Læsetid 10 min.

Mikael Bertelsen: Jeg er enormt afhængig af andre mennesker

24. juni 2005

Hver morgen meget tidligt cykler Mikael Bertelsen de 14 kilometer fra sit hjem til TV-byen. "Jeg har en lille computer på min cykel, som både kan måle min puls og hvor lang tid, det tager. Og hvis jeg lige inden, jeg tager af sted, tænker igennem, hvad det er, jeg skal i dag, og hvis der er noget af det, som jeg synes er spændende, noget, som skal løses eller opfindes – så kan jeg cykle meget hurtigere. Det er helt ubevidst, men jeg har lagt mærke til, at jeg er meget hurtigere fremme, hvis jeg glæder mig," siger den 37-årige programredaktør på DR2.

– Hvad er det så, der tænder dig sådan?

"Jamen, det er da ikke ringbindene eller regnearkene, der har en magnetisk tiltrækning på mig. Det er, at jeg taler med så mange mennesker hele tiden. I virkeligheden kan jeg bedst lide at gå op og ned ad gangene. Og da jeg for nylig passede receptionen i TV-byen en halv time, fordi receptionisten Anders, som jeg er blevet lidt venner med, lige skulle ud at købe frokost, havde jeg den bedste dag på arbejde i lang tid."

"Jeg havde jo oplevet, at det her nye lederjob, jeg har fået, var lidt hårdt, og at jeg ikke rigtig kunne finde ud af at sætte mit præg på det."

"Men dernede i receptionen fik jeg virkelig noget fra hånden. Alle skal jo forbi der, så jeg fik fundet på titler til programmer og truffet aftaler med folk, som i min kalender måske ville svare til 20-25 møder," ler Mikael Bertelsen.

"Min kone Malou Aamund, som er ansat i IBM, siger, at det har været på mode i USA blandt topchefer i mange år – det hedder 'management by walking' og handler dybest set om at snakke med andre mennesker. Og der troede jeg lige, at jeg havde fundet ud af noget originalt ..."

Jo, han har mindst er par ræve bag øret, Mikael Bertelsen, et af radioens og fjernsynets mest talentfulde og underfundigt satiriske talenter i nyere tid. Nu er han gået om på den anden side. Over til chefredaktionen, hvor afgørelserne træffes: Om det er Drengene fra Angora, der skal folde sig ud, eller et af de flere hundrede andre projekter og løse ideer, der lander på hans bord.

Sidste år blev manden, der har slået sine kreative folder i Danmarks Radio, siden han var 23, gjort til chef i DR2. En lang, lang rejse fra Børneradioen til det administrative skrivebord.

– Men du er jo et kreativt menneske. Kan du trives uden at bruge den side af dig selv? Og er det meningen med dit korte liv at administrere?

"Det ansvar, jeg har taget nu, og som jeg oplever som meget stort og heller ikke altid kan bære, handler meget om min egen historie i Danmarks Radio."

"Jeg forstår ikke helt, at man havde overskud til at vurdere, at jeg kunne noget, dengang jeg sendte 100 ideer ind til Børneradioen. Jeg troede nemlig ikke selv, jeg kunne noget og havde et meget lavt selvværd, fordi jeg havde været arbejdsløs nogle år."

"Så kom jeg ind og oplevede, at der var mennesker, der troede på mig og havde tålmodighed til at lade mig udvikle mig langsomt og lave fejl undervejs. Og det er utrolig vigtigt, især i dag, hvor både fjernsyn og radio er blevet så utålmodigt og handler så meget om, hvorvidt det kan svare sig – lige nu og her."

"Så selv om jeg savner det, jeg lavede før, må jeg sige, at man jo altid kan gå ind og skyde sig selv af og få megen respons på sin egen person, blive bevidst om og rendyrke sine virkemidler. Det holder jeg meget af, så meget, at jeg nok skal lave det også om 20 og 30 år. "

"Men lige nu har jeg måske ikke så meget at fortælle, og det skal man skam tage alvorligt. For begynder man at fortælle noget, som ikke interesserer en selv, kan det hele lynhurtigt blive meningsløst."

"Og hvad kan man så gøre, når det ikke lige drejer sig om at udtrykke sig selv? Ja, det kan lyde lidt helligt, men man kan forsøge at investere den medvind, man har haft, i en virkelig udfordring, i at gå ind og sørge for, at det er grundlæggende retfærdigt, hvad der sker, og at det er de rigtige, der får lov."

"Det er jo det, jobbet går ud på. Og det har faktisk overrasket mig utroligt, hvor meget det i sidste ende handler om, hvad lige præcis redaktøren synes eller mener eller tror på. At det i sidste ende handler om ens eget mod til at tro på noget, som måske ingen andre tror på."

"Det er ikke, fordi jeg skal være sådan en slags public service frihedskæmper. I starten var jeg meget på glatis – det er jeg faktisk stadig. Og det at tage det ansvar uden at miste sig selv, uden at gå på kompromis med det, man selv tror på – det har jeg ment var væsentligt. Og jeg tænker måske mere end nogensinde, at det er, nåja, min pligt."

– Men en dag skal man så måske tilbage til den anden side?

"Ja, det skal man. Og dybest set er jeg meget tryghedssøgende og har brug for meget faste rammer for at kunne udfolde mig. Jeg er enormt afhængig af andre mennesker og af at have nogen, der siger, at her er det rum, du skal fylde ud."

– Men der er et kunstnerisk element i det, du laver. Når man finder på at interviewe Søren Espersen i radioen med ørepropper på og bind for øjnene, så du hverken kan se eller høre ham imens, er det vel noget i retning af et Fluxus-eksperiment?

"Jeg er ikke nogen kunstnertype. De kunstnere, jeg respekterer, er meget uafhængige af medier og andre mennesker og står alene med det, de vil - de har en total kompromisløshed. Og hvis der ikke var noget, der hed Danmarks Radio, er jeg ikke sikker på, at jeg ville lave noget i den retning."

Mikael Bertelsens behov for tryghed og kontrol med tingene hænger sammen med en noget kaotisk barndom. Hans far var arkitekten Gunnar Bertelsen, som tegnede de engang så banebrydende cafeer Victor og Garagen sammen med kunstneren Kenn André Stilling. Han byggede i øvrigt også en hel by i Japan.

"Det var et uforudsigeligt miljø. Forfriskende, men fuldstændig følelsesmæssigt anarkistisk," siger han.

Hans far og mor var skilt, og Mikael og hans søster boede hos moderen, som var tøjdesigner og familiemæssigt den faste klippe.

"Hun drak ikke, var meget tjekket, prøvede at holde sammen på familien. Det var sådan to ekstremer, vi oplevede – hvor min far var vild og drak meget, måske dybest set fordi han var blufærdig og genert og brugte det til at slappe af. Så det var mærkeligt – dobbelt."

"En dobbelthed, som jeg også føler i mit eget liv, hvor der er noget kompromissøgende og samlende i en retning, en søgen efter ro og det, statsministeren kalder sammenhængskraft – og samtidig en lyst til at obstruere den."

"Men når jeg kæmper med min stærke trang til kontrol, tror jeg, det er noget, jeg har tilfælles med mange i min generation. Og jeg har det også sådan, at efterhånden som sammenhængen i det, der foregår, bliver mere og mere uigennemskuelig, og der hele tiden kommer mere information væltende, så må jeg i hvert tilfælde inden for mit hjems fire vægge prøve at skabe en eller anden form for logik."

– Og et godt og trygt familieliv?

"Ja, det betyder meget. Men hvis det også foregik sådan på mit arbejde, ville jeg nok ende med at blive skør. Hvis jeg altså bare tog på arbejde og sagde, at nu laver vi det her program og putter budgettet ind i det her ringbind - det er nok der, jeg obstruerer et eller andet sted."

"I mange år har jeg faktisk obstrueret møder for at skabe en stemning, så der sker noget, i stedet for at man bare går ud og ind af det ene møde efter det andet i samme sindstilstand."

"Det, der er interessant i mit arbejde, er at udfordre. Og så er det jo umuligt at være kontrolfreak. Jeg har prøvet at besvare 70 e-mail om dagen og samtidig 17 opkald på min mobiltelefon. Det kan man lige så godt opgive, ellers ender det med, at man ligger og dør på gangene."

"Der er jo mange, der har spået, at det her job bliver mit endeligt, at alle knækker nakken på det, og at man bliver en del af staben og overhovedet ikke kan være den, man er. Så det er virkelig en udfordring for mig."

"I det sidste år eller to er der også sket det, at min far døde og min mor blev meget syg. Samtidig fik jeg mit tredje barn. Så der var store ting i gang. Og selv om alle sagde, at nu har du et meget, meget vigtigt job, så var det at tage på arbejde faktisk mere at tage hen og puste ud fra livets virkelig store ting."

"Når man ser, hvor kort livet er, hvor enkelt det er, når man hele tiden må evaluere noget i forhold til mennesker, der dør og børn, der bliver født, så bliver man nødt til at glæde sig til noget, det er sjovt at gøre. Og jeg har haft den oplevelse, at når jeg har gjort, hvad jeg havde lyst til, endte det godt, også for andre."

– Hvordan begyndte det hele?

"Egentlig med, at jeg lige siden jeg var helt lille godt kunne lide at optage ting på båndoptagere. Jeg fik lov af min lærer til at aflevere dansk stil på kasettebånd i stedet for at sidde og skrive den. Og da jeg så kom ind på Børneradioen, genopdagede jeg det der med bånd, at det var en leg, der passede til mig."

"Jeg havde haft lidt svært ved at finde ud af, hvad jeg ville. Jeg havde jo så mange muligheder, sagde alle i det miljø, jeg kom fra – mens min far, der kom fra et strengt indremissionsk hjem i Jylland ligesom kun havde haft en eneste retning at gå i for at flygte fra det. At blive tømrer, bygningskonstruktør og til sidst arkitekt."

"Jeg havde en masse venner, som beskæftigede sig med film og billedkunst, men det mente jeg slet ikke, jeg kunne finde ud af. Så jeg var tjener, arbejdsløs og på et tidpunkt blev jeg murerarbejdsmand for bare at starte et sted. Og det var så hårdt, at jeg drattede om klokken 20 hver aften, så det skulle det i hvert tilfælde ikke være."

"Jeg fik i stedet job i en børnehave - og det var derfra, jeg sendte de 100 ideer til børneradioen og fik min chance der."

Efter at Mikael Bertelsen havde arbejdet i ti år for fulde drøn med børneradio og siden ungdomsradio- og tv for at slutte med sit eget talkshow i DR2, oplevede han igen at blive arbejdsløs.

"Jeg flyttede to år til USA med min kone, fordi hun fik et job derovre. Og der oplevede jeg, hvordan man får det, når man bliver pensionist."

"Jeg gik og evaluerede ti års abejde, som jeg forestiller mig, man normalt først gør, når man har haft et helt arbejdsliv. Hvad var meningen med det? Og der dukkede sære ting op, detaljer fra møder, jeg havde haft for fem-seks år siden. 'Hvorfor sagde du det dengang?' spurgte jeg mig selv. 'Hvorfor sagde du noget andet end det, du mente?' Og det, at man havde været firmaets mand og gjort, hvad der blev sagt – var det til nogens bedste?"

– Du holdt en slags dommedag over dig selv?

"Ja, og samtidig var jeg i tvivl, om jeg nogensinde kunne komme igang igen."

"Men jeg fandt også ud af, at selv om man bare gik rundt i sin egen arbejdsløse verden, så kunne ting, man havde foretaget sig i den tid og som udefra set var meningsløse, tidsspilde eller tomt, have en enorm værdi."

"Det kunne være at tage på fisketur og bare sidde og glo ved en sø. Eller at snakke med en mand, jeg opdagede på en losseplads, hvor han havde lavet et antikvariat på selve lossepladsen af bøger, der var smidt væk."

"Ham sad jeg tit og snakkede med – og det var jo ikke fordi han skulle være med i et radioprogram, men fordi jeg ikke havde andet at lave. Man kan spørge sig, om det er noget af det samme, som da man var 12-13-14 år og kedede sig efter skole og ikke havde noget at lave og derfor gik så meget op i en bestemt slags musik – hvor man senere, som voksen, alt for sjældent kommer i situationer, hvor ting bare får lov at opstå."

– Men hvad er så det vigtigste i livet?

"Det ville være lidt trist, hvis jeg på halvanden time kunne nå frem til en egentlig konklusion på det. Men det må vel være noget med at blive ved at lære og bevare sin nysgerrighed ..."

– Har du et forhold til religion?

"Hvis der er noget uforklarligt, som dybest set også giver mig lyst til at cykle af sted om morgenen, så har jeg ikke brug for at konstatere det. Folk konstaterer mere og mere og spørger mindre og mindre, synes jeg – og det er ærgerligt."

"Så i forhold til det, hele interviewet handler om, vil jeg sige: – Så længe man ikke finder ud af det, vil man stadig være i en eller anden form for bevægelse og det er jeg stærkt interesseret i.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu