Analyse
Læsetid: 3 min.

Refleksive ritualer

Ingenting er, som det plejede at være. Bortset fra det hele
Ingenting er, som det plejede at være. Bortset fra det hele

iBureauet/Mia Mottelson

Moderne Tider
14. november 2015

En ofte hørt forfaldshistorie vil vide, at vi langsomt er ved at miste grebet om vores religion, vores kultur og dermed vores fællesskab. Ritualerne mister deres betydning. Ingen går i kirke mere, og julen har udviklet sig fra at være kristendommens væsentligste højtid til et kapitalistisk orgie. Ingen egentlige og substantielle bånd forbinder os, kun individernes evindelige kredsen om sig selv.

Det interessante ved denne forfaldshistorie er ikke så meget spørgsmålet om, hvorvidt den er sand, men at den meget vel kan siges at være falsk, selv om den er sand. For netop i den situation, hvor vi begynder at indse, at ritualerne mister deres betydning, hæver vi indsatsen og tillægger dem dobbelt betydning.

For mange mennesker er ’sekulære ritualer’ således netop blevet et slags helle i den moderne verden, f.eks. når man tager på en vandretur på Caminoen eller går til meditation. Sagen er med andre ord, at ritualerne ofte formår at binde os til fortiden, selv der hvor de egentlig har sluppet deres greb. Og spørgsmålet er ikke, om vores liv er ritualiserede, men derimod på hvilken måde de stadigvæk er det, selv når de ser ud til ikke at være det.

Neuroser og perversioner

Hvis man spørger Lacan, vil der især være to måder, man kan binde sig til en ritualiseret praksis på, også efter den er ophørt med at give mening. Man kan fortrænge dette meningstab, eller man kan fornægte det. Den første strategi er neurosens; den anden er perversionens.

Fortrængningen er den mest udbredte. Tag f.eks. juleaften. Juleaften giver ikke mening i en moderne, sekulær verden. Jesus Kristus døde på korset for vores synders skyld? Arh … Og skulle han virkelig være født af en jomfru? Julemanden er noget, Coca-Cola har opfundet. Og gaveræset ville vi egentlig helst slippe for.

Alligevel halser vi rundt i december for at få det hele til at lykkes; ritualet må opretholdes, koste hvad det vil. Pointen er, at vi sagtens kan være ironiske og kritiske omkring det åndssvage ritual, men vi gør det alligevel. Det er ikke os, der tror på det, men vi har fornemmelsen af, at nogen måske tror på det, f.eks. lille Alexander eller bedstemor, og derfor iscenesætter vi, måske næsten mere end vi ellers ville have gjort, den perfekte jul.

Hvor den neurotiske vej til at give ritualer mening er en bevægelse mellem kritisk distance og overgivelse, så går den perverse fornægtelse helt uden om kritikken. Den perverse bliver konstant konfronteret med ritualernes tomhed, men nægter at acceptere den.

Formlen for fornægtelsen lyder: »Jeg ved meget vel, men ikke desto mindre …« Når en pervers gifter sig med fuld drøn på kirkeorglet og hvid kjole, siger hun: »Jeg ved meget vel, at en borgelig vielse og et kirkebryllup reelt set er det samme, men ikke desto mindre er der et eller andet magisk over det kirkelige ritual.« Når det i dag pludselig kan blive dobbelt væsentligt at insistere på Gud, konge og fædreland, bør det ikke mindst forstås som en pervers modreaktion på, at disse fænomener for længst har mistet deres betydning.

Kapitalisme som religion

Marx og Engels bemærkede i Det kommunistiske manifest, at kapitalismen er den stærkeste revolutionære kraft, verden endnu har set. Kapitalismen rykkede den gamle verden op med rode, og slyngede menneskeheden ind i moderniteten. Over for kapitalismens evne til at gøre alting til en vare må samtlige ritualer, der forsøger at gøre enkelte ting og begivenheder uvurderlige, til slut give op. Når alting bliver gjort til en vare, kan intet blive ved med at være helligt. Men det meningstab, som kapitalismen afstedkommer, har affødt en lang række modreaktioner.

Det var Walter Benjamin, som for alvor satte denne pointe på spidsen i den lille tekst om Kapitalisme som religion. Benjamins pointe er, at det ikke er ritualerne, der forsvinder, i og med at kapitalismen går sin sejrsgang verden over. Tværtimod accelereres de, så der er højtider og ritualer og begivenheder overalt, og det næsten lige omvendt er hverdagen, der forsvinder. Tænk blot på, at der snart hver eneste dag er ’jubilæumsudsalg’, at vi af hver eneste reklame opfordres til at intensivere vores forbrug, og at kapitalismen selv har en række hellige haller, fra torvehallerne til børsen.

Problemet med vores forhold til ritualerne i dag er således ikke, at vi ikke længere kan give mening til dem, men derimod, at vi ikke kan lade være med at genopfinde og videreudvikle deres mening i det uendelige. Fra espressoen om morgenen over stadigt dyrere bryllupper til de aldrig overraskende fødselsdage i Føtex; vores liv ser ikke ud til at miste ritualer og rituelle rammer. Snarere tværtimod.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Peter Langkjær Bojsen

den helligste hal, jeg kender, er tagselv-hallen i IKEA. Den er så sakral og abnorm, at det er til at blive salig over.

Annika Tiin Nielsen

For mig at se ER der få steder i det danske samfund, hvor vi kan indgå i ritualer, der ikke er markedsskabte eller individualiserede: Det ene sted er i folkekirken til højmessen, det andet sted er højskolens morgensamling, det tredje er forsamlingshusets debat og det fjerde er foreningslivets generalforsamling. Interessant er det, at især byboere er begyndt at dyrke netop de former igen...