Læsetid 3 min.

Følelsernes København

Hvordan ville et kort over hovedstaden se ud, hvis det var udformet efter de følelser, de enkelte steder har lagt rum, skjul og brosten til?
Hvordan ville et kort over hovedstaden se ud, hvis det var udformet efter de følelser, de enkelte steder har lagt rum, skjul og brosten til?
Pernille Sloth/iBureauet
14. november 2015

Enhver har sit eget enestående mentale og følelsesmæssige kort. Hverdagens veje er spækkede med steder, der på grund af en stor følelse er blevet til en seværdighed for én selv: Der fik man sit første kys, her så man en ulykke.

Mit eget københavnskort rummer også særlige steder, der før og for andre bare var ganske almindelige ikke-steder, en intetsigende kulisse – som tilfældigvis blev rammen for mine egne indre stormvejr.

Vanløse Torv er nu ikke bare stedet for loppemarkeder, ensomme øldrikkere og travle metrotagere, men også stedet, hvor jeg sindsoprevet havde en af de vildeste telefonsamtaler i mit liv. Torvets brosten er blevet vædede af mine tårer, der vældede frem af de store ord, der forbandt mig til en anden henover angst og adskillelse. Der kom for mig et helt nyt skær over bænkene, træerne og uret på broen.

Fodgængertunnellen under Blegdamsvej ved Rigshospitalet har for mig ikke bare en lugt af pis, men også af pik. Her nåede jeg nemlig at ride min elsker i spændt, kåd opstemthed.

Islands Brygge med udsigten over mod byen og Kalvebod Brygge står i sommerens og velbehagets tegn. Her har jeg haft nogle af de rareste samtaler, slumret sødeligt i ske og spist dejlig mad, der krydres så fint af glæden over at være blevet spist udenfor i dette Gajolvejrsplagede møgland. De minder luner, selv på isnende vinteraftner.

Følelsernes forstening

Så meget for et par nedslag i mit private København. Mit eget indre kort fortegner og forstørrer de her steder helt enormt (findes der andre fodtængertunneller?), fordi de dertilknyttede følelser fylder og påvirker så meget. Men følelser er flygtige og forsvinder med os og glemslen.Hvad nu hvis steder rent faktisk opsugede folks følelser? Ikke blot dannede ramme om latter, skrig, suk, tænders gnidsel og gråd, men optog dem som spor og sansbare fænomener? Hvad om andre om mange år kunne fornemme mine tårer på torvet og selv blive rørte? Eller blive mildt liderlige af at gå under Blegdamsvej?

Tankeeksperimentet giver København endnu flere facetter, hvis vi fornemmer forsvundne følelser, for hvilke følelser ville dominere hvor? Fra nord og ned følger her et par mulige følelsesspor.

I Amaliegade 23-25 var der i 125 år mulighed for at føde anonymt og efterlade barnet til andres varetægt. Ordningen blev sat i værk for at undgå aborter og spædbørnsdrab, men præsenterer også en slægtsforskermæssig blindgyde, fordi barnets far og mor kan stå som ukendte. Her er der altså blevet født masser af børn, og dermed er der et umærkeligt ekko af dødsangst, flænsende smerte og blod og vrede og glæde. Der lugter måske også salt af tårer af skuffelse, sorg og forbitrelse over forfejlede forlovelser og forlokkelser – og liderlighed. Nogle af børnene var vel undfanget ved frydefulde orgasmer og mindede moren om dyb kropslig glæde.

Kongens Nytorv: Glæde, beruselse og forlorne følelser. Studenter har danset omkring rytterstatuen (som stadig er der! I 2019 får man den at se igen), lettede efter endeløse eksamener. Flere tusinde har på mere end 400 år vadet og vaklet spritstive over pladsen til og fra Nyhavn. Hvis følelser og fornemmelser vitterligt satte sig fast, så ville pladsen gynge og stå lidt uskarpt.

De forlorne følelser har i mere end 250 år stået og gået ud af Det kongelige Teater. Hele det menneskelige følelsesspektrum er blevet opført på scenerne og har forplantet sig til publikum, der har fået lov at føle frygt, glæde, hævntørst, iver, jubel, kedsomhed og lede.

Det er der naturligvis også blevet følt alle andre steder, og byens emotionelle palet er en plumret, brækket grå af alle folks forskellige følelser. Men ét sted står ud som værende særlig lykkeligt.

Rådhuspladsen, god og gammel glæde

Københavns Rådhusplads gjalder af historiske hurraråb. Utallige pinger er blevet tiljublet på pladsen, millioner af liter øl, sprut og champagne er blevet bællet, og millioner af flag, arme og ører er blevet viftet her. Her er blevet fejret nytår, befrielsen i 1945, EM-drengenes hjemkomst i 1992, fem år senere verdensmesterinderne i håndbold og endelig verdens første homobryllup i 1989.

Bunkevis af brudepar er blevet fejret og foreviget på Rådhuspladsen, men kun få med så stor fryd som da Eigil og Axel Axgil fik papir på hinanden for mere end 25 år siden. Det er næppe en overdrivelse at sige, at det var det største og vigtigste bryllup i det 20. århundrede, startskuddet til, at samkønnet ægteskab kan indgås i 20 lande. Homo eller ej, jublen runger stadig på Rådhuspladsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Problemet med det private i kunsten, i dette tilfælde skrivekunsten, er at det lynhurtigt bliver for privat og man får fornemmelsen af at læse noget dagbogsagtigt der egentlig ikke kommer en ved. Ikke at der er noget i vejen med det private og nøglehulsæstetikken (i mangel af bedre udtryk) kan være et udmærket kunstenerisk greb; mange store forfattere skriver nærmest kun om sig selv, men de gør det på en særligt tiltrækkende måde, der på magisk vis også peger ud i verden.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Der ville være ligeså mange følelseskort, som der er mennesker (der har været i København). Jeg tror ikke det er så interessant for andre.