Læsetid: 2 min.

Gid det var mig: Kamilla Hega Holst

Hvem lader forfatterne sig inspirere af, og hvem misunder de for deres arbejde med sproget? På denne plads fremhæver en dansk forfatter hver uge et uddrag fra et skønlitterært værk, de ville ønske, de selv havde skrevet – og forklarer hvorfor
21. oktober 2017

Kamilla Hega Holst ville ønske, hun havde skrevet: 

»Efter mørkets frembrud sneg Barabbas sig tilbage til kløften og steg ned i den. Han kunne ikke se noget, men måtte føle sig frem. Længst nede fandt han hendes lemlæstede krop, halvt begravet under sten, der var kastet til ingen verdens nytte, efter at hun allerede var død. Den var så lille og let, at den næsten ingenting vejede i hans arme, da han bar den op ad skrænten og bort i mørket.

Han bar den time efter time. Af og til standsede han og satte sig til at hvile lidt med den døde liggende foran sig på jorden. Skyerne var drevet bort, og det var blevet stjerneklart, noget efter stod månen også op, så man kunne se alting.«

’Barabbas’ s. 74, Pär Lagerkvist, 1951.

Begrundelse:
Barabbas af Pär Lagerkvist handler om det, vi ikke umiddelbart kan se. Den handler om tro. Barabbas er en bibelsk figur, en forbryder og morder, der bliver frikendt fra korset i stedet for Jesus. Imens Jesu legeme klynges op, lader Lagerkvist Barabbas være vidne til hans korsfæstelse.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu