"Jeg følte mig egentlig ikke særlig godt tilpas i rollen som journalist. Kun hvis jeg udfordrede rollen så meget, at jeg kunne få lov til at fiktionalisere det eller skrive i meget stærk jeg-form. Derfor tænkte jeg til sidst, jeg måtte begynde at skrive mine egne ting. Og det har jeg så prøvet siden med blandet held."

Desuden har Martin Kongstad været tv-tilrettelægger på programmer som Master Fatmans talkshow Frank of Denmark og senere interviewserien Sådan er mænd. I dag arbejder han på en roman om en mand, som sætter sig for at afsløre den akademiske venstrefløjs hykleri og overmenneske-mentalitet. Sideløbende tjener han til livet ved at skrive for forskellige blade og lave manuskripter til reklamefilm.

"Der kan være noget meget kynisk over mediebranchens måde at bruge folk på. Særligt tv, synes jeg, er klamt på det område, og der er virkelig langt mellem de hæderlige folk i den branche," siger han og langer ud efter journalisters generelle galoperende selvværd.

"Som en af mine venner sagde til mig efter en 50 års fødselsdag hos en kendt tv-journalist. 'Jeg fatter ikke, hvordan folk med en jysk mellemlang uddannelse kan få så opblæst et selvværd' – og det synspunkt er jeg helt enig i."

– Hvordan?

"Når man skriver om rock, så føler man sig lidt som en rockstjerne, og hvis man skriver om finans, så føler man sig lidt som en børsspekulant. Som mediemenneske har man jo direkte adgang til de allerhøjeste kredse uden nødvendigvis at have ballast til at være der. Du kan få lov til at interviewe Anders Fogh og tale direkte til ham, hvis du sætter dig for det. Du kan komme backstage til de største stjerner og VIP-fester. Jeg har mødt alle mulige stjerner som journalist, og jeg kan huske, at da jeg mødte Bowie, tænkte jeg på, hvor mærkeligt det var, at jeg kunne sidde der uden at have lavet noget, der på nogen måde kvalificerede mig til det. Det er underligt, og det kan godt afspejle sig i den måde, mediefolk er på. De har adgang til 1. klasse, men selv befinder de sig i virkeligheden noget lavere. Det kan virke sådan lidt latterligt," siger han og eksemplificerer:

"Jeg har engang hørt en kendt radio- og tv-vært, som jeg ellers respekterer meget højt, forsøge at score en pige på, at han havde stået i en kø med George Michael. Og det er måske et meget godt billede på mediebranchen."

I de senere år har Martin Kongstad i en række klummeserier beskrevet sin egen generation. I spiddende fortællinger om en overfladisk gruppe mennesker, der ikke rigtig mener noget om andet end mad, rejser og nye restauranter, har han af og til stødt folk på manchetterne. Og det er, fordi de rammer, mener han.

"Min generation har været en meget æstetisk generation. Frem for at diskutere Socialdemokraternes tilstand, diskuterer man, hvordan trøffelolie og parmesanost passer sammen. Der er blevet brugt uendelig meget tid på kokke og mad, og min egen lille tese om det er, at det på en eller anden måde er blevet gjort til en lovlig overspringshandling. Frem for at forholde sig til livets tomhed, så kaster man alt sin energi ind i mad. Mad er jo per definition godt og sundt at gå op i. Det er ikke særlig fint at se meget tv, men det er meget fint at lave meget mad."

I en klumme i Politiken er dette billede karikeret ud i det groteske. Her befinder Martin Kongstad sig til et grillparty hos nogle venner, hvor der pludselig dukker en af hans bekendte op, som han ved mener noget om samfundet.

Direkte flov over ikke at mene noget, forsøger han at redde selskabet ved at fortælle om sin barndoms skilsmissehistorie og starte en diskussion om feminismen. Det hele ender dog i en fiasko for ham, hvor hele selskabet rejser sig og taktfast råber 'rucula'.

"Lige den klumme er inspireret af Lotte Svendsen (filminstruktør, red.). Den handler om nogle mennesker, der taler om nogle åndelige ting på en lidt overfladisk måde. Lidt om noget yoga og lidt om mad og uopdagede rejsemål. Det har de det ikke dårligt over, men mit alterego får det dårligt, fordi der kommer den her Lotte Svendsen-kvinde ind, som rent faktisk mener noget. Men det er kun, fordi hun er der, han har det sådan. Ellers havde jeg talt med om de uopdagede rejsemål."

– Hvorfor er din generation tilsyneladende så overfladisk?

"I Kartoffelrækkerne, hvor jeg voksede op, havde folk sindssyg mange klistermærker på bilerne og dørene, hvor der stod om alt muligt, man skulle støtte og gøre og ikke gøre. Jeg så så meget hykleri. Der var så mange, der sagde noget og gjorde noget andet. Og det er en af de vigtige grunde til, at jeg aldrig er gået ind i politik. De boede i de her dyre huse og talte om folk, der boede syd og vest for byen i nogle kvarterer, de aldrig kunne drømme om selv at komme i. Jeg har aldrig købt den der med, at det kan man sagtens. Jeg har altid synes, det var noget fup. Hvis man tog det med at være socialist alvorligt, måtte man vel foregå med et godt eksempel selv og være generøs og givende, og det, syntes jeg, langt fra altid var tilfældet. De eneste på venstrefløjen, der efter min mening levede det, de sagde, var DKP'erne. Dem kunne man regne med. Kystbanesocialismens hykleri har gjort, at mange af mine bekendte har haft det svært med venstrefløjen. Jeg mener stadig, at Kim Larsen har betydet mere for socialismen i Danmark end VS."

– Hvordan har du oplevet det at blive ældre?

"For fem år siden havde jeg ikke selv fået børn. Der var jeg desperat, når jeg var sammen med mine venner, der var så etableret med hus og børn. Jeg synes ikke, der blev talt om noget som helst, der gav mening for mig. På det tidspunkt var jeg meget optaget af, at man skulle bevæge sig hele tiden, for ikke at blive bitter. Jeg var meget optaget af at holde mig åben. Og nu sad mennesker, jeg før syntes var sjove og interessante, og talte om oliefyr og havefliser. Det, synes jeg sådan set stadig væk, er kedeligt. Der tales for meget om børn, synes jeg. Og om alt muligt, man kan købe. Alt du kan eje, som et hæsligt og hjernedødt slogan siger det."

– Hvordan mødes du med dine venner i dag?

"Som årene går bliver det en stadig større kamp at mødes med sine venner og få noget meningsfuldt ud af det. Det bliver sværere at få spurgt om nogle væsentlige ting og sværere at høre om, hvordan det egentlig går. Hvis jeg skal have en sund og givende daglig omgang med mine venner, må jeg enten bo sammen med dem eller arbejde sammen med dem, så det forsøger jeg nu at nå frem til."

– Er det blevet sværere at finde en mening med livet?

"Nej, det synes jeg ikke. Meningen med livet er at blive sig selv, og det, synes jeg, efterhånden, jeg er blevet. Derudover er der en række ting, som giver umiddelbar mening: Fodbold i maj, at grine, børn, at bade i havet, kærlighed og de fleste solsorte."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu